Maryam Al-Khawaja er datter af Danmarks eneste samvittighedsfange, Abdulhadi Al-Khawaja, der sidder fængslet i Bahrain for sin fredelige kritik af styret i landet. Danmarks regering har længe kæmpet for at få ham løsladt via diplomatiske forhandlinger med Bahrain, men hans familie kalder på nye metoder. Der er nemlig snart valg i Bahrain, og resultatet kan ende med at være revolutionerende.

Du og din familie har kæmpet for din fars løsladelse i over 11 år. Hvorfor tror du, at det er muligt at få ham fri nu?

Lige nu er der en mulighed, som vi ikke har haft før. Bahrains kronprins har længe positioneret sig selv som værende en reformist, og som en, der vil gøre ting bedre for fanger. Vi nærmer os Bahrains regeringsvalg i november, så nu har vi chancen for at teste, hvorvidt kronprinsens ord holder stik. Blandt andet ved at se, om han er villig til at løslade politiske fanger, samvittighedsfanger, folk der udsættes for tortur osv. Så jeg tror, at hvis vi virkelig lægger nok pres på Bahrains regering, og sætter fokus på specifikke problemer, så vil der kunne ske en forandring i landet, også når det angår min fars løsladelse.

Hvordan har din far det lige nu?

Det er altid svært at blive stillet det spørgsmål. Han har siddet i fængsel i 11 og et halvt år nu, og har virkelig brug for genoptræning og medicinsk behandling. Siden starten af 2022 har fængslets administration nægtet ham adgang til tilstrækkelig medicinsk behandling. Min far er en person, der nægter at lade sig blive tvunget til tavshed, så når fængslet nægter andre fanger adgang til medicinsk behandling, eller andre fanger mishandles, så siger min far sin mening. Netop fordi han siger sin mening, bliver han også et konkret mål for fængselsvagterne. Normalt plejer de at afbryde telefonopkald til familien, men det lader til, at de nu har valgt at bruge adgangen til medicinsk behandling som et redskab mod min far.

Det er ikke bare det faktum, at min far er blevet udsat for tortur […] Det er det faktum, at han stadig sidder i en fængselscelle den dag i dag.

Maryam Al-Khawaja

Hvornår talte du sidst med din far, og hvordan foregår jeres kommunikation?

Vi talte sidst sammen i søndags, som plejer at være dagen for familieopkald. Han plejer at ringe til os via Whatsapp. Videoopkald har erstattet familiebesøgene, som fængslet har begrænset siden begyndelsen af COVID-19. Min far har altså ikke haft hverken familiebesøg eller anden form for fysisk besøg siden da. De her videoopkald kan være meget uforudsigelige. Vi kan aldrig være sikre på, om han vil ringe til tiden eller om han overhovedet kommer til at ringe. Nogle gange venter vi i 10, 20, 30 minutter, andre gange halvanden time. Selv fem minutter kan føles som en livstid, når du bare venter og kigger på din telefonskærm. Når vi som regel snakker med ham om søndagen, bruges tiden oftest på familiesnak, da mine niecer og min nevø også er med på opkaldet. Så meget af tiden går på, at han kan føle tilknytning til sine børnebørn som en bedstefar, særligt fordi mine niecer og min nevø ikke har kendt min far uden for fængslet. De har kun kendt ham som en samvittighedsfange.

Derudover bliver telefonopkaldene aflyttet. Der er altid en fængselsvagt lige i nærheden, og under flere lejligheder har de råbt ad min far. For eksempel fortalte min far os om sin sundhedstilstand. Han havde fået fortalt af lægen, at han risikerede at miste synet på det højre øje, og derfor havde han behov for at blive undersøgt, men i næsten et år er han blevet nægtet adgang til konsultationerne. Mens han fortalte os dette, begyndte vagten at råbe ”det må du ikke tale om”, hvortil min far svarede, at det var hans ytringsfrihed, og at hvis han ville, så kunne han kritisere både vagten, hans chef og selv kongen. Herefter blev opkaldet afbrudt, og sidenhen blev hans adgang til lægehjælp yderligere begrænset. Mine niecer og min nevø måtte se på, at deres bedstefar blev råbt ad og måtte skulle forsvare sig selv. Hvis det påvirker mig som voksen, kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan det må påvirke dem.

Din far har i størstedelen af sin fængselsstraf siddet i Jaw Prison, som er det største fængsel i Bahrain. Hvilke forhold lever han under?

Han og de andre fanger, der er kendt som ”Bahrain 13”, sidder sammen i en celle, isoleret fra de andre fanger. De må ikke engang kommunikere med de andre fanger, så det har kun været den samme gruppe mennesker de sidste 11 år.

I en periode havde de adgang til et lille bibliotek, men en dag, uden varsel eller begrundelse, kom fængselsvagterne og fjernede alle bøgerne. Det samme skete, da de på et tidspunkt havde adgang til papir og blyanter, og min far og de andre fanger begyndte at skrive. Jeg tror, at min far skrev to eller tre bøger, som han gerne ville dele med familien. Men en dag blev det også konfiskeret af fængselsvagterne. De har siden fået adgang til papir og blyanter igen, men min far og fangerne vil ikke begynde at skrive igen, for der er ingen garanti for, at de vil få lov til at beholde det.

Fængselsadministrationen går efter at nedbryde psyken; jeg mener, at det er psykisk tortur. Et andet eksempel er, dengang fangerne fik plantefrø, som de kunne så. Jeg husker, hvor begejstret min far var for det, og han talte hele tiden om sine planter. Efter at fængslet havde ladet fangerne pleje planterne og set dem gro, kom fængselsvagterne og ødelagde og fjernede dem. Planterne var min fars og de andre fangers eneste forbindelse til livet uden for fængslet.

Derudover er der den begrænsede adgang til lægehjælp og begrænsningen af familiebesøg. Fængselsvagterne fortalte fangerne, at den eneste måde, de ville kunne få familiebesøg på, ville være gennem en glasvæg. Det betød alverden for min far, at kunne få lov til at kramme os. Min mor. Mine søstre. Mine niecer og min nevø. Det var hans eneste fysiske tilknytning til familien. Min far og de andre fanger takkede derfor nej til besøg, hvis den eneste måde, det kan foregå på, er bag en “glas-grænse”. Så nu foregår den eneste forbindelse til verden uden for fængslet gennem telefonopkald.

Inden han kom til Jaw Prison, var han i et af militærets underjordiske fængsler, hvor han blev tortureret. Det er vigtigt at nævne, at Bahrains militær er i alliance med Danmark og Vesten, da de NATO-allieret. Så det militær, som vores danske militær arbejder tæt sammen med, er de selvsamme personer, der holdt min far i isolationsfængsel og torturerede ham i to måneder.

Hvordan påvirker fængslingen af din far din familie og jeres familieliv?

Måden, hvorpå min far blev arresteret, var virkelig voldsom. Han blev slået bevidstløs foran min familie. Han blev slæbt ned ad trapperne, hvor hans hoved ramte hvert trappetrin. For enden af trappen blev han slået i hovedet med et metalrør, der resulterede i fire knoglebrud på hans kæbe. Han var nødt til at have en fire-timer lang operation for at få sin kæbe sat på plads. Han har stadig metalpladerne i ansigtet, og har brug for endnu en operation, som han ikke får.

Jeg ønsker ikke, at andre familier skal gå igennem de samme traumer, som min familie går igennem.

Maryam Al-Khawaja

Jeg var ikke selv til stede under anholdelsen, men fandt ud af, hvad der var sket med min far på Twitter, hvor min søster tweetede om det. Jeg kan huske, at jeg læste tweet efter tweet om, at min far, mens myndighederne tæskede ham, gentog sætningen ”jeg kan ikke få vejret, jeg kan ikke få vejret”. I det øjeblik følte jeg, at jeg heller ikke kunne få vejret. Det var den værste oplevelse ikke at vide, om min far var død eller i live. Det var ikke før, at han fik lov til at lave et 20 sekunders opkald, at vi fik at vide, at han var i live.

Det var her, han blev allermest udsat for tortur; så meget, at hans advokat, der ellers havde kendt ham i mange år, ikke kunne genkende ham.

Sommetider ved jeg ikke engang, hvordan jeg skal forklare det. Det er ikke bare det faktum, at min far er blevet udsat for tortur og alle de her forfærdelige overtrædelser. Det er det faktum, at han stadig sidder i en fængselscelle den dag i dag.

Danmark har i mange år forsøgt at få din fars løsladelse. Har Danmark gjort nok?

De har prøvet. Men det lader til, at mit forslag om et mere offentligt pres stadig falder for døve ører hos Udenrigsministeriet. Jeg bliver fra internationalt hold betragtet som en ekspert på det her område og bliver inviteret til paneldebatter med FN’s højkommissær for menneskerettigheder og med forskellige FN-ambassadører. Jeg har holdt briefings med kongresmedlemmer, møder med folk i Det Hvide Hus, og det skyldes, at folk respekterer, at jeg er en ekspert på disse områder. Men som en dansker, der taler til sin regering om disse problemer, er det som om, de ikke stoler på min ekspertise. Hvis den danske regering lige nu lægger den rette mængde pres på Bahrain, har vi ikke bare mulighed for at få min far løsladt, men også at lægge pres i forhold til de generelle menneskerettighedsproblemer i Bahrain.

Jeg forstår ikke, hvordan min far, der er den eneste danske samvittighedsfange i verden, ikke er en prioriteringssag for den danske regering. Mon sagen havde set anderledes ud, hvis min far var en hvid mand med blå øjne og lyst hår? Havde Danmark og EU så behandlet sagen på samme måde som nu?

Du og din familie har kæmpet for din fars løsladelse i næsten 12 år nu. Hvordan kan det være, at du ikke har mistet håbet om at få ham fri?

Så længe min far sidder i en fængselscelle, så fortsætter kampen. Selv hvis han bliver løsladt, så er der tusindvis af fængslede samvittighedsfanger i Bahrain og i regionen, og jeg vil fortsætte kampen for at få dem løsladt, for jeg ønsker ikke, at andre familier skal gå igennem de samme traumer, som min familie går igennem.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg kommer til at se demokrati eller respekt for menneskerettigheder i Bahrain eller i regionen i min levetid. Men jeg håber og arbejder på, at mine niecer og min nevø ikke skal vokse op i et land eller en verden, hvor de skal kæmpe de samme kampe, som vi kæmper i dag. Jeg vil se dem vokse op i et land og i en verden, hvor deres menneskerettigheder og menneskelige værdighed respekteres.