Trods massiv kritik fra omverdenen har Rusland i syv år skærmet Assad-styret i Syrien mod internationale aktioner og støttet det militært på slagmarken. Hensynet til menneskerettigheder kommer ikke til at rokke ved den linje, vurderer dansk forsker.
Af Bjarke Windahl Pedersen
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2
Nej til undersøgelser af kemiske angreb på civile. Nej til at lade Den Internationale Straffedomstol undersøge forbrydelserne i Syriens borgerkrig. Nej til våbenhvile.
Lige så længe borgerkrigen har raseret Syrien, har Assad-styret haft en urokkelig støtte i Rusland, der med sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd 12 gange har blokeret for international handling.
AMNESTY har spurgt Flemming Splidsboel, seniorforsker i russisk udenrigspolitik og russisk national identitet, om, hvad der driver den russiske udenrigspolitik.
Er der noget, som kan få Rusland til at droppe sin støtte til Assad-styret?
Principielt set skal jeg jo sige ja, men jeg har svært at se nogle omkostninger for Rusland, der kan blive så høje, at de vil fjerne støtten. Det skyldes også, at der ikke er nogle lande i Vesten, som har lyst til at engagere sig mere. Det betyder, at der ikke er nogen, som vil påføre Rusland omkostninger, som kunne ændre linjen. Det er Rusland, som sidder i førersædet, og som i høj grad indretter det fremtidige Syrien. Og det, tror jeg, er Rusland sådan set begejstret for.
Gør det indtryk på russerne – og påvirker det overhovedet Putin – at støtten til Assad-styret kritiseres massivt af menneskerettighedsorganisationer og andre lande?
Nej. I 1990’erne betød det faktisk noget, hvis Rusland blev udskammet. Man ville gerne anerkendes og indførte blandt andet et moratorium for dødsstraffen, som stadig holder i dag. Men den effekt er der ikke længere. Diskussionen af menneskerettighedsnormer fylder meget i Rusland, men det er som led i et politisk, religiøst og filosofisk opgør med det, man kalder vestlige normer. Man siger, at Rusland har sine egne normer og traditionelle værdier, mens Vestens menneskerettighedsnormer er gået helt grassat. At Vesten ikke længere kender op fra ned, højre fra venstre, rigtigt fra forkert. Det er noget, som fylder rigtig meget i medierne.
Og så har man jo også – i modsætning til 90’erne – i dag skabt et informationsrum, som gør, at meget af det, vi taler om vedrørende Syrien, aldrig når frem til de russiske nyhedsbrugere. Hvis det endelig når frem, så gør det det i en særlig form. Det gør, at man i høj grad kan styre risikoen for udskamning.
11. december 2017: Ruslands præsident Vladimir Putin, Syriens Bashar al-Assad (t.h.) og den russiske forsvarsminister Sergei Shoigu (t.v.) poserer sammen med piloter fra det russiske luftvåben på den russiske militærbase Khmeimim i provinsen Latakia i det nordvestlige Syrien. Foto: AA/ABACA/ Ritzau Scanpix
Så når Amnesty kritiserer Rusland for at se stort på den syriske civilbefolknings rettigheder, så er det ikke noget, der gør indtryk i Rusland?
Nej, det gør det ikke. Fokus er på nødvendigheden af at bekæmpe Islamisk Stat, og argumentet lyder, at Rusland er den eneste, som kan gøre det, fordi de vestlige stater har en skjult dagsorden, som handler om at svække Syrien og svække Rusland. De fælles internationale institutioner som Europarådet, OSCE og FN har også mistet den evne, de tidligere havde, til at kunne overføre menneskerettighedsnormer til Rusland.
Hvorfor har Rusland bevæget sig i en mere traditionel og konservativ retning?
En del af årsagen, tror jeg, skyldes politisk ingeniørkunst. Man har afvist vestlige normer, fordi de blandt andet også indeholder kravet om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed, og en masse ting, som kan svække styret. Det er et meget personificeret styre, hvor personlige interesser vejer tungere end mere grundlæggende principper for, hvordan systemet skal skrues sammen. Men på nogle punkter er Putin også bare fulgt med udviklingen. Rusland var under Sovjet et meget konservativt land, og det har man nok også grebet tilbage til i sin søgen efter russiske normer. Og så har kirken har fået en betydelig rolle. Den har gjort rigtigt meget godt, men den er også med til at sætte en konservativ og polariserende retning, blandt andet med anti-homoloven og spørgsmålet om abort.
Ruslands linje i Sikkerhedsrådet har været kendetegnet ved vetoer. Hvad er det, Rusland forsøger at opnå?
Rusland forsøger lige nu at ommøblere det internationale system. Man har været utilfreds i mange år, men er i stigende grad begyndt at sige det helt åbent. Et af de mest effektive værktøjer, som Rusland har, er vetoretten i FN’s Sikkerhedsråd. Den brugte landet kun få gange i 1990’erne, stadig sjældent i 00’erne, men har siden brugt den adskillige gange under Syrien-krigen. Rusland er mere selvsikker og villig til at tage større risici. I forhold til Syrien er Rusland helt ligeglad med debatten og udskamningen fra omverdenen.
Hvad er målet for Putins udenrigspolitik?
Der er i hvert fald to mål. Det ene er styrets egen overlevelse og fastholdelsen af politisk magt i Rusland. Da Putin den 1. marts holdt en næsten to timer lang tale til befolkningen, brugte han første del på at tale om landets interne fremskridt og udfordringer. I den anden halvdel talte han om truslen fra Vesten. Kunstgrebet var, at han fik anerkendt, at der er problemer i Rusland, men også fik forklaret, at en af grundene til, at russerne ikke kan få alt, er at ressourcerne skal bruges på våbensystemer. At russerne skal være glade for, at Putin passer på dem. På den måde bruger han udenrigspolitikken til at cementere sin indenrigspolitiske magt.
Men derudover handler det også om at øge Ruslands globale indflydelse og i så høj grad som muligt være med til at beslutte, hvordan det internationale system skal indrettes, så det svarer til Ruslands ønsker.
Og hvordan vil det internationale system, indrettet efter Ruslands ønsker, så adskille sig fra det, vi har i dag?
Staten vil være suveræn, og den vil indrette sig, som staten har lyst til. Andre skal ikke blande sig og skal ikke påtvinge andre stater deres systemer. Man skal i stedet anerkende forskelligheden i forskellige systemer. Det vil nok være en verden, hvor stater er lidt mere kyniske og ser lidt mere på nationale interesser i en gammeldags og snæver forstand. Hvor de stærke måske i lidt højere grad gør det, de vil, og så må de svagere indrette sig efter det.
En syrisk mand tænder sin cigaret med en lighter købt i en souvenirbutik i Damaskus. Foto: Hassan Ammar / Ritzau Scanpix