Louise Kjølsen – også kendt som Twerk Queen – har i flere år kæmpet for en samtykkelov ved blandt andet at fortælle åbent om sin egen voldtægt. Hendes engagement i debatten har haft voldsomme konsekvenser i form af chikane og trusler, men har også givet mange andre modet til at dele deres historier og gå med i kampen for den netop vedtagne samtykkelov.
Af Roberto Zacharias
Interviewet er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2021
Danmark fik 1. januar en ny samtykkelov, som du i flere år har været med til at presse på for. Hvad fik dig til at gå ind i denne kamp?
Voldtægt er et konkret problem i vores samfund, som der ikke er blevet taget hånd om, og her virker samtykkelovgivning som det bedste bud. Rent personligt handler det om, at jeg selv er blevet udsat for en voldtægt. Det, der fik mig til at begynde at tale åbent om både samtykke og min egen voldtægt, var, da jeg som en del af Girl Squad lavede ”Ludermanifestet”. Vi havde planlagt et radioprogram om gråzoner og grænseoverskridelser, og det blev tilfældigvis sendt samtidig med, at historien om Harvey Weinstein breakede. Det var jo en ret heftig timing, der gjorde, at mange især unge kvinder skrev til mig om deres egne oplevelser med voldtægt. En afgørende historie for mig kom fra en ung kvinde, der fortalte, at hun var blevet udsat for en voldtægt, da hun var 15. På det tidspunkt forstod hun det ikke som en voldtægt, men som om, at hun havde været fuld og med hendes egne ord ”billig”. Vores radioprogram fik hende til at tænke, at hun rent faktisk var blevet voldtaget. Hendes mod triggede mig til også at være modig og bruge den platform, jeg havde, til at fortælle min egen historie.
Hvilke reaktioner af både negativ og positiv karakter har du fået, efter at du begyndte at deltage i debatten om voldtægt og samtykke?
Da jeg delte min egen voldtægtsfortælling i 2017 under den første MeToo-bølge i Danmark, var jeg chokeret over, hvor mange der sagde, at det var min egen skyld, fordi jeg ser ud og danser, som jeg gør. Det var overvældende at opleve den store og modbydelige victimblaming, der desværre stadig findes.
Omvendt væltede det ind med historier i min indboks fra folk, der kunne genkende det her med ”gråzonevoldtægter”. Det var virkelig en stor kontrast; offentligt fik jeg at vide, at det var min egen skyld, at jeg løj og bare ville have opmærksomhed, mens jeg i det private rum fik at vide, at det var noget, som rigtig mange mennesker kunne genkende.
Hvordan var det at høre historier fra kvinder, der havde været udsat for det samme som dig?
Det vidnede om, at det var rigtig vigtigt, det, jeg havde gang i. Alle samtykkeaktivister kan nikke genkendende til, at for hver sviner man har fået, har der været ti mennesker, der har sagt ”tak” og ”det her er vigtigt” eller ”det er også sket for mig”. Reaktionen med at victimblame og udskamme mig var et godt bevis på, at det jeg gjorde, var vigtigt og nødvendigt. Så alt i alt var det motiverende, men også pissehårdt.
Hvad tænkte du, da den nye voldtægtslov endelig var en realitet?
På dagen (den blev stemt igennem i Folketinget 17. dec. 2020, red.) var jeg inde og fejre det foran Christiansborg, og på en måde var det lidt af et antiklimaks at stå 12 mennesker i regnvejr, når man ikke måtte kramme. Det virkede lidt uvirkeligt, men samtidig var det meget rørende, og jeg tænker, at det bliver en af de ting, man kan fortælle sine børnebørn: ”Her var jeg med til at ændre dit liv”. Så det er jo monumentalt, men går nok først op for en, når man zoomer lidt ud. For det har været og er stadig en ret intens kamp. Hvis man skulle sammenligne det med en krig, så har man måske vundet slaget, men vi er stadig under angreb. Jeg tror, at alle vi samtykkeaktivister har lidt PTSD og ikke er helt sikre på, om vi har vundet, fordi vi stadig kan se ham derovre, der ligger og skyder med skarpt. Samtykkeloven er en kæmpe sejr, men den ægte sejr er jo først, når der aldrig bliver voldtaget nogen igen.
Synes du, at det har været kampen værd, når du kigger tilbage på de seneste år?
Ja, selvfølgelig har det det. Hvis bare én person undgår at blive voldtaget, eller bare én person efter at være blevet voldtaget bliver rummet af systemet, der jo har til ansvar at passe på det her individ og ikke udskamme det, så giver det mening. Det at kæmpe for at gøre en forskel er også en måde, man kan bruge noget modbydeligt og uretfærdigt, man selv er blevet udsat for, til at give mening i ens liv, fordi man kan bruge det til at forandre noget. Så jeg tror også, at denne kamp har været rigtig vigtig for mange af de mennesker, som har kunnet tage magten tilbage ved at kæmpe for denne sag.
Blå bog: Louise Kjølsen
* 32 år
* Psykolog, danser, foredragsholder og debattør, der også er kendt under kunstnernavnet Twerk Queen.
* Hendes meget aktive deltagelse i den offentlige debat har ført til voldsom chikane og trusler, der sidste år blev dokumenteret i DR3’s programserie, ”Hvem vil voldtage Louise?”.