Der er nu gået 1.000 dage siden Ruslands ulovlige invasion af Ukraine. I ny research har Amnesty International undersøgt flere russiske angreb, der har dræbt og såret børn. Et klart brud på krigens regler.
17 målrettede angreb mod civile, der har kostet ukrainske børn livet. Så mange angreb har Amnesty International undersøgt de seneste 10 måneder. De ulovlige angreb får Amnesty til at gentage sit krav om, at de ansvarlige skal stilles til regnskab for at sikre, at alle ofre opnår erstatning og retfærdighed.
Børn dræbt langt fra frontlinjerne
“Som en af de mest sårbare grupper i alle samfund, nyder børn særlig beskyttelse under international humanitær lov. Alligevel ser vi stadig børn blive dræbt og såret, også i områder langt fra frontlinjerne og uden militære mål,” siger Patrick Thompson, Amnesty Internationals Ukraine-researcher.
Et af de dokumenterede angreb fandt sted den 8. juli, da et russisk Kh-101 krydsermissil ramte Okhmatdyt, Ukraines største børnehospital i Kyiv. Angrebet medførte omfattende ødelæggelser, dræbte to personer og sårede over 100, herunder flere børn.
Kirurgen Oleg Golubchenko, der opererede på et barn under angrebet, fortalte:
“Da jeg kom til bevidsthed, var alt omkring mig i ruiner. Jeg var selv såret og blødte, men mine arme og ben virkede, og jeg kunne trække vejret. Jeg kravlede hen til barnet og så, at det havde det godt, selvom alt udstyr var ødelagt.”
Angreb på civile udgør krigsforbrydelser
Ifølge internationale love udgør angreb på civile og civil infrastruktur krigsforbrydelser. Vilkårlige angreb, hvor eksplosive våben bruges i tætbefolkede områder, er en krænkelse af international humanitær lov. Amnesty International har siden februar 2022 dokumenteret adskillige sådanne angreb fra russisk side, samt andre krigsforbrydelser som tortur, seksuel vold og henrettelser.
Amnesty opfordrer det internationale samfund til at sikre, at alle ansvarlige for krigsforbrydelser retsforfølges, og at ofrene får den retfærdighed og erstatning, de har krav på.
Amnesty har verificeret 14 billeder og seks videoer fra angrebet på Okhmatdyt. Der blev ikke fundet nogen tegn på, at ukrainsk militær havde været i eller omkring hospitalet. Missilet ramte derfor med stor sandsynlighed det tiltænkte mål – et civilt mål.
Frygt og panik blandt civile
Ifølge tal fra FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) har 2024 været et særligt dødbringende år for civile, især børn. Amnesty International har verificeret mere end 120 billeder og videoer fra angreb mod børn i år og gennemført feltarbejde for at indsamle yderligere beviser.
“De stigende angreb på civile minder os om, at Ruslands aggression mod Ukraine fortsætter med enorme menneskelige omkostninger. Angreb, der skader børn, skaber frygt og panik blandt civile. Det er afgørende, at de ansvarlige bliver retsforfulgt, for uden ansvarlighed vil disse angreb kun fortsætte,” udtaler Patrick Thompson.