Mange blev dræbt. Andre blev fængslet. Nogle nåede at flygte ud af Kina. Mød to af de mest fremtrædende aktivister fra protesterne på Den Himmelske Freds Plads, som for 34 år siden sluttede blodigt, da styret i Kina satte militæret ind mod de fredelige demonstranter.
Wang Dan: Nummer et på listen
Studenterlederen Wang Dan stod øverst på Kinas liste over eftersøgte demonstranter efter militærets brutale rydning af Den Himmelske Freds Plads i 1989.
I 1989 arrangerede den dengang 20-årige Wang Dan diskussioner om demokrati på universitetet.
”Jeg var bare én af lederne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev nummer et på listen”, fortæller Wang Dan.
”Vi appellerede til regeringen om mere demokratiske institutioner for at undgå korruption.”
Den 13. maj begyndte de studerende at sultestrejke. Det tiltrak støtte fra arbejdere, hvilket var med til at forvandle studenterprotesten til en folkebevægelse.
”Vi havde aldrig troet, at regeringen ville sætte militærtropper ind imod dens eget folk”.
Da militæret åbnede ild sent den 3. juni, var Wang Dan i sin sovesal på universitetet.
”Min klassekammerat ringede fra et sted i nærheden af pladsen.
”Rydningen er begyndt. Folk er døde.” Jeg forsøgte at komme frem til pladsen, men politiet havde spærret vejen. Jeg var i chok. I tre til fire dage kunne jeg intet sige.”
I ugerne der fulgte, gemte Wang Dan sig hos venner. Men den 2. juli fandt myndighederne ham og han måtte tilbringe fire år i fængsel. Efter sin løsladelse valgte han at blive i Kina, men blev mindre end to år efter idømt 11 års fængsel. Efter to års afsoning blev han løsladt på betingelse af, at han forlod landet.
Wang Dan fortsætter uden for Kina i dag sit arbejde for demokrati i landet.
”Var jeg blevet i Kina, var jeg blevet i fængslet og havde intet kunne gøre. Uden for Kina kan jeg i det mindste tale frit.”
Historisk protest
Hvad skete der på Den Himmelske Freds Plads?
- For 34 år siden besatte tusindvis af studerende fra april og syv uger frem Den Himmelske Freds Plads i Beijing. De krævede med fredelige midler politiske reformer. Det vurderes, at mere end en million kinesere var samlet på pladsen, da demonstrationen var på sit højeste.
- Regeringen indførte undtagelsestilstand og indsatte militæret. Tusinder af soldater blev dog i første omgang forhindret i at nå frem til pladsen, da lokale indbyggere gik på gaderne og fysisk blokerede for militærets fremrykning.
- Natten til den 4. juni ankom kampvogne og tungt bevæbnede tropper til pladsen. De åbnede ild, dræbte og sårede i hundredvis af demonstranter. En officiel rapport fra de kinesiske myndigheder hævdede i slutningen af juni 1989, at mere end 3.000 civile blev såret, og at mere end 200 mennesker døde under ”optøjerne”. Ifølge rapporten mistede i dusinvis af soldater også livet. Tabstallet er omdiskuteret og estimater spænder fra hundreder til tusinder af døde.
- Efter militærets rydning af pladsen blev demonstranter tilbageholdt, tortureret og fængslet efter uretfærdige retssager. Kinas regering har aldrig taget ansvar for overgrebene på pladsen.
- Først i 2016 blev den sidste demonstrant fra pladsen løsladt fra fængsel. Aktivister, som siden 1989 har arbejdet for retfærdighed for ofrene, er blevet chikaneret og overvåget. Kinesere, som har forsøgt at markere årsdagen, er blevet tilbageholdt og tiltalt for at ”fremprovokere ballade”
Shen Tong: Kuglerne fløj om ørerne
Trods sine kun 20 år var Shen Tong i 1989 en erfaren aktivist på universitetet.
”Vi følte virkelig, at vi var patrioter, at vi faktisk hjalp regeringen. Det store flertal ønskede reformer, ikke revolution,” har han fortalt Amnesty.
Da regeringen erklærede undtagelsestilstand, voksede befolkningens støtte til de demonstrerende studerende. Flere og flere gik på gaden, og det lykkedes nogle borgere at holde soldaterne væk fra Den Himmelske Freds Plads.
”Vi følte os uovervindelige”.
Natten til den 4. juni gik soldaterne i gang med at rydde pladsen.
”Først troede vi, det var gummikugler. Vi troede ikke på, at regeringen ville begå noget så forfærdeligt”.
Jorden rystede, da den ene kampvogn efter den anden kørte frem på række, fortæller Shen Tong.
”Så gik det endelig op for mig. Jeg så mennesker med blodigt tøj; folk der blev båret op på tagene for at komme i sikkerhed. Der var ikke sikkert på jorden, hvor kuglerne fløj om ørerne”.
”Jeg ved godt det er irrationelt, men jeg føler et ansvar for de drab. Vi var for naive. En sådan protest i en politistat udgør et paradigmeskift. Man aner ikke, hvor grænsen er. Vi rykkede grænsen.”