Ukrainske Lera Burlakova lever, arbejder og opdrager et barn i krig. I forbindelse med fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine reflekterer hun over dilemmaerne, som krigen medfører, og det menneskerettighedsarbejde, hun laver i Amnestys afdeling i Ukraine. Et arbejde, der ikke kan outsources til sikrere steder.
Af Lera Burlakova, medie- og kampagnekoordinator hos Amnesty International Ukraine (oversat af Amnestys danske afdeling)
Ruslands angreb mod Ukraine begyndte lang tid før invasionen i februar 2022. Det begyndte i 2014. Dengang sagde jeg op fra et journalistjob, jeg elskede, og meldte mig til den ukrainske hær.
Jeg gjorde det af skyldfølelse. Under Maidan-protesterne i 2014 blev folk skudt i gaderne i vores hovedstad Kyiv. Nogle af dem var ikke engang 18 år. De stod for frihed.
Jeg havde bygget mit liv på en fortælling om, at jeg også stod for frihed. Men pludselig føltes ord utilstrækkelige. Teenagere døde, og jeg overlevede. At melde mig til militæret var den eneste måde, jeg kunne se mig selv i spejlet på.
Jeg var i militæret i tre år og forlod frontlinjen med en krigsskade. Jeg tog krigen med mig hjem fra den østlige front. Da jeg fortalte om min frygt for bomber i det centrale Kyiv, tænkte min psykoterapeut, at jeg havde angst eller posttraumatisk stress. Men for mig var det ingen af delene. Det var en forudsigelse.
Da jeg fortalte om min frygt for bomber i det centrale Kyiv, tænkte min psykoterapeut, at jeg havde angst eller posttraumatisk stress. Men for mig var det ingen af delene. Det var en forudsigelse
Lera Burlakova om tiden efter Ruslands angreb og annektering af Krim
Alligevel gik livet videre i det, der dengang var fredelige ukrainske byer. Også mit. Jeg fødte min søn.
Vi fornemmede, at invasionen var tæt på
Allerede i begyndelsen af 2022 fornemmede mange ukrainere, at invasionen var nær. De ville bare ikke tro på det.
Få uger før fuldskalainvasionen begyndte, var jeg med mit arbejde i Frankfurt og skulle flyve hjem til Kyiv samme aften. Men Lufthansa aflyste flyvningen. Deres besætninger ville ikke længere overnatte i Ukraine.
Mit barn var i Kyiv.
Jeg vidste, hvordan krig så ud. Ingen forbindelser, ruiner, brand. Jeg havde set det før. Jeg havde allerede mistet min forlovede til krigen. Jeg husker, at jeg holdt hans kolde hånd, bar hans blodplettede jakke ved frontlinjen, sov i den.
Døden var ikke abstrakt. Den havde navne.
Jeg havde set russere på tæt hold. Jeg havde set, hvordan de behandler civile og krigsfanger. Jeg vidste, hvad besættelse betød. Butcha var ikke et chok
Lera Burlakova
Jeg var rædselsslagen for, at lufthavnen i Kyiv ville blive ligesom Donetsk-lufthavn natten over. Den ene dag var der flyvninger, den næste dag var der ikke. Den ene dag pulserede livet stadig der, den næste dag stoppede livet brat under ruinerne.
Min morgenafgang afgik som planlagt. Jeg fløj hjem, pakkede hurtigt og satte mit barn i bilen. Vi forlod Ukraine samme dag, få uger før invasionen begyndte.
Den 24. februar 2022 var jeg i udlandet. Mine forældre ringede om morgenen for at sige farvel. Heldigvis overlevede de
Lera Burlakova
Den 24. februar 2022 var jeg i udlandet. Mine forældre ringede om morgenen for at sige farvel. Heldigvis overlevede de.
Det, der skræmte mig, var faktisk ikke bombardementerne. Men jeg havde set russere på tæt hold. Jeg havde set, hvordan de behandler civile og krigsfanger. Jeg vidste, hvad besættelse betød. Bucha var ikke et chok. Så jeg tog tilbage samme år.
Overlevelse betød kompromis
Jeg tog tilbage med mit barn, som var fire år.
Første gang han hørte sirenen fra luftalarmen, græd han. Jeg sagde til ham: ”Sirenen er der ikke for at skræmme dig. Den er der for at advare dig, så du kan være forsigtig.” Den indramming blev hængende hos os. Ligesom alle andre her lærte vi at tilpasse os ting, som ingen nogensinde burde tilpasse sig.
I de første måneder var overlevelse lige med at gå på kompromis. Og sådan er det ofte stadig.
Vi har ingen beskyttelsesrum i vores bygning. Det nærmeste er en metrostation. Hvis du løber i sikkerhed fem gange om dagen og ofte hele natten med barn og hund i armene, holder du op med at fungere.
Børn stopper med at lære. Voksne stopper med at arbejde.
Nogle gange er det farligere at løbe i ly. Missiler flyver hurtigere, end du kan nå sikkerhed. Så du vælger. Du vælger, hvornår du vil ignorere sirenen. Du vælger, hvornår du bliver.
Her fire år senere er livet i Ukraine stadig overlevelse, men med en stædig normalitet over sig.
Den her vinter har været den hårdeste. Siden midten af januar har vores bygning været uden varme. Temperaturerne faldt brutalt. Vi flyttede ind i ét værelse. Jeg huskede tilbage til Donbas. Ødelagte bygninger, vinduer dækket af tæpper, nætter med huer. Og så brugte jeg alt, hvad jeg havde lært dengang.
Når dit fokus er på overlevelse, indsnævres livet. Din horisont bliver sæsonbestemt. Vi lever til foråret.
Du kan ikke evakuere tre millioner mennesker fra Kyiv
Folk spørger, hvorfor vi ikke flygter. Men du kan ikke evakuere tre millioner mennesker fra Kyiv. Og vigtigere endnu: Det er det, Rusland ønsker. Panik. Rusland vil have, at vi forlader vores land. Det er præcis derfor, at vi bliver.
Det, der gør mest ondt, er den tid, vi får stjålet. Det her er det eneste liv, vi har. Det bliver målt i korte besøg og usikre gensyn
Lera Burlakova
Min kæreste er i militæret. Jeg ser ham næsten aldrig. Jeg har måske set ham to uger i løbet af det senest år. Jeg har allerede mistet en, jeg elskede, til den her krig. Og nogle gange gør frygten det svært at trække vejret.
Det, der gør mest ondt, er den tid, vi får stjålet. Det her er det eneste liv, vi har. Det bliver målt i korte besøg og usikre gensyn.
Min søn er en glad, nysgerrig dreng. Han elsker vafler, Lego og Star Wars. Han mener, at det gode vinder over det onde til sidst. Vi prøver at leve efter den tro, selv når vi er trætte.
De fleste nætter er der luftangreb. Vi sover på en madras i gangen, hvor der ingen vinduer er. Intet kan redde dig fra et direkte nedslag, men væggene beskytter dig mod knust glas.
En typisk dag begynder med at tjekke, om der er luftalarm. Hvis der er en, starter skolen først en time efter, at luftalarmen er afblæst. Skolebygninger benyttes kun, hvis de har beskyttelsesrum. Så fortsætter børnene med at studere under jorden i løbet af dagen, når det er nødvendigt.
Der er ingen varme, ofte ingen elektricitet, nogle gange intet vand
Jeg arbejder mest hjemmefra eller ude i marken. Mine kollegaer og jeg arbejder med både udenlandske og ukrainske medier. Vi afholder udstillinger for at øge bevidstheden. Og så indsamler vi vidnesbyrd og hundredvis af personlige historier.
Der er ingen varme, ofte ingen elektricitet, og nogle gange intet vand. Alligevel holder caféerne åben ved hjælp af benzin og brølende generatorer. Du kan oplade din bærbare computer hvor som helst. Og bageriet på den anden side af vejen åbner hver morgen med varme kanelsnegle.
Folk hjælper hinanden konstant. Solidaritet er ikke et slogan her. Det er infrastruktur.
Det er hårdt at arbejde sådan. Men det er netop derfor, at vi bliver her.
For os er Amnesty International en port ud til verden. En måde at tale om det, vi oplever, selv når den globale opmærksomhed flytter sig andre steder hen. Vi er ikke en forbipasserende historie. Vi er mennesker. Vi har rettigheder
Lera Burlakova
Menneskerettighedsarbejde kan ikke udliciteres til sikrere lande. Det kræver, at du lever under de samme forhold som de personer, hvis vidnesbyrd, du viderefortæller. At tale med folk, der har mistet alt, føles underligt velkendt, fordi vores oplevelser overlapper. Vi forstår hinanden uden lange forklaringer. Vi krammer.
Selv forældre, der har mistet deres børn i russiske luftangreb, fortæller deres historie. De fortæller om deres barns yndlingsfrugt, deres yndlingsord. Ikke fordi det er let, men fordi de vil forhindre det næste dødsfald.
Amnesty International Danmark er med i et projekt med ukrainske krigsveteraner – læs mere om det her:
Vores håb er enkle
Jeg arbejder med familier til krigsfanger.
En kvinde, der var dødelig syg af kræft, ventede i mere end tre år på sin mand, som blev holdt i fanget i isolation. Da han endelig blev udvekslet, lagde hun et billede op af dem, der kyssede. I billedteksten stod der: “Vi vandt.”
Det er sådan, jeg forstår sejr: At vi bliver ved med at være os selv, selv under de hårdeste forhold. At vi ikke lader nogen ændre, hvem vi er, hvad vi elsker, eller hvor vi bor.
Vi planlægger ikke langt frem. Vores håb er enkle. Vi vil overleve denne vinter, holde de mennesker, vi elsker, i live, og opnå retfærdighed, selvom det tager tid.
For os er Amnesty International en port ud til verden. En måde at tale om det, vi oplever, selv når den globale opmærksomhed flytter sig andre steder hen. Vi er ikke en forbipasserende historie. Vi er mennesker. Vi har rettigheder.
Amnesty giver os en platform med støtte, institutionel vægt og den anerkendelse, som organisationen har.
Gennem Amnesty har vores vidnesbyrd mulighed for at rejse ud over vores grænser og nå beslutningstagere, journalister og almindelige mennesker, som ellers måske aldrig ville have hørt dem.
Amnesty giver os håb om, at før eller siden vil al den lidelse, som uskyldige mennesker, der blev dræbt i denne aggressionskrig, har været udsat for, blive æret med retfærdighed.
Jeg håber, det sker før og ikke siden, for vi vil alle gerne opleve det.