Ukrainsk militær bringer sin egen civilbefolkning i fare ved at placere militærbaser og affyre våben i tæt befolkede boligområder, herunder i skoler og hospitaler. Sådan lyder anklagen fra Amnesty International, der understreger, at tilsidesættelsen af civiles sikkerhed er en overtrædelse af international humanitær ret.
Siden den russiske invasion af Ukraine begyndte i februar i år, har Amnesty International igen og igen dokumenteret Ruslands åbenlyse tilsidesættelse af civile liv.
Men også ukrainsk militær forbryder sig mod krigens regler, viser ny dokumentation.
“Vi har dokumenteret et mønster af, at ukrainske styrker sætter civile i fare og overtræder krigens love, når de opererer i befolkede områder,” sagde Agnès Callamard, Amnesty Internationals generalsekretær.
“Selvom Ukraine er den angrebne part, så fritager det ikke militæret for at overholde international humanitær ret,” påpeger hun.
Soldater angreb fra civile bygninger
I mellem april og juli undersøgte Amnestys researchere i flere uger russiske angreb i Kharkiv-, Donbas- og Mykolaiv-regionerne. Researcherne inspicerede områderne, der var blevet angrebet, interviewede overlevende, vidner og pårørende til ofre for angrebene og udførte våbenanalyse.
Researcherne fandt her beviser på, at ukrainske styrker iværksatte angreb fra befolkede boligområder og placerede sig i civile bygninger i 19 byer og landsbyer i regionerne.
De fleste boligområder, hvori soldater befandt sig, var flere kilometer fra frontlinjerne, og soldaterne burde derfor kunne finde alternativer, der ikke ville sætte civile i fare, fx i tætte skovområder.
I de tilfælde, som Amnesty kiggede på, er der intet der tyder på, at det ukrainske militær, opfordrede eller hjalp civile med at evakuere nærliggende bygninger. Amnesty mener derfor ikke, at alle forholdsregler er taget i brug for at beskytte civile.
Jeg forstår ikke, hvorfor vores militær skyder fra byerne og ikke fra marken
Mykola, indbygger i Donbas
Nabo til militæret blev dræbt
Moderen til en 50-årig mand, der blev dræbt i et raketangreb den 10. juni i en landsby syd for Mykolaiv fortalte Amnesty International:
“Militæret befandt sig i et hus ved siden af vores hjem, og min søn tog ofte over med mad til soldaterne. Jeg bad ham flere gange om at blive væk derfra, fordi jeg var bange for hans sikkerhed. Den eftermiddag, da angrebet fandt sted, var min søn ude i gården til vores hjem, og jeg var i huset. Han blev dræbt på stedet. Hans krop blev flået i stykker. Vores hjem blev delvist ødelagt.”
Amnestys researchere fandt militærudstyr og uniformer i huset ved siden af.
Mykola, der bor i et højhus i et kvarter i Donbas, der gentagne gange er blevet ramt af russiske angreb, fortalte:
“Jeg forstår ikke, hvorfor vores militær skyder fra byerne og ikke fra marken.”
Amnestys researchere observerede, hvordan ukrainske soldater placerede sig i en boligblok kun 20 meter fra indgangen til et underjordisk beskyttelsesrum, som blev brugt af civile.
Hospitaler og skoler brugt som militærbaser
Ukrainske styrker har også i fem tilfælde taget hospitaler i brug som militærbaser. I to byer hvilede soldater sig på hospitalerne og spiste måltider der. I en anden by affyrede soldater skud nær hospitalet.
Et russisk luftangreb den 28. april sårede to ansatte på et medicinsk laboratorium i en forstad til Kharkiv, efter at ukrainske styrker havde oprettet en base i området.
Også skoler bruges som militærbaser, og selvom disse har holdt lukket siden krigens begyndelse, er de placeret i tæt befolkede områder og militærbaserne sætter dermed civile liv i fare.
På 22 ud af 29 skoler, som Amnesty besøgte, blev lokalerne enten brugt af soldater, eller der var beviser på tidligere militær aktivitet, fx kasseret ammunition, hærens rationeringspakker eller militærkøretøjer.
Russiske krigsforbrydelser
Mange af de russiske angreb, som Amnesty har dokumenteret i de seneste måneder, blev udført med såkaldt vilkårlige våben, herunder internationalt forbudt klyngeammunition, der ofte medfører stor skade blandt civile.
Det ukrainske militærs praksis med at operere i tæt befolkede områder retfærdiggør på ingen måde vilkårlige russiske angreb. Alle parter i en konflikt skal til enhver tid skelne mellem militære mål og civile formål og tage alle mulige forholdsregler, herunder ved valg af våben, for at minimere civil skade. Vilkårlige angreb, der dræber eller sårer civile eller beskadiger civile genstande, er krigsforbrydelser.
»Den ukrainske regering bør straks sikre, at den placerer sine styrker væk fra befolkede områder, eller bør evakuere civile fra områder, hvor militæret opererer. Militær bør aldrig bruge hospitaler til at deltage i krigsførelse, og bør kun bruge skoler eller civile hjem som en sidste udvej, når der ikke er nogen alternativer,” siger Agnès Callamard.
Læs om Amnestys arbejde med at dokumentere angreb på civile i Ukraine
Læs også: Invasionen af Ukraine er en forbryderisk menneskerettighedskatastrofe
Baggrund: Spørgsmål og svar om Amnestys research
Hvorfor har Amnesty valgt at udgive research om ukrainske overtrædelser af folkeretten?
Amnesty har under sine mange researchmissioner, der afdækkede russiske krigsforbrydelser mod civile i Ukraine, i flere omgange kunne dokumentere, hvordan ukrainsk militær ikke har beskyttet civile ukrainere godt nok. Amnestys vigtigste opgave er at beskytte civile og sikre, at de ukrainske myndigheder bliver præsenteret for denne viden, så derfor vælger vi at stå frem med vores dokumentation. Hvis Amnesty censurerede sine fund, ville det være direkte bias. Amnesty er på de civile og menneskerettighedernes side – og derfor rejser vi vores bekymring, når disse rettigheder bliver krænket, og civile ikke bliver beskyttet i henhold til krigens regler.
Hvad er det de ukrainske styrker har gjort?
Amnesty International har dokumenteret, hvordan ukrainske styrker, der opererer i Donbas-, Kharkiv- og Mykolaiv-regionerne, i en række konkrete tilfælde har sat civile i fare ved at oprette militærbaser og lancere angreb fra civile bygninger i tætbefolkede områder. Disse omfatter skoler, hospitaler og beboelsesejendomme. Folkeretten bygger på det grundlæggende princip om, at civile – så vidt som muligt – skal beskyttes under krig. Alle parter i krig skal derfor gøre deres bedste for at advare og evakuere civile samt at føre krig udenfor tætbefolkede områder.
Selvom det naturligvis er legitimt for ukrainske styrker at besvare angreb på civile områder udført af russiske styrker, er det afgørende, at angreb ikke lanceres i tæt befolkede områder, hvis der er mulige alternative placeringer til stede. Her har Amnesty dokumenteret, at de undersøgte byer befandt sig flere kilometer fra frontlinjen, og at angrebene derfor burde kunne lanceres fra ikke-befolkede områder.
Lancering af angreb fra tætbefolkede områder udsætter civile for risikoen for gengældelsesangreb. Amnesty International har dokumenteret adskillige eksempler, hvor civile var blevet dræbt eller såret af russiske angreb, som fulgte efter udgående ukrainsk ild.
Amnesty understreger, at intet retfærdiggør de brutale russiske angreb, hvor hensynet til civile er helt fraværende.
Hvordan skal ukrainske styrker kunne forsvare civile, som bliver angrebet af russiske styrker, hvis de ikke må opholde sig tæt på dem?
Ukrainsk militær har naturligvis ret til – og pligt til – at beskytte og forsvare civile i de byer, de opererer i.
Men det fratager dem ikke at følge deres forpligtelser under folkeretten. Folkeretten forpligter alle parter i krig til – så vidt som muligt – at beskytte civile, hvilket består i at evakuere dem, advare dem om mulige modangreb samt i størst mulige omfang at foretage militære angreb udenfor tætbefolkede områder. De byer og landsbyer, som Amnesty fremlægger dokumentation fra, lå ikke i bykrig, såsom vi har set fra kampscener i Mariupol. Og de steder, hvor militæret befandt sig i nedlagte skoler i tætbefolkede områder og i boligbyggerier, var langt fra frontlinjen. Vi vurderer derfor, at det ukrainske militær havde alternative steder, hvorfra de kunne lancere angreb fra.
Havde byerne været under beskydning eller været midt i en bykrig, ville situationen være en anden, og her ville det være sværere for militæret at finde alternative steder til at affyre angreb fra.
Hvordan kan vi være sikre på, at jeres research er rigtig?
Vores dokumentation er indsamlet over flere måneder og udført af Amnestys krigsresearchere, der har årtiers erfaring med at lave research i krigszoner. Det er de samme mennesker, der har skrevet talrige rapporter, der dokumenterer og fordømmer russiske krigsforbrydelser. Dokumentationen har derudover gennemgået de samme strenge research-standarder og interne efterprøvnings-processer, som alt vores andet internationale research-arbejde beror på.
Amnestys konklusioner er i øvrigt i overensstemmelse med konklusioner fra andre pålidelige kilder, såsom FN (OHCHR) og Human Right Watch.
Jeres konklusioner bliver nu brugt af russerne til at retfærdiggøre deres angreb mod civile – hvad siger I til det?
Vi har igen og igen dokumenteret russiske menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser i Ukraine, og det er her vores fokus har ligget de seneste seks måneder. Dette har blandt andet ført til, at vores kontor i Rusland er blevet lukket ned af myndighederne. Hvis Rusland fremlægger os som pro-russiske, er det løgn og ren manipulation.
Amnesty International og andre organisationer, der dokumenterer menneskerettighedskrænkelser, bliver ofte citeret og fejlciteret af forskellige parter med propaganda for øje. Dette får os dog ikke til at censurere vores dokumentation.
Fortryder I at have offentliggjort jeres dokumentation efter al den kritik, I har fået?
Vi mener, at det er vigtigt at kunne rapportere om brud på krigens regler uanset hvem, der begår dem. Vi er på de civiles side, som skal beskyttes bedst mulig i en krig. Derfor står vi ved, at den viden vi fik omkring at ukrainsk militær i 19 konkrete tilfælde ikke gjorde nok for at beskytte civile, skulle dokumenteres og offentliggøres.
Men vi er kede af, at vores research har udløst både sorg, vrede og undren. Og vi er kede af, at vi ikke har været gode nok til at fremlægge baggrunden og de juriske argumenter for vores dokumentation. Vi er også kede af, at vores ukrainske kolleger ikke har følt sig hørt. Der er nu en intern undersøgelse i gang af hele forløbet, som vi vil både lære af og handle ud fra.