Milena Marin er leder af Amnestys Crisis Evidence Lab, som i disse uger arbejder på højtryk for at indsamle og efterprøve eksempelvis fotos og videoer med henblik på at dokumentere krigsforbrydelser i Ukraine. Her fortæller hun om arbejdets udfordringer og vigtighed.
Hvorfra får Amnesty adgang til fotos, videoer og andet, der kan være med til at afdække forbrydelser i Ukraine?
Tidligere har adgangen til internettet været god, men nu bliver den stadigt mere udfordret, eftersom byer bliver belejrede, og der er problemer med elektriciteten. Men mange borgere har haft adgang til forskellige sociale medier og online platforme, så vi indhenter informationer fra både Twitter, Telegram, WhatsApp, Tiktok og Facebook. Vi monitorerer også den russiske pendant til Facebook, kaldet Vkontakte. Vi holder reelt set øje med alle de store platforme og har etableret en ganske kompleks monitorering af indhold, der er relevant for os.
Og der er meget. Rigtig meget, selvom ikke alt er relevant for vores arbejde.
Mennesker filmer alle mulige ting – bevægelse af tropper, krigsfanger, beslaglæggelser af militært udstyr. Den slags giver os kontekst og forståelse, men det er ikke nødvendigvis vigtigt, når det handler om at dokumentere krigsforbrydelser.
Vi fokuserer på beviser, som kan afdække krigsforbrydelser. Og det er disse beviser, som vi trykprøver i vores verifikationsarbejde.
Læs: Ruslands bomber ramte civile i kø for at købe mad
Du har dækket andre konflikter før denne i Ukraine – hvad er den største udfordring i arbejdet her?
Vores største udfordring er, at vi dokumenter alt dette, mens det sker. Og det kan være svært at forstå, hvad der sker, for begge sider har hvert deres narrativ og bruger sociale medier til at komme ud med budskaber.
Men det hjælper os, at vi er fokuserede. Vi kigger på angreb med civile tab. Vi skal ikke tilbagevise alle falske påstande, som måtte være i cirkulation. Vores mission er ikke at skære igennem alle krigens tåger. Vi vil forstå, hvor civile bliver angrebet, og hvor der finder angreb sted, som ikke tager hensyn til civile. Om der sker angreb mod steder som burde være særligt beskyttede, såsom hospitaler og skoler. Om der bliver brugt forbudt ammunition.
Det handler helt konkret om at dokumentere, hvad der sker på jorden, og hvordan civile bliver ramt. Vi er ikke generelle faktatjekkere på alle krigens aspekter. Og der er meget misinformation. Der er mange løgne. I alle krige og konflikter ser vi at folk deler gamle video- og fotomaterialer, som genbruges og hævdes at være nyt. Fra den russiske side ser vi i dag for eksempel påstanden om, at der slet ikke er krig i Ukraine. At der ikke bombes. At det hele skulle være gamle optagelser fra eksempelvis Syrien. Men vi kan dokumentere, at dette sker i Ukraine.
Infografik: Værktøjerne i den digitale kriseresearch
Hvor fra kommer gamle videoer, som dukker op i forbindelse med krigen nu?
Vi ser for eksempel videoer fra Ukraine tilbage fra 2014, som nu dukker op igen. Vi ser ikke meget fra Syrien, men vi har set den russiske påstand om, at videoer, som faktisk er fra Ukraine, skulle stamme fra Syrien. Rusland forsøger i høj grad at promovere et narrativ om, at de andre lyver, at Rusland bydes velkommen i Ukraine, at Rusland ikke dræber civile.
Hvis vi fokuserer på dokumentationen af krigsforbrydelser – hvad er jeres største aktuelle udfordring så?
Den største udfordring er simpelthen volumen. Omfanget af potentielle forbrydelser er stort. Hele vores team arbejder på det her, men vi kan ikke alt. Vi er tre kollegaer, som laver digital efterprøvning af videoer med mere. Vi har en specialist i såkaldt ”remote sensing”. Vi har en våbenanalytiker. Vi har en dataekspert. Vi har en 3D-specialist, som kan rekonstruere gerningssteder.
Vi har alle kvalifikationer, og vi arbejder konstant, men vi er nødt til at fokusere skarpt på beskyttelsen af civile, beskyttelsen af steder som skoler og hospitaler, brugen af bestemte typer våben.
En anden udfordring er arbejdets karakter. Det er meget grafisk indhold. Vi kigger på de sidste minutter af menneskers liv. Streamet til os. Det er enormt foruroligende. Mennesker, som mister alt. Bliver sårede. Det er meget hårdt at være vidne til, og vi ser ikke bare videoerne én gang. Vi ser dem igen og igen og igen. Billede efter billede efter billede. Det er vi nødt til for at fastslå, hvor den er filmet, hvornår den er filmet, hvad den viser os.
Milena Marin, leder af Amnesty Internationals Crisis Evidence Lab
Når det kommer til selve verifikationsprocessen, er den ikke anderledes i denne konflikt end ellers. Men tempoet er noget andet. Det hele sker hurtigt og i stort omfang. Mens vi afdækker et angreb, finder det næste allerede sted.
Læs: Rusland rammer børnehave med klyngebomber
Hvilken ekspertise har I brug for i jeres arbejde?
Vi har vores egne specialister i Amnesty, og hver eneste begivenhed, vi afdækker, beror eksempelvis på analyse af satellitfotos og analyse af våben.
Udover digitale analyser indhenter vi også vidneudsagn. Vi har lokaliseret vidner, som var til stede og foretaget interviews. Vi er i kontakt med mennesker på stedet, som har kunne indhente ekstra materialer. Det er vigtigt for os. Dette er ikke kun research på afstand. Digital open source research fortæller altid kun én del af historien. Vi har brug for vidneudsagn fra jorden også. Det giver os en meget større styrke, og vi har erfarne kriserearchere, som forstår kriser som disse og kan foretage interviews med berørte mennesker og vidner.
Læs også: Amnestys globale skærmdetektiver
Støt vores dokumentation i Ukraine her >
Der samles i disse uger midler ind til støtte for Ukraines civile – blandt andet i Danmark. Hvad kan du bruge ekstra midler til?
Det kan styrke vores mulighed for at dokumentere alt det, som foregår. Vi har brug for flere menneskelige ressourcer. Vi har også brug for at få adgang til aktuelle satellitfotos. Den slags er dyrt, men vigtigt for vores dokumentation. Lige nu er Ukraine ganske overskyet, så vi bruger også radar. Og så ønsker vi at investere mere i vores arkivering, så vi kan forlænge den tid, vi har, til at efterprøve beviserne. Endelig kigger vi også på vores kommunikation – hvordan kan vi bedst muligt vise omverdenen, hvad der sker, for eksempel ved hjælp af 3D-modeller eller andet. Vi skal finde den bedste måde at give en stemme til dem, som er ramt af denne krig.
Hvad får dig og dine kollegaer til at fortsætte arbejdet i denne tid?
Jeg tror, alle ønsker at bidrage i denne tid. Nogle bidrager med donationer til flygtninge eller andet. Andre kan og vil gerne hjælpe direkte.
I vores team har vi evnerne til at dokumentere begivenhederne på en måde, som er brugbar for den umiddelbare kommunikation til omverdenen, men også med henblik på fremtidige retsopgør. Så vi på sigt kan overdrage beviserne til ICC eller andre tribunaler, som måtte stå for at retsforfølge disse forbrydelser.
Det, at vi har evnerne, motiverer os i vores team. Min egen bekymring kan være, om vi brænder ud. Det virker desværre ikke til, at denne krig er på vej til at standse. Vi er nødt til ikke blot at reagere hurtigt, men også have en langvarig indsats, hvor vi passer på os selv, husker også at få sovet, få set vores familier, have øjeblikke, hvor vi ikke kigger på videomateriale med mange døde.
For vi skal kunne mobilisere mennesker og bevare fokus på Ukraine. Der sker ofte det, at offentligheden på et tidspunkt oplever en ”træthed” af krig. Det har vi set før. Men vores dokumentation skal fortsætte, og den skal hjælpe med at fastholde opmærksomheden, så vi kan hjælpe de berørte mennesker.