27.000 danskere til Tesfaye: Afghanere skal ikke bo på udrejsecentre

På få uger har cirka 27.000 danskere skrevet under på Amnestys krav til den danske regering om, at afviste afghanske asylansøgere har ret til at flytte ud af de nedbrydende udrejsecentre i Danmark. Underskrifterne blev afleveret den 8. september 2021 til udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye.

Med Talibans magtovertagelse i Afghanistan er det meningsløst at kræve, at de afviste afghanske asylansøgere fortsat skal bo under nedbrydende forhold på udrejsecentre i Danmark. Centrene er nemlig designet til at få de afviste asylansøgere til at forlade Danmark. Derfor vil frygten for at blive udsendt hænge over afghanernes hoveder. Det mener Amnesty Danmark er forkert, når der ikke er udsigt til, at de skal udsendes lige foreløbigt.

Derfor startede Amnesty den 25. august 2021 en underskriftindsamling med et klart og tydeligt krav til udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye om at få afghanerne ud af udrejsecentrene. På bare få uger var der over 27.000 danskere og færinger, der erklærede sig enige i Amnestys krav til regeringen. Tak til de mange, der har taget sig tid til at skrive under.  

Jeg var stolt over at kunne vise, hvor stor forankring, der er i befolkningen for denne kritik ved personligt at overrække ministeren de 27.000 underskrifter. Det er afgørende for Amnesty, at vi er i stand til at kommunikere vores research bredt ud i befolkningen, og her udgør underskriftindsamlingen et fantastisk vigtigt element, der binder vores dokumentation sammen med aktivisme og engagement

Martin Lemberg-Pedersen, Amnestys chef for politik og samfund

Amnesty overleverede underskrifterne sammen med et brev til ministeren under et møde i udlændinge- og integrationsministeriet den 8. september 2021. Til mødet fremlagde Martin Lemberg-Pedersen Amnestys bekymring omkring de nedbrydende forhold i Ellebæk, som også blev kritiseret af Europarådets Torturkomité sidste år. Amnesty pointerede også problemerne i det danske udrejsesystem på et mere generelt plan. Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY) deltog også i mødet.

”Ministeren kvitterede for modtagelsen af underskrifterne og bekræftede, at han tog Amnestys bekymring om værdighed i det danske udsendelsessystem seriøst. Men han gentog også sin pointe om, at det ikke skal være omkostningsfrit for folk, når de bliver i Danmark efter at have fået afslag på asyl. Han anser desværre fortsat motivationsfremmende foranstaltninger som et nyttigt redskab,” siger Martin Lemberg-Pedersen.

Amnesty holder underskriftindsamlingen åben, da kravene endnu ikke er blevet mødt, og forsætter arbejdet for at få de afviste afghanske asylansøgere ud i det danske samfund, så de kan få glæde af de samme rettigheder som alle andre.

”Vi har besluttet, at vi holder underskriftindsamlingen åben, så folk stadig kan hjælpe os med at holde presset på de danske myndigheder. Vi arbejder benhårdt på at få vores krav igennem og holder tæt øje med Flygtningenævnet, der senere på måneden skal mødes og diskutere afghanere i det danske asylsystem. Situationen i Afghanistan er virkelig tragisk, og det er afgørende, at de danske myndigheder stopper med at presse folk til at udrejse ved at placere folk i nedbrydende centre”, siger Martin Lemberg-Pedersen.

SKRIV UNDER

Afghanere skal ikke bo på udrejsecentre

Danmark har midlertidigt stoppet tvangsudsendelser til Afghanistan. Men det er ikke nok. Afviste afghanske asylansøgere har ret til at flytte ud af udrejsecentrene. Kræv, at regeringen giver dem midlertidigt ophold i Danmark.

SKRIV UNDER NU