”Jeg er opdraget til at være modig”, fortæller Agnès Callamard, Amnesty Internationals nye generalsekretær. Hun er vokset op i en familie med stærke kvinder og kommer fra et job hos FN, hvor hun blandt andet har efterforsket mordet på Jamal Khashoggi og drabsforsøget på Aleksei Navalny.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2021
Af Bjarke Windahl Pedersen
Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig.
For nylig gik det verden rundt, at repræsentanter for det saudiske styre havde fremsat trusler mod Agnès Callamard, FN’s Specialrapportør for udenretlige, summariske eller vilkårlige henrettelser, mens hun sidste år var i færd med en undersøgelse af kongestyret.
For Agnès Callamard var der tale om en gammel nyhed, som hun bevidst havde holdt ude af offentligheden, indtil hun ikke længere arbejdede som Specialrapportør.
”Truslen skulle ikke afspore mit og mine kollegaers arbejde. Jeg ville ikke lade truslen invadere mine tanker. Jeg passede på mig selv og var ikke naiv, men jeg ønskede absolut ikke, at truslen skulle blive ”historien” eller afspore min tænkning”, siger Agnès Callamard over en videoforbindelse fra Frankrig.
Agnès Callamard indtog den øverste stilling som generalsekretær i verdens største menneskerettighedsorganisation, Amnesty International, for blot en måned siden, men for de fleste er hun nok bedst kendt for netop sit arbejde i FN, hvor hun blandt andet har efterforsket Ruslands drabsforsøg på Aleksei Navalny og drabet på journalisten Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i oktober 2018. Et job som også gjorde, at hun har måtte tage sine egne forholdsregler for at opretholde sin egen teknologiske og fysiske sikkerhed.
”Men helt oprigtigt; truslen imod mig selv er intet sammenlignet med truslen mod folk i frontlinjen, mennesker, der skifter lokation hver nat, så de ikke bliver fundet. Mennesker, som lever med dybt fæstet frygt. Jeg kender de her mennesker. Igennem dem ved jeg, hvad frygt er, og jeg vil ikke vove at sammenligne min erfaring med deres”, siger Agnès Callamard.
Opdraget til at være modig
Det har været et vigtigt øjeblik i min personlige rejse, for det handlede om at give alt, at ofre sig selv for en stærk og vigtig sag, at være modig.
Agnès Callamard, generalsekretær
Agnès Callamard er 56 år gammel. Hun er fra Frankrig og er den første i sin familie, der har gået på universitet. Hun kommer – med egne ord – fra en familie af stærke kvinder, der i generationer har været optaget af social retfærdighed. Moderen var skolelærer. Faderen var fabriksarbejder. Hendes mormor var sygeplejerske, og hendes morfar blev under Anden Verdenskrig henrettet af nazisterne for sit arbejde i den franske modstandsbevægelse. Af samme grund har Callamard-familien altid brugt den 15. august, dagen for henrettelsen, til at mindes både ham og de øvrige, som blev henrettet denne dag i 1944.
”Det har været et vigtigt øjeblik i min personlige rejse, for det handlede om at give alt, at ofre sig selv for en stærk og vigtig sag, at være modig. Sådan er jeg opdraget”, fortæller Agnès Callamard.
Siden sine unge år har Agnès Callamard boet og arbejdet i udlandet. Hun har ledt menneskerettighedsundersøgelser i mere end 30 lande inden for områder såsom kvinders rettigheder, ytringsfrihed, flygtninges rettigheder og menneskerettighedernes metodologi. Hun har været direktør for organisationen Article 19, som arbejder for ytringsfrihed, og hun har været FN Specialrapportør. Fra 1995 til 2001 arbejdede hun tilmed i Amnesty International som kabinetschef for organisationens daværende generalsekretær, og når hun i dag er vendt tilbage til Amnesty, er det ikke med en fiks og færdig vision i arbejdstasken, men med et åbent sind og et ønske om at lytte og lære:
”Jeg vil gerne tale om visioner, men jeg vil også gerne have plads til at engagere mig bredt med bevægelsen, for vi er en stor bevægelse. Det, som ligger fast, er, at mennesker ser op til Amnesty, og de forventer, at vi er til stede, at vi er stærke, at vi støtter de udsatte og modstår pres.”
Verden mister sin moralske rygrad
Agnès Callamard vil derimod gerne tale om, hvad det er for en verden Amnesty opererer i, og hvorfor der er behov for Amnesty.
Ingen stopper de værste stater, så hvorfor skulle de stoppe sig selv?
Agnés Callamard, generalsekretær
På spørgsmålet om, hvorvidt verdens autoritære ledere i dag bliver modigere, og presset mod menneskerettighederne bliver større, svarer hun:
”Måske. Men det sker, fordi resten af verden bliver svagere, og det er for mig mere interessant. Resten af verden mister sin moralske rygrad. Se på Europa. Jeg tror, de færreste ser europæiske lande som en del af selskabet af lande med autoritære ledere, men se på behandlingen af flygtning på middelhavet, på normaliseringen af nødretslove til at bekæmpe terrorisme. Når stater, som kunne have sat andre stater unde pres, mister deres legitimitet og deres mod, så ender vi en meget mere kompleks situation. Ingen stopper de værste stater, så hvorfor skulle de stoppe af sig selv?” spørger hun retorisk.
Ifølge Agnès Callamard er vi i disse år vidne til en populistisk tendens, hvor flere stater tænker på deres egne snævre interesser. Det gør forsvaret for menneskerettighederne svagere og stiller ekstra krav til ngo’er som Amnesty om at være effektive.
Hun peger på Khashoggi-sagen som et eksempel på, at der med selv små ressourcer kan skabes en effekt. Som FN Specialrapportør lavede hun sin egen undersøgelse, det samme gjorde medier som Washington Post, New York Times, Al Jazeera samt nogle enkelte organisationer, der arbejder specifikt med journalisters sikkerhed.
”Det var faktisk nok til at fange Mohammed Bin Salman på det forkerte ben”, siger Agnes Callamard og påpeger, at selv om Saudi-Arabien blev beskyttet af Trump i USA, kan Bin Salman i dag ikke rejse til en række lande, fordi der er flere retssager imod ham og hans team, ligesom der er nye krav om våbenembargo imod landet i den amerikanske kongres.
”Så jeg synes sagen viser, at selvom der ikke er opnået retfærdighed eller placeret et retligt ansvar, så har det gjort livet mere besværligt for en autoritær leder”. Hun er overbevist om, at Amnestys gamle metode med ”naming” and ”shaming” stadig virker: ”Jeg hører tit, at udskamning ikke længere skulle virke, men jeg er uenig. Som specialrapportør oplevede jeg ikke en eneste statsleder, som kunne lide at blive udskammet. Se også på virksomheder. De kan virkelig ikke lide, at deres brand bliver koblet til menneskerettighedskrænkelser. Og se igen på Saudi-Arabiens leder Mohammed Bin Salman. Han vil gerne fremstå som den moderne prins. Nu er han kendt som en morder. Tror du han kan lide det?”.
Illusionen om de gode gamle dage
I det hele taget er udviklingen i menneskerettighederne ikke lineær, mener Agnes Callamard. På den positive side hæfter hun sig ved, at der inden for de seneste årtier er sket bemærkelsesværdige fremskridt i anerkendelsen af fx LGBTI-rettigheder, og at verden stabilt bevæger sig imod en afskaffelse af dødsstraffen. En succes, hun mener, Amnesty med rette kan tage sin del af æren for.
Men pandemiens indtog sidste år var et stort tilbageslag for menneskerettighederne, idet den både udstillede og forværrede eksisterende uligheder , påpeger Agnes Callamard. Af samme grund frygter hun, at vi i dag ikke drager den rette lære af året 2020:
”Det generer mig meget, at vi har så travlt med at komme tilbage til de gode gamle dage, uden at indse at de gamle dage byggede på et system, som førte til så meget ødelæggelse i 2020. Skal vi forbedre os, kunne vi jo begynde med at gøre op med den intellektuelle ejendomsret på vacciner og kræve af vores regeringer, at vi ikke vil have, at vores lande hamstrer alle vaccinerne, men at de i stedet bliver delt globalt”, siger hun.
Åbenhed om privilegier
Amnestys parathed til at møde verdens aktuelle udfordringer fylder dog ikke hele opgavebogen. Også internt i Amnesty er der brug for udvikling i en tid, hvor diskussionen om racisme, køn og privileger gør sig gældende.
Indenfor Amnesty International er ikke mindst spørgsmålet om racisme de seneste år kommet på dagsordenen. Agnes Callamard takker Amnestys Internationale bestyrelse for på eget initiativ sidste år at have påbegyndt arbejdet med at afdække racisme indenfor Amnestys internationale sekretariat og for at igangsætte arbejdet for at sikre, at Amnesty er en antiracistisk organisation.
”Vi får kritik i medierne på baggrund af en rapport, som vi selv bestilte – og det er fair nok – men jeg vil gerne anerkende, at vi selv har sat gang i den. Nu skal vi så også anerkende problemerne og den velbegrundede vrede og smerte”, siger Agnes Callamard.
”Hver eneste gang vi har en samtale om privileger, kan jeg se folk i mit miljø, som bliver meget nervøse. Men vi skal have åbne samtaler om, at vi som medlemmer af forskellige grupper historisk set har været privilegerede. Det betyder ikke, at alt, vi oplever, er privilegier. Men privileger findes, og de er iboende i køn, i race, i klasse. Det er vigtigt, at vi hver især anerkender det, og det er vigtigt, at vi som organisation anerkender det”, siger Agnes Callamard.
Selv fik hun for alvor øjnene op for racebetingede privilegier, da hun i sin tid tog en universitetsgrad på det amerikanske universitet Howard, USA’s største og ældste afroamerikanske universitet, hvor hun var en af få hvide studerende.
”Det var den mest berigende og vigtige personlige oplevelse for mig. Jeg blev langt mere bevidst om racisme og racebetingede privilegier, siger hun.
”I Amnesty er vi en 60 år gammel organisation. Vores historie er født ud af en bestemt erfaring, en bestemt vision. Det er en europæiske historie, det er næsten et hvidt menneskes historie. Der er mange smukke ting i vores historie, som vi skal bevare, men vi skal også forstå, hvornår den historie måske har skabt bestemte relationer internt i vores organisation, som er eller kan opfattes som racistiske”, siger Agnes Callamard.
Amnestys unikke styrke
Da Agnes Callamard sidst forlod Amnesty, var året 2001, og tyve år senere returnerer hun til organisationens øverste stilling. I de mellemliggende årtier er Amnesty både vokset og har ændret sig fra at have centreret sit hovedkontor i London til at det såkaldt internationale sekretariat i dag er spredt ud med regionale kontoret på flere kontinenter. En forandring, som Agnes Callamard hilser velkommen.
”Jeg ved godt, at processen har været smertefuld, men vi har nu stærke aktører på jorden. Jeg synes, det er enormt spændende, at vi får stærkere regionale fællesskaber. Globalt arbejde skal være båret af lokal forankring og regional forståelse”, siger hun.
Det er medlemmerne, som gør os stærke
Agnés Callamard, generalsekretær
En andet kendetegn ved Amnesty, som tydeligvis begejstrer hende, er organisationens globale medlemsbase. ”Amnesty er vores medlemmer. Ja, vi har stærk ekspertise, men andre organisationer kan også levere god tænkning og research. Vores forskel er, at vi har medlemmerne. Det er dem, som forvandler ekspertisen til reel forandring. Nogle gange kan eksperters viden i sig selv skabe forandring, men generelt set skal forandring drives af medlemmerne, af almindelige borgere, der skaber opmærksomhed, skriver breve, engagerer sig lokalt. Det er medlemmerne, som gør os stærke.”