Arbejdsdage på 12 timer alle ugens syv dage, ingen fridag i månedsvis, vagter i bagende sol uden mulighed for at få noget at drikke og store bøder for at gå på toilettet. Det er virkeligheden for sikkerhedsvagter i Qatar, viser ny rapport fra Amnesty.
”Vi arbejder fra januar til januar, søndag til søndag uden en fridag. Hvis du ikke møder ind en dag, trækker de dig for to eller flere dages løn for udeblivelse. Også selv om man har fortalt dem, at man var på hospitalet”.
Sådan lyder det fra Godfrey fra Uganda, der er en af de 34 sikkerhedsvagter, Amnesty har interviewet til den nye rapport ”They think we’re machines”. Den dokumenterer, at private sikkerhedsfirmaer i Qatar udsætter deres ansatte – der alle er migrantarbejdere – for tvangsarbejde, og at det også foregår på projekter, der har direkte forbindelse til VM i fodbold, der begynder til november.
Arbejdsdage på 12 timer og ingen fridage
Udover arbejdsdage på 12 timer alle ugens syv dage fortæller mange af sikkerhedsvagterne, at de ikke har haft en eneste fridag i månedsvis – nogle i op til tre år – og at de bliver straffet økonomisk, hvis de alligevel holder fri.
Der er også flere eksempler på, at sikkerhedsvagterne får trukket store beløb fra deres løn, hvis de er blevet syge, går på toilettet, eller hvis arbejdsgiverne mener, at deres uniform ikke sidder ordentligt.
Mange af arbejderne fortæller desuden, at de ofte står i timevis i den bagende sol uden at få noget drikke, og at de bor på beskidte og overfyldte steder med meget dårlige sanitetsforhold.
Krænkelser trods nye love
I 2017 satte Qatar ellers en lovende kurs mod bedre arbejdsforhold for landets over to millioner migrantarbejdere. Nye love har gjort, at der nu er en minimumsløn, og kafala-systemet, der bandt ansatte til deres arbejdsgivere, er blevet afskaffet. Men reformerne er ikke ført ordentligt ud i livet, viser Amnestys research.
”De krænkelser, vi har afdækket, kan alle spores tilbage til den store ubalance, der stadig eksisterer mellem arbejdsgivere og migrantarbejdere i Qatar. Det indikerer, at der stadig er store huller i myndighedernes håndhævelse af arbejdslovene. Mange af de sikkerhedsvagter, vi talte med, vidste, at deres arbejdsgivere brød loven, men de følte sig magtesløse i forhold til at udfordre dem. Selv om de var fysisk og psykisk udmattede, blev arbejderne ved med at møde op på arbejde, fordi de ellers risikerede at blive straffet økonomisk eller værre for dem: Fik ophævet deres kontrakt eller blev deporteret”, siger Stephen Cockburn, chef for Amnestys afdeling for økonomisk og social retfærdighed.
Qatar skal beskytte arbejdere og straffe arbejdsgivere
”Selv om Qatar har gjort fremskridt de senere år, viser vores research, at krænkelserne i den private sikkerhedssektor – som vil være mere efterspurgt under VM – forbliver systematiske og strukturelle. Arbejdsgivere udnytter stadig åbenlyst deres arbejdere, og Qatars myndigheder bør træffe vidtrækkende foranstaltninger for at beskytte arbejderne og holde krænkerne ansvarlige”, tilføjer Stephen Cockburn.
Det er forbudt for migrantarbejdere i Qatar at melde sig ind i eller starte fagforeninger, og det er med til at forværre magtforholdet mellem arbejdsgivere og ansatte, der ikke tør at protestere over de urimelige arbejdsvilkår.
Firmaer har leveret ydelser til FIFA
De 34 nuværende og tidligere sikkerhedsvagter i rapporten blev interviewet mellem april 2021 og februar 2022. De er eller var ansat af otte forskellige sikkerhedsfirmaer, der blandt andet har leveret ydelser til ministerier, fodboldstadions, sportsfaciliteter, hoteller og transportsystemer, der er essentielle for afholdelsen af VM. Mindst tre af firmaerne har stået for sikkerheden ved FIFA-arrangementer – herunder klub-VM i 2020 (afholdt i 2021) og Arab Cup i 2021.
I 2020 lovede FIFA sammen med sin partner i Qatar – den såkaldte Supreme Comittee – at forbedre arbejds- og boligforholdene for de mennesker, der er ansat i den enorme service- og hospitalitysektor i Qatar. Forbedrede arbejdsstandarder er da også blevet udvidet til at omfatte serviceansatte ved VM, og organisationerne har påbegyndt andre initiativer, særligt for hotelpersonale. Men disse løfter mangler at blive fuldt indfriet i sikkerhedssektoren, som Amnestys rapport viser.
Amnesty: Undersøg krænkelser og sørg for ordentlige forhold
Amnesty opfordrer Qatar til straks at undersøge krænkelserne i den private sikkerhedssektor og offentliggøre deres fund. Derudover bør myndighederne tilbyde arbejderne oprejsning ved blandt andet at sikre, at de får tilstrækkelig hvile og en ordentlig løn. Qatar bør desuden offentliggøre en detaljeret plan for, hvordan man effektivt vil tackle tvangsarbejde i sikkerhedssektoren.