To år efter en ny voldtægtslovgivning trådte i kraft i Sverige, er der nu nyt om, hvordan loven har virket i praksis. Og det er godt nyt; antallet af voldtægtsdomme er steget markant.
En rapport udgivet af Sveriges kriminalpræventive råd viser, at antallet af fældende domme for voldtægt er steget markant siden Sverige indførte en ny voldtægtslov i 2018. Antallet af domsfældelser for voldtægt er steget med 75 procent.
Læs rapporten om den svenske voldtægtslov
Den svenske voldtægtslov lignede indtil 2018 den danske. Det betød, at der skulle være vold eller trusler om vold til stede, før der kunne dømmes for voldtægt. I dag tager loven udgangspunkt i frivillighed fremfor vold.
Det er netop en sådan samtykkebaseret lov, Amnesty arbejder for, at også Danmark indfører. Og derfor følger Amnesty udviklingen i Sverige tæt.
”Vi kigger meget på, hvad der sker i Sverige og de ændringer, der kommer som følge af deres lovgivning. Vi håber jo selvfølgelig på, at der i Danmark kan komme flere anmeldelser efter den lovændring, vi venter på, siger Helle Jacobsen, der er seniorrådgiver i Amnesty.
Ny lov gør det ikke alene
Justitsministeriets offerundersøgelse anslår, at omkring 6.700 kvinder bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget hvert år. I 2019 blev kun 1662 anmeldt til politiet, og ud af disse endte kun 79 med en dom.
En ny lov er dog kun én del af løsningen for at få styrket retssikkerheden for voldtægtsofre.
Der skal en kultur- og holdningsændring til, og denne skal blandt andet understøttes af bedre seksualundervisning til børn og unge. Undervisning med et specifikt fokus på samtykke og frivillighed, som på sigt vil være med til at forebygge voldtægter.