FN konkluderer: Folkemord i Myanmar
Folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Anklagerne i FNs nye rapport om det seneste års grusomheder i Myanmar er særdeles alvorlige. Rapporten navngiver seks militærpersoner, som bør retsforfølges, og anbefaler, at FNs Sikkerhedsråd overdrager sagen til Den Internationale Straffedomstol. Rapporten bakker dermed op om Amnestys tidligere dokumentation.
”De grove menneskerettighedskrænkelser og -forbrydelser, der er begået i Kachin, Rakhine og Shan-staterne (i Myanmar, red.) er chokerende på grund af deres forfærdelige natur og allestedsnærværelse. Mange af disse krænkelser udgør utvivlsomt de alvorligste forbrydelser i folkeretten. (…) De er chokerende, på grund af den benægtelse, normalitet og straffrihed, der er knyttet til dem”.
Sådan skriver FNs Independent International Fact-Finding Mission on Myanmar i den rapport, som i dag 27. august 2018 blev offentliggjort i en foreløbig udgave. En mere detaljeret version vil blive udgivet i løbet af de kommende uger.
FN-missionen har gennemført hundredvis af interviews med mennesker, der tog flugten fra Myanmar til Bangladesh og har analyseret satellitbilleder, fotos og videooptagelser.
Rapporten gør rede for, at den omfattende dokumentation udgør et rimeligt grundlag for at igangsætte en strafferetlig efterforskning og rettergang. Og der er ifølge rapporten tale om folkerettens alvorligste forbrydelser: Folkemord, forbrydelser mod menneskeheden samt krigsforbrydelser.
Underbygger Amnestys dokumentation
”Anklagen om folkemord i Myanmar er så alvorlig, at FN’s Sikkerhedsråd ikke kan sidde den overhørig. Og så er det også slående, at der bliver lagt så stor vægt på, at de ansvarlige for uhyrlighederne ikke bliver straffet. Det sender et signal om, at massakrer på civile, massevoldtægt og fordrivelse af en etnisk gruppe er helt normalt. Og at det dermed kan ske igen”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
Rapporten fra FN underbygger Amnesty Internationals dokumentation af de grove og omfattende forbrydelser, som militæret i Myanmar har begået mod rohingyaerne i det nordlige Myanmar.
I FN-rapporten står der også:
”Sikkerhedsrådet bør sikre ansvarlighed for folkeretlige forbrydelser begået i Myanmar. Helst ved at overdrage sagen til Den Internationale Straffedomstol eller alternativt ved at oprette en ad hoc-international straffedomstol. Sikkerhedsrådet bør desuden vedtage målrettede individuelle sanktioner – herunder rejseforbud og indefrysning af værdier – mod dem, der synes mest ansvarlige for alvorlige forbrydelser i henhold til international ret. Sikkerhedsrådet bør også indføre en våbenembargo mod Myanmar”.
FN-rapporten navngiver seks højtstående officerer, som skulle have begået forbrydelser i henhold til international lovgivning. Alle seks navngivne personer forekommer også på den liste over personligt ansvarlige, som Amnesty i juni 2018 udgav i rapporten ”We Will Destroy Everything”.