Syrien er ikke sikkert: Demonstrationer i hele landet mod hjemsendelse af syrere

Tusindvis af danskere vil onsdag den 19. maj vise deres utilfredshed med regeringens inddragelse af opholdstilladelser for syriske flygtninge. Der vil være demonstrationer i 25 byer, hvor det fælles opråb lyder: Stop planerne om hjemsendelser straks og giv en værdig beskyttelse til alle syrere. I København finder demonstrationen sted på Rådhuspladsen.

Aktivister og organisationer går nu sammen i fælles protest mod den danske regerings hjemsendelse af syriske flygtninge. Haifaa Awad, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp Ungdom og Amnesty International indkalder til demonstration onsdag den 19. maj; i København på Rådhuspladsen kl. 16.30-18. Der er protester over hele landet samme dag.  

Budskabet er klart: Den danske regering bør øjeblikkeligt stoppe planerne om at inddrage syreres opholdstilladelser.

Hundredvis af syriske flygtninge, heriblandt børn, har af Udlændingestyrelsen fået besked på at vende tilbage til Syrien, idet de har vurderet, at Damaskus og de omkringliggende områder er sikre at vende tilbage til. Mindst 39 syrere har fået deres endelige vurdering i Flygtningenævnet – og er nu i udsendelsesposition.

Men Syrien er langtfra et sikkert land.  Selv om de militære fjendtligheder er mindsket i størstedelen af landet, risikerer syriske borgere fortsat forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser – også i Damaskus og omegn.

I Damaskus har Assad-styret konsolideret sin magt nu ikke med bomber, men med horrible menneskerettighedsovertrædelser, ekstremt vilkårlige arrestationer og ekstensive torturlaboratorier. Kan Mette Frederiksen garantere syriske flygtninges liv, når de krydser grænsen, når FN og USA ikke kan?

Haifaa Awad, læge og aktivist

Amnesty International har i årevis dokumenteret grove og systematiske menneskerettighedskrænkelser i Syrien, som regimet står bag, og er chokeret over Danmarks enegang:

”Det er svært at fatte, at de danske myndigheder, i strid med stort set alle andre, er nået frem til konklusionen om, at Damaskus og omegn er sikker nok at vende tilbage til. Vores research viser, at hjemvendte syrere rutinemæssigt udsættes for forhør af syriske sikkerhedsstyrker. Sikkerhedsstyrker, der er kendt og berygtet for at stå bag vilkårlige fængslinger, tortur og mord. At ville sende mennesker retur til en sådan risiko er i strid med Danmarks menneskeretlige forpligtelser,” siger konstitueret generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling Dan Hindsgaul.

”Danmark var engang foregangsland internationalt i FN’s beskyttelse af flygtninge. Nu vil regeringen modsat alle andre lande hjemsende syrerne og dermed de facto legitimere præsident Assads regime. Det må vi sige fra overfor, og det er der nu heldigvis også medlemmer af det socialdemokratiske regeringsparti, der gør,” siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte.

”Unge, der er flygtet til Danmark, og som efter få år i landet er begyndt at drømme og tænke på dansk, står nu overfor endnu et voldsomt traume foranlediget af regeringens nuværende udvisningspolitik. Ingen bør udvises til den samme diktator, som de flygtede fra,” siger Natasha Al-Hariri, direktør i DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

Til demonstrationen i København afholdes der taler af blandt andre forfatteren Carsten Jensen, læge og aktivist, Haifaa Awad og 18-årige Mohamed Alata, hvis mor og mindre søskende har fået inddraget deres opholdstilladelse. Musikken leveres af Savage Rose, Nour Amora, Raske Penge, m.fl., og Natasha Al-Hariri er konferencier.

For yderligere information kontakt venligst:

Pressechef i Amnesty International Danmark, Malene Haakansson, 2565 2075, mhaakansson@amnesty.dk

Kommunikationsansvarlig i DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Anne-Sophie Høj Nielsen, 5059 3516, annesophie@dfunk.dk

Presseansvarlig i Mellemfolkeligt Samvirke, Ole Damkjær, 20860302, oda@ms.dk

Arrangørerne er: Amnesty International, DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Haifaa Awad og Mellemfolkeligt Samvirke. Derudover er demonstrationerne støttet af LFS, Act for Life, Fællesinitiativet mod racisme og diskrimination, Venligboerne – København, Integrationshuset Kringlebakken, Dansk-Kurdisk kvindeforening, Kurdisk Folkesamling og Team Humanity.