Fra sit hjemmekontor i Berlin var Sam Dubberley på få døgn med til at afdække en regulær massakre i den konfliktramte region Tigray i Etiopien. Amnestys krise-researchere tager nye redskaber i brug for at afdække menneskerettighedskrænkelser, der sker på steder, hvor omverdenen ellers ikke kan få adgang.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2021
Af Bjarke Windahl Pedersen
Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig.
Det vakte opmærksomhed verden over, da Amnesty efter tre døgns intens research den 12. november kunne dokumentere, at i snesevis, sandsynligvis i hundredvis, af mennesker var blevet stukket eller hakket ihjel i byen Mai-Kadra i provinsen Tigray i Etiopien. Afsløringen fik FN til at kræve en undersøgelse af massakren og advare om, at kampene mellem etiopiske regeringsstyrker og lokale styrker i Tigray i den nordlige del af landet kunne indebære krigsforbrydelser.
I Tigray var internettet og dermed kommunikationen fra regionen blevet lukket ned, så spørgsmålet var, hvordan Amnesty uden fysisk at være til stede kunne afdække de voldsomme begivenheder. Svaret på det spørgsmål findes små 5000 kilometer derfra, i Tysklands hovedstad Berlin, hvorfra Sam Dubberley, leder af Amnestys såkaldte Crisis Evidence Lab, arbejder:
”Der kan være en række grunde til, at vi ikke altid har researchere på stedet, når menneskerettighedskrænkelser angiveligt har fundet sted. Pandemien har kun forstærket den udfordring. Men manglende fysisk adgang betyder ikke, at vi ikke kan kaste lys over, hvad der foregår”, siger Sam Dubberley over en videoforbindelse fra sit hjem i Berlin, der ligesom Danmark er hårdt ramt af covid19.
Umiddelbart efter massakren modtog Amnestys Etiopienresearcher, som på det tidspunkt befandt sig i Nairobi i nabolandet Kenya, en række fotografier fra sine kontakter. Fotografierne var angiveligt kommet fra Tigray og viste adskillige lig, som var affotograferet tæt på. Men hvor var fotografierne taget – og hvornår?
”Udfordringen i en konflikt som Etiopiens, hvor kommunikationen er lukket ned, er, at rigtigt mange fotografier florerer på internettet, og selvom folk hævder, at de er nye og fra Tigray, er det ikke altid korrekt. De kan være fra helt andre lande eller fra Etiopien, men taget for adskillige år siden”, forklarer Sam Dubberley, der sammen med sine kollegaer hurtigt kunne udelukke, at fotografierne dokumenterede en ældre massakre eller ulykke med adskillige dødsofre.
Kort fortalt vil der i dag på internettet nemlig altid findes omtale af både tidligere forbrydelser eller ulykker med mange ofre. Derfor gik Amnestys digitale kriseresearchere i gang med at afsøge internettet for yderligere foto- og videomateriale fra byen Mai-Kadra, hvor ligene angiveligt skulle være affotograferet. Omkring to døgn efter massakren dukkede to videoer op, hver på omkring 90 sekunder, hvor en række mennesker bar lig væk.
”For mig blev spørgsmålet ”hvor” det vigtigste for efterforskningen”, fortæller Sam Dubberley, som satte sig for at ”afhøre” de to nye videoer.
Udover at undersøge, om materialet var blevet redigeret, betyder det kort fortalt at gennemgå videoerne for alle visuelle markører, der kunne pege på, hvor de var optaget. Så bøjet over sin bærbare computer fra sit hjemmekontor i Berlin, gjorde han netop det: Time efter time gennemgik han videoerne, billede efter billede.
”Jeg følte, at vi virkelig kunne gøre en forskel, hvis vi som de første kunne dokumentere denne massakre og gøre verden opmærksom på det”, siger Sam Dubberley.
Grafik: Se Amnestys digitale værktøjskasse
Fodboldtrøjen fra Liverpool
Som noget af det første bed han mærke i, at personen, som filmede, gik på en asfalteret vej. Ved hjælp af indkøbte satellitfotos, kunne han se, at der kun fandtes to asfalterede veje i byen. Sam Dubberley gik i gang med at tælle træerne langs vejen, indtil der var et sammenfald med de træer, som også kunne ses i videoerne.
”Digital verifikation er tit meget simpelt. Du skal kende teknikkerne, men du skal især have tålmodigheden, tiden og viljen til skridt for skridt at afdække, hvor noget har fundet sted”, siger Sam Dubberley.
Da han havde fastlagt, hvilket gadehjørne videoerne var filmet på, kunne han nu gå tilbage til de oprindelige fotografier og lægge dem til puslespillet. Og fra at have svaret på spørgsmålet om ”hvor” gik efterforskningen nu tilbage til at fokusere på ”hvornår”, et spørgsmål som også Amnestys Etiopien-researcher afsøgte via interviews med kilder i Tigray over satellittelefon.
”Vi skal aldrig forlade ideen om selv at tage til steder og interviewe øjenvidner. Men vi skal bruge alle de ressourcer, vi har, til at styrke vores argumentation”, siger Sam Dubberley, som i den ene video havde spottet en detalje, der yderligere hjalp med at fastslå, at der var tale om en ny massakre: En mand bar en fodboldtrøje med Liverpools store egyptiske stjernespiller Mohamed Salah på ryggen. Den var tydeligvis ikke ægte, men kopidesignet efterlod ingen tvivl om, at den stammede fra forrige sæson.
”Min søn er kæmpe Liverpoolfan. En af hans største helte er ’Mo’ Salah, så det var en ganske god hjælp”, fortæller Sam Dubberley.
Lær at afkode forkert information
Er du journalist, aktivist, menneskerettighedsresearcher eller bare fascineret af digitale værktøjer og open-source-undersøgelser? Så kan du nu få gratis træning af Amnesty International. Igennem to kurser lærer du teknikkerne og redskaberne fra Amnestys digitale kriseresearch, så du herefter selv kan bruge dem til at efterprøve digitalt indhold og herigennem tackle mulig misinformation.
Hvert kursus varer 90 minutter og er tilgængeligt på engelsk, spansk, arabisk og persisk for enhver som har adgang til internettet.
Kameraets magt
Da Sam Dubberley for fem år siden begyndte hos Amnesty, var det blandt andet for at opstarte det såkaldte Digital Verification Corps (DVC), hvor studerende på flere universiteter verden over bliver trænet i digitalt faktatjek til at bistå Amnestys menneskerettigheds-research.
I dag leder Sam Dubberley Amnestys Crisis Evidence Lab, hvor han med en håndfuld kollegaer opsporer og efterprøver foto og videomateriale, indkøber og analyserer data fra satellitter og derudover samarbejder med både Amnestys egne og eksterne eksperter i eksempelvis retsmedicin, våben og militær. Desuden arbejder Sam Dubberley og hans kollegaer tæt sammen med Amnestys forskellige researchere i bestemte lande, hvorfor det er en fordel, at teamets medlemmer fysisk arbejder i forskellige tidszoner i Mexico, USA, London og Berlin.
”Da covid-19 lukkede mange lande ned, fortsatte vi mere eller mindre med at samarbejde, som vi plejer”, siger Sam Dubberley.
I mange år arbejdede han som journalist, og han er ikke i tvivl om, at for eksempel videoer af menneskerettighedskrænkelser, ofte optaget med stor risiko for den enkelte, er med til at gøre det stadigt sværere at skjule forbrydelser.
”Uanset om vi kan lide det eller ej, så gør det en forskel for os, at vi ikke bare genfortæller sager, men viser dem på fotografier, videoer og satellitfotos. Det gør det sværere for andre at påstå, at der ikke er sket noget forkert,” siger Sam og tilføjer:
”Vi kritiserer ofte med god grund de sociale medier, men på bundlinjen står stadig, at der er en enorm styrke i, at mennesker har fået adgang til kameraer og mulighed for at dele deres historier med omverdenen”.
ADVARSEL: VIDEOEN INDEHOLDER VOLDSOMME BILLEDER
Den menneskelige ressource
Den udvikling betyder også, at mængden af information om mulige menneskerettighedskrænkelser er blevet overvældende. Alene i forhold til krigen i Syrien vurderes det, at der findes flere timers video fra krigen på Youtube, end der har været timer i selve konflikten, der begyndte for ti år siden.
At potentielle beviser på den måde ligger på kommercielt drevne sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube bekymrer Sam Dubberley, som langt hellere så omverdenen investere i at bygge bedre arkiver, så værdifuld dokumentation ikke risikerer at forsvinde.
I det daglige arbejde er det klassiske faktatjek imidlertid den mere konkrete udfordring, og her er det mere end én gang sket, at en kollega har modtaget foto- og videomateriale, som ved nærmere undersøgelse har vist sig at stamme fra et helt andet sted og tidspunkt, end det blev hævdet.
”Det er ikke noget, vi udsender en pressemeddelelse om, men det er en vigtig del af vores job at gøre det klart, når noget er forkert. Det kan skyldes ondsindede forsøg på at vildlede os, eller det kan komme fra velmenende mennesker, som deler falske materialer med os i god tro. Vi er nødt til at være ekstremt grundige i alle detaljer, for selv når vi har ret, bliver vi ofte beskyldt for at sprede falske nyheder”, siger Sam Dubberley, der tit må forklare, at hans arbejde ikke primært handler om teknisk udstyr eller ekspertise.
”Det vigtigste for os er stadig vores menneskelige ressourcer. Jeg er hverken computerekspert eller særligt teknisk begavet. Men jeg kan tænke rimeligt kritisk, og jeg vil gerne være med til at opdyrke den kritiske tankegang, som der er brug for, uanset hvordan vores værktøjer udvikler sig”.
