Debatindlæg af Vibe Klarup, generalsekretær i Amnesty International Danmark, bragt i Jyllands-Posten den 6. december 2025
Gaza er rykket ned i nyhedsdagsordenen, efter at våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådte i kraft. Og derfor kunne man foranlediges til at tro, at situationen for palæstinenserne i Gaza er blevet markant bedre.
Men det er desværre slet ikke tilfældet.
Befolkningen i Gaza er fanget i et vakuum. Som en palæstinenser beskriver det til os i Amnesty: ”Det eneste, der måske er blevet bedre, efter at de uafbrudte bombardementer er stoppet, er, at der i det mindste er en vis sikkerhed nu. Men fordi vi nu ikke kan se nogen ende på det, føles det næsten værre. For betyder det så, at vi er dømt til at bo i telte resten af vores liv, uden værdighed, uden privatliv?”
Ved at påføre den palæstinensiske befolkning i Gaza levevilkår, der i sidste ende vil føre til, at de dør, så fortsætter Israels folkedrab
Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark
Der kommer stadig ikke tilstrækkeligt livsnødvendig nødhjælp ind i det besatte Gaza, hvor der er stor mangel på mad, vand og nærmest alt medicinsk udstyr.
Vinteren står for døren, og regnen vælter ned. Palæstinensiske familier fortæller om oversvømmede områder, manglende afløb og ejendele, der ender drivvåde.
Israel tillader ikke reservedele at komme ind i Gaza, så palæstinenserne kan reparere de ødelagte og oversvømmede kloaker og den kritisk nødvendige vandforsyning.
Samtidig fortæller en læge os, hvordan patienter nu ikke bliver dræbt i bombardementer, men derimod dør af sygdomme, som nemt kunne helbredes, hvis man havde det rette udstyr og medicin.
I Amnesty er vi ikke i tvivl: Ved at påføre den palæstinensiske befolkning i Gaza levevilkår, der i sidste ende vil føre til, at de dør, så fortsætter Israels folkedrab.
Vi frygter, at våbenhvilen lige nu skaber et røgslør og dermed en farlig illusion om, at livet i Gaza er ved at vende tilbage til det normale
Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark
Tallene er ikke til at tage fejl af:
Over 6.480 tons nødhjælp er blevet blokeret. 343 ud af 622 livsnødvendige medicintyper er helt udtømt. Mere end 70 procent af medicinsk engangsudstyr mangler.
Israel har stadig kontrol over Gaza via sin ulovlige blokade af området og har kun trukket sig militært ud af cirka 42 procent af Gaza-striben. Mange palæstinensere er derfor forhindret i at vende tilbage til deres hjem, hvor de tidligere har haft mulighed for at dyrke jord og brødføde sig selv.
Og da den israelske regering heller ikke tillader palæstinenserne at sejle ud for at fiske i deres eget hav ud for Gaza, er de fortsat fuldstændig afhængige af nødhjælp.
Samtidig er mindst 327 mennesker, heriblandt 136 børn, blevet dræbt under israelske angreb, siden våbenhvilen blev erklæret.
93 af dem er blevet skudt i området langs den såkaldte “gule linje” – en på landjorden usynlig linje, som deler det palæstinensiske og det israelsk-kontrollerede område.
Senest blev to brødre på blot otte og 11 år dræbt af et israelsk droneangreb, mens de var ude at samle brænde – angiveligt fordi de havde krydset linjen.
Vi skal ikke vende palæstinenserne, der bor i Gaza, ryggen. Tværtimod. Det er netop nu, at de har brug for, at vi kæmper for deres overlevelse, frihed og retfærdighed
Vibe Klarup, generalsekretær, Amnesty International Danmark
Den israelske regerings fremfærd er ikke tilfældig eller midlertidig.
Våbenhvilen har ikke standset det folkedrab, som Amnesty for et år siden dokumenterede var i gang, og som nu har kostet flere end 70.000 palæstinensere livet.
Selv i dag – efter gentagne advarsler fra internationale organisationer, tre juridisk bindende kendelser og to rådgivende udtalelser fra Den Internationale Domstol – fortsætter Israel sin ulovlige besættelse af Gaza og nægter at levere eller tillade de nødvendige forsyninger og nødhjælp i at nå frem til civilbefolkningen.
Vi frygter, at våbenhvilen lige nu skaber et røgslør og dermed en farlig illusion om, at livet i Gaza er ved at vende tilbage til det normale.
Derfor vil vi fortsat opfordre den danske regering til at lægge et maksimalt pres på den israelske regering, så forbrydelserne mod palæstinenserne stoppes, og de ansvarlige retsforfølges.
For vi skal ikke vende palæstinenserne, der bor i Gaza, ryggen. Tværtimod. Det er netop nu, at de har brug for, at vi kæmper for deres overlevelse, frihed og retfærdighed.

