Tyrkiets anklageskrift mod 11 af landets mest kendte menneskerettighedsforkæmpere er en grotesk sammenblanding af påstande og opdigtede begivenheder. Amnesty guider dig gennem de påståede beviser.
Lige nu sidder Amnesty tyrkiske generalsekretær Idil Eser i Tyrkiets mest sikre fængsel. Hun blev arresteret for 100 dage siden – den 5. juli – da hun deltog i en workshop om digital sikkerhed sammen med ni andre menneskerettighedsaktivister. Samlet er de nu kendt under betegnelsen Istanbul 10.
To af de fængslede er tyskeren Peter Steudtner og svenskeren Ali Gharvi, som stod for afholdelsen af kurset i Istanbul. En måned tidligere blev også Amnestys bestyrelsesformand, Taner Kilic, arresteret.
I denne uge præsenterede myndighederne anklageskriftet mod de 11. Anklageren kræver op til 15 års fængsel for at støtte terrorgrupper. Her gennemgår Amnesty en række af de konkrete punkter i anklageskriftet.
Det såkaldte hemmelige møde
Anklagemyndigheden forsøger at få workshoppen til at fremstå som en hemmelighedsfuld sammensværgelse, der havde planer om at skabe ”kaos i samfundet”. Men det var ikke et hemmeligt møde. Mange andre organisationer var inviteret med, og mødet fandt sted i fuld offentlighed. Det blev afholdt i en glasbygning, hvor de kunne ses udefra, og som der står i politirapporten: ”Vi tog hen på hotellet og gik ind i mødelokalet på første sal. Døren var åben, og folk sad i en cirkel i mødelokalet”.
En af underviserne, Peter Steudtner, havde på forhånd indberettet oplysninger om formålet med sin rejse i den tyske regerings system for registrering af udlandsrejser. Han angav også, hvor han skulle hen, og hvad han skulle foretage sig i Tyrkiet. Anklagemyndigheden bruger derimod denne information som bevis på, at den tyske regering er involveret i sammensværgelsen.
En af deltagerne, Nalan Erkem, lagde et billede fra hotellet ud på Instagram, hvor hun i fuld offentlighed fortalte en veninde, hvor hun opholdt sig – Ascot Hotel i Istanbul.
Tolken anmeldte mystiske aktiviteter
Hvis du mødes for at diskutere terrorrelaterede aktiviteter, ville du formentlig hyre en tolk, som du kender i forvejen og stoler på. Men gruppen hyrede en tolk, som de aldrig havde mødt før, på en hjemmeside for oversættere.
Det var tolken, som tippede politiet ved at kontakte dem. ”Nogle af de samtaler, jeg overhørte, handlede om at smugle mobiltelefoner forbi politiet, og hvordan informationer bliver lagret på mobiltelefoner, og om kryptering af disse informationer. De virkede meget bekymrede, og de stillede spørgsmål om det, både de udenlandske og tyrkiske deltagere”.
Hvis det var på den baggrund, at politiet gennemførte deres ransagning, var det tydeligvis ikke på basis af en grundigt tilrettelagt politiefterforskning for at afsløre en sammensværgelse.
Tegninger som beviser
Et håndtegnet kort, som politiet fandt på bordet i mødelokalet, bliver brugt som et helt centralt bevis mod de fængslede.
Ifølge kursuslederen Peter Steudtner indledte han workshoppen med en øvelse, hvor han bad deltagerne om at tegne den ting, som gjorde dem mest bange.
Seyhmus Özbekeli, som lider af klaustrofobi, tegnede en elevator. Ilknur Üstün, som er en habil squash-spiller, tegnede bolde, der kommer flyvende imod hende. Og Özlem Dalkiran tegnede et kort over Tyrkiet og den militære konflikt i den sydøstlige del af landet samt mennesker, der er fængslet i Istanbul, og flygtninge, der flygter fra Irak og Syrien. Det håndtegnede kort bruges som bevis på terroraktiviteter.
Dette håndtegnede kort blev lavet på det kursus, hvor de ti blev anholdt. Tegningen blev lavet, som en del af en øvelse, hvor deltagerne skulle illustrere, det de frygtede mest. Tegningen viser den væbnede konflikt i den sydøstlige del af Tyrkiet, fanger i Istanbul og mennesker på flugt fra Syrien og Irak.
Men Özlems dårligt tegnede kort er ikke det eneste kort, der bliver brugt som bevis. På den svenske IT-specialist og underviser Ali Gharavis computer fandt politiet et andet kort. Det bruges af anklageren som et ”fældende” bevis, selv om kortet er en akademisk optegnelse over de sprog, der tales i Tyrkiet, Irak og Iran. Kortet findes mange steder på internettet og bruges typisk til undervisning.
Uanset om dette kort, dels findes mange steder på internettet, dels viser, hvilke sprog der tales i Tyrkiet, Irak og Irak, så bruges det af anklageren som bevis på, at de anholdte tager del i terrorvirksomhed.
Flere forbrydelser
Anklagen mod Idil Eser indeholder påstande om, at der blev sendt et brev fra Amnesty International til den sydkoreanske ambassade i Tyrkiet med en appel om at standse salget af tåregasgranater til Tyrkiet efter de såkaldte Gezi Park protester.
Brevet er et af den slags appelbreve, som er grundstenen i Amnesty Internationals arbejde for at forhindre overgreb og krænkelser af menneskerettighederne. Brevet er ovenikøbet sendt, før Idil Eser blev ansat i Amnesty International.
Ilknur Üstün, som er kvindesagsaktivist, bliver beskyldt for at søge om fondsmidler fra ”en ambassade” for at støtte et projekt om ligestilling. Fra fængslet har hun beskrevet sit arbejde med fondsansøgninger ved at skrive: ”Hvis det er en forbrydelse, så vil jeg begå den igen”.
Usandsynlige terrorister
De 11 menneskerettighedsforkæmpere, der sidder på anklagebænken i Tyrkiet, er de mest usandsynlige terrorister, verden endnu har set. Ingen af disse aktivister har nogensinde agiteret for had, vold eller diskrimination.
Hjælp os med at få dem løsladt! Send en hilsen til #Istanbul10 på sociale medier eller del vores opslag på Facebook og Twitter. Jo mere larm og opmærksomhed, jo større er chancen for, at disse absurde anklager bliver droppet.
Læs mere om baggrunden for anklagerne og se Skype-interview med Idil Eser!