Rystende forhold for russiske fanger, der ofte transporteres i månedsvis til fjerntliggende straffelejre i overfyldte togvogne uden frisk luft eller dagslys.
Russiske fanger lider under umenneskelige forhold, når de transporteres tusinder af kilometer gennem landet i overfyldte og helt tillukkede togvogne uden vinduer til straffelejre i de fjerneste egne af landet. Det afslører Amnesty i en ny rapport, der sammenligner forholdene med de frygtede Gulag-lejre i Sovjetunionen.
Den ydmygende og nedværdigende behandling omfatter både mandlige og kvindelige fanger, og transporterne varer ofte flere uger ad gangen, før de når frem til fangekolonierne, hvor de tvinges til at udføre hårdt fysisk straffearbejde. Fangetransporterne er udførligt beskrevet i den nye rapport Prisoner Transportation in Russia: Travelling into the Unknown.
”Dømte kriminelle presses sammen i overfyldte togvogne uden ventilation eller naturligt lys, hvor de oven i købet har meget begrænset adgang til drikkevand og toiletbesøg. Efter en rejse, der ofte kan vare over en måned, ankommer de endelig til deres destination tusinder af kilometer fra deres familier”, forklarer Denis Krivosheev fra Amnestys kontor for Europa og Centralasien.
12 fanger i én kupe
Fangerne bliver typisk transporteret i specielle fængselsvogne kaldet ”Stolypins”. Mange af dem stammer tilbage fra Sovjettiden. 12 fanger samt deres bagage stuves ind i en kupe uden vinduer og skal deles om den plads, hvor der i et normalt tog ville sove fire passagerer.
”Det er på høje tid, at de russiske myndigheder skiller sig af med arven efter Gulag og stopper denne praksis. Hvis fanger skal transporteres over så store afstande og i så lang tid, er der nødt til at være nogle ordentlige standarder for fangebehandlingen”, siger Denis Krivosheev.
Det er ikke ualmindeligt, at 12 fanger skal opholde sig siddende i samme kupé. Denne kupé er indrettet til 19 mennesker. Foto: Amnesty International
Uden vand i dagevis
En fange, som Amnesty har talt med, fortæller, at han blev transporteret i fem og en halv uge, og at han i lange perioder undervejs delte kupé med 12 andre fanger.
”Vi rejste i det tøj, vi havde på. Vi fik intet sengetøj, og de gav os ikke en gang mulighed for at børste vores tænder. Temperaturen udenfor var 40 grader, og der var hverken vand i vandbeholderen eller i toilettet. Det stod på i fire dage ad gangen”, fortæller han.
Under transporterne har fangerne kun ret til at benytte toilettet hver femte eller sjette time, og under de ofte langvarige ventetider på rangerspor er der ikke adgang til toiletterne overhovedet. Trods russisk lovgivning, der klart fastsætter, at fangerne skal afsone deres straf tæt på deres hjem for at muliggøre rehabilitering, så sendes de fleste fanger – særligt kvinder – flere tusinde kilometer væk fra deres familier.
Denne lille celle bliver anvendt som isolationscelle på en russisk fangetransport. Andre celler er endnu mindre – helt ned til 0,4 kvadratmeter. Foto: Ernest Mezak
Netværk af straffekolonier
Den russiske kriminalforsorg (FSIN) har overtaget et netværk af straffekolonier fra det sovjetiske Gulag-system. Mange af dem er placeret i tidligere arbejdslejre i afsidesliggende og tyndt befolkede områder af landet. Det betyder, at fanger skal transporteres over enorme distancer – ofte over 5.000 kilometer – hvilket gør besøg fra familie og venner stort set umuligt. Da kun 46 af Ruslands 760 fængsler og fangelejre er indrettet til kvinder, har de større risiko for at blive sendt ud på de umenneskelige rejser. Det er normalt, at disse fangetransporterne varer over en måned.
”Afstand – det er en af metoderne til at nedbryde fangerne psykologisk. De er meget langt væk fra støtte og hjælp”, siger Aleksei Sokolov fra Urals Human Rights Group.
Ukendt tid og sted
Kriminalforsorgen behandler alle informationer om fangetransporterne med den højeste grad af hemmeligholdelse. Hverken fangerne eller deres familier og advokater bliver informeret om destinationen, før rejsen begynder. Udover at være afskåret fra frisk luft, ventilation og naturligt lys, er det også forbudt for fangerne at bære ur. Det sker angiveligt for at bidrage til fangernes desorientering.
”Under de endeløse transporter har fangerne ingen mulighed for at kommunikere med omverdenen, og myndighederne afviser at oplyse om deres destination. I realiteten forsvinder de i uger eller måneder og efterlader deres familier i total uvidenhed om deres opholdssted eller tilstand. Samtidig er fangerne nemme ofre for overgreb og mishandling. I juridiske termer kan det oversættes til tvungne forsvindinger”, siger Denis Krivosheev.
Amnesty opfordrer til gennemsigtighed
Sammen med Human Rights Watch og russiske menneskerettighedsforkæmpere opfordrer Amnesty International de russiske myndigheder til at reformere fængselssystemet og i særdeleshed de umenneskelig fangetransporter.