Kenyanske Malcolm Bidali rejste til Qatar for at tjene penge til at kunne udleve sin drøm om at starte sin egen virksomhed i Kenya. Han fik et job som sikkerhedsvagt, selvom om han ingen tidligere arbejdserfaringen havde inden for faget. I Qatar boede han sammen med 12 mennesker på et lille værelse, arbejdede 12-14 timer om dagen under den brændende sol, og i sidste ende blev han fængslet for at sige sin mening.

Hvordan fik du dit job i Qatar, og hvorfor valgte du at tage derhen?

Jeg tog til Qatar i januar 2016 for at tjene penge. I Kenya er det svært at finde job – selv med en uddannelse – og det er endnu sværere at migrere til Europa. På under to uger kunne jeg få visum til Qatar, mens jeg skulle have fremlagt tonsvis af dokumenter, hvis jeg ville have været til Europa og potentielt få afslag. Så folk vælger typisk at tage til lande som Qatar og Saudi-Arabien, da det er mindre kompliceret. Jeg var i Qatar to gange og måtte begge gange betale 1.200 dollars (omkring 2.300 danske kroner) for at kunne få et job. Det var ikke særligt svært at få jobbet. Som sikkerhedsvagt skulle du møde op og besvare et par spørgsmål. Første gang var det ret vanskeligt, da jeg ikke havde nogen tidligere erfaring med sikkerhedsarbejde, men de fabrikerede mine dokumenter, så det fremgik, at jeg havde to års erfaring inden for branchen.

Hvilke forhold levede du under, da du var ankommet til Qatar og begyndte at arbejde som sikkerhedsvagt?

Jeg arbejdede for to forskellige firmaer, hvor der var meget forskellige arbejdsforhold. Det første firma var umådeligt bedre end det andet. Vi havde bedre levevilkår, bedre mad, bedre arbejdstider og lønnen blev altid betalt til tiden. Vi havde fridage, og hver uge havde vi mulighed for at købe dagligvarer. Vi boede endda i et villakvarter og ikke de industrielle områder, hvor de fleste migrantarbejdere blev indkvarteret. Jeg rejste hjem igen efter halvandet år. Ikke på grund af forholdene, men fordi jeg havde sparet nok sammen til at begynde min egen virksomhed.

Jeg tog tilbage til Qatar, da min virksomhed i Kenya gik konkurs. Denne gang levede jeg under meget trange forhold med mellem seks til 12 mennesker på et værelse afhængigt af arbejdsgiveren og dem, de er blevet hyret af. Kunden, som kunne være et hotel, beslutter mange ting. En kan muligvis være helt ligeglad med indkvarteringen, en anden vil gøre det så billigt som muligt. Trange levevilkår, forfærdelig mad. Og når kunden ikke bestemmer, vil firmaet, du er ansat af, altid gå efter den billigste mulighed.

Man arbejder i 12-13-14 timer. Arbejdet kan være under ekstreme forhold, såsom varme om sommeren. Du får varmestress, og folk besvimer. Jeg oplevede selv at få næseblod, og da min supervisor besvimede, var det nødvendigt at tilkalde en ambulance. En anden ting er undertrykkelsen af frihed som ytringsfrihed, bevægelsesfrihed og diskrimination. Så alle disse faktorer påvirker dig før eller siden.

Hver dag i sig selv var kamp: levevilkårene, arbejdsvilkårene, madkvaliteten, diskriminationen, undertrykkelsen af frihed, følelsen af at være et andenrangsmenneske.

Hvad fik dig til at føle dig som et andenrangsmenneske?

For det første bliver du indkvarteret langt væk i industriområderne. Det er ligesom et slumkvarter eller en ghetto, hvor de huser alle migrantarbejderne. Vi må ikke engang blande os med andre folk. Der er ret langt fra industriområdet til for eksempel Doha, så det er virkelig besværligt at rejse dertil. Du kan tage bussen, men det vil tage dig lang tid, da bussen har mange stop, og taxa er dyrt. Hverdage ser typisk sådan her ud: Du vågner, tager på arbejde, kommer tilbage til indkvarteringen. Hvis du er heldig nok og har en fridag og penge nok til at tage til for eksempel en offentlig park eller strand, vil du sommetider risikere at blive nægtet adgang udelukkende på grund af din status som migrantarbejder.

Til sidst fik jeg besked på at underskrive arabiske dokumenter, som de ikke oversatte for mig. Jeg fik ingen advokat og kom i isolationsfængsel.

Malcolm Bidali

Klagede du nogensinde over forholdene til din arbejdsgiver?

Ja, det gjorde jeg. Inden jeg begyndte at skrive og whistleblowe, henvendte jeg mig til alle de formelle klagekanaler. Jeg skrev til kunden og dens moderselskab samt til beskæftigelsesministeriet og til indenrigsministeriet. Ingen af dem ville gøre noget ved vores situation, og det var i denne forbindelse, at jeg blev introduceret til Migrant–Rights.org. Da jeg kom i kontakt med dem, begyndte jeg at skrive artikler. Jeg fortalte min historie og mine forsøg på at få kunden og regeringen involveret uden held. Da jeg begyndte at skrive artikler, fik de en masse opmærksomhed.

Den sidste artikel, jeg skrev, var den der fik mig fængslet. Jeg skrev om en indflydelsesrig person, der havde overværet overtrædelser uden at gøre noget ved det.

Hvad skete der, da du i sommeren 2021 blev varetægtsfængslet?

Jeg blev arresteret på grund af førnævnte artikel, der omhandlede et højtstående medlem af den regerende familie. Emirens mor, der er formand og medstifter af Qatar Foundation, har haft mange humanitære projekter i Asien, Afrika og advokerer for uddannelse i Qatar og kvinders rettigheder. Jeg skrev en historie om det, og en uskreven regel er, at du ikke må skrive kritisk om den royale familie. Og hvad gjorde jeg? Jeg skrev kritisk om et medlem af den regerende familie. Så jeg blev ført til indenrigsministeriet, hvor min telefon blev konfiskeret. De havde alle mine adgangskoder. Jeg forsøgte at slette nogle af mine kontakter og beskeder, men i sidste ende kan staten stadig undersøge dine enheder, og alt du har slettet.

Under afhøringen blev jeg stillet de samme spørgsmål igen og igen: ”Fortæl os, hvem du arbejder for?”, ”hvor meget bliver du betalt?”. Til sidst fik jeg besked på at underskrive arabiske dokumenter, som de ikke oversatte for mig. Jeg fik ingen advokat og kom i isolationsfængsel. Efter tre uger besøgte International Labour Organization mig og lovede mig juridisk støtte sammen med International Trade Union Confederation. Så de gjorde en indsats og gav mig privat rådgivning.

Officielt var jeg sigtet for ”at bruge sociale medier til at sprede misinformation” og ”at sprede misinformation ved brug af sociale medier”. Da jeg kom ud af fængslet, havde jeg fået et rejseforbud, og jeg fandt ud af, at regeringen havde udtalt, at jeg havde været sigtet for ”at modtage betaling fra bedrageriske forbindelser” og ”at sprede misinformation om staten Qatar”, hvilket er en alvorlig lovovertrædelse, som kan straffes med en bøde på 500.000 qatarske riyal (knap ni millioner danske kroner) og en fængselsdom på tre til 10 år. Advokaterne formåede at fjerne sigtelserne, og jeg kunne nøjes med at betale en bøde på 25.000 qatarske riyal (omkring 50.000 danske kroner), som International Labour Organization, International Trade Union Confederation og en række andre organisationer var gået sammen om at hjælpe med at betale. Og sådan kom jeg ud af Qatar.

Hvilke forhold levede du under i fængslet, og hvordan bevarede du håbet?

Jeg blev tilbageholdt to steder. De første tre dage var jeg i en celle på omkring 9 kvadratmeter uden vinduer, med loftsmonterede kameraer og en madras på gulvet. Hvis jeg skulle på toilet, skulle jeg bruge et samtaleanlæg for, at en person kunne give mig håndjern på og føre mig dertil og tilbage igen. Da jeg blev afhørt, fik jeg bind for øjnene og håndjern på, mens vagterne ved at holde min arm måtte lede mig frem. Sommetider ville de rode med termostaterne blot for at bringe mig ud af fatningen. Så nogle gange ville det være vildt varmt og andre gange vildt koldt. Du vidste ikke, hvilken dag det var, eller hvad klokken var. Efter tre dage blev jeg forflyttet til en anden institution i en celle med egen bruser, toilet, håndvask og spejl. Her havde jeg et vindue, som godt nok var placeret i et hjørne højt oppe, så jeg ikke kunne kigge udenfor, men i det mindste kunne jeg fornemme, om det var morgen eller aften. Maden var overraskende god. Meget bedre end det, vi fik, da jeg var migrantarbejder. Vi fik balancerede måltider med grøntsager og protein.

Afhøringen fortsatte stadig. Jeg blev ikke fysisk skadet. Psykisk, ja, men aldrig fysisk. De truede mig med at gøre mig fysisk fortræd, men gjorde det aldrig.

Ambassaderne gør intet, og hvis du anmelder det til politiet, så bliver migrantarbejderen udvist.

Malcolm Bidali

Det var lidt nemmere at bevare håbet det andet sted. Hvis jeg skulle have været det første sted hele måneden, ville jeg med garanti være blevet skør, for man er helt alene med sine tanker. I den anden celle havde jeg i det mindste adgang til fjernsyn.

Når du ser tilbage på, hvad der er sket i Qatar i løbet af de sidste mange år; opnåelsen af en arbejdsreform, introduktion af mindsteløn og afskaffelsen af kafala-systemet, tror du da, at disse forandringer har ændret noget for migrantarbejderne i Qatar?

Den eneste ting, jeg kan sige, at jeg har været vidne til at have ændret sig, er, da Qatar meldte ud, at arbejdsgivere ikke længere har tilladelse til at beholde arbejdernes pas. Mit firma udstedte den følgende uge en meddelelse, hvori de bad os om at udfylde en formular, så vi kunne få vores pas tilbage. Udover det mener jeg ikke, at meget har ændret sig. Siden VM blev annonceret i 2010, er der gået 12 år. I 12 år har Qatar blot formået at introducere omtrent fem bemærkelsesværdige reformer: En udrejsetilladelse, tilbagelevering af pas, den officielle afskaffelse af kafala-systemet, indførelsen af diskriminationsfri mindsteløn og servicesektorloven. Det er godt at have reformerne som et lovindgreb, men der er ikke meget, som har ændret sig. Migrantarbejdere i servicesektoren bliver stadig verbalt, fysisk og seksuelt overfaldet uden nogen former for registrering. Ambassaderne gør intet, og hvis du anmelder det til politiet, så bliver migrantarbejderen udvist.

Ja, der er reformer, og det er godt at have dem på skrift, men i praksis har intet ændret sig.

I forhold til kompensation – hvor meget tror du, at det ville betyde for migrantarbejderne, hvis de kunne få erstatning fra FIFA og Qatar?

En af mine kollegaer besvarede engang det spørgsmål meget diplomatisk: ”Når du taler om kompensation, kompenserer vi så for alle migrantarbejderne, eller kompenserer vi for dem, som har haft personlige skader, har mistet livet eller mistet deres levebrød?”. I tilfælde hvor mennesker har mistet deres levebrød, mistet livet eller kommet til skade, så helt klart ja.

I situationer, hvor arbejdere har mistet livet, undlader Qatar at lave en ordentlig efterforskning. I stedet skriver de blot, at dødsårsagen er hjertesvigt eller naturlige årsager. Men det kan måske have været arbejdsvilkårene, der har været skyld i døden, og hvis dette er sagen, så skal firmaet stilles til ansvar og betale erstatning.

Hvad var det værste ved at arbejde i Qatar som migrantarbejder, og hvad var godt?

Der er ikke en specifik ting, der er det værste. Personligt var det nok levevilkårene, som faktisk var det, der fik mig ind i aktivisme. At bo seks, otte eller 12 personer i et lille rum fyldt med væggelus, mug på væggene og kakkerlakker i køkkenet og forfærdelige hygiejnestandarder og ingen privatliv. Biblioteket var mit tilflugtssted. De lukkede klokken otte, og jeg vidste, at når jeg nåede tilbage til indkvarteringen, så ville klokken være 22, 22:30, 23. Alle de andre ville være gået i seng, og jeg kunne gå ind i rummet, hvor der ville være mørkt og stille og få lidt ro og fred, inden jeg faldt i søvn.

Den bedste ting for mig var, at jeg mødte den qatarske ungdom. Jeg fik qatarske venner. Venner, som blev ligesom familie, og det er trist, at jeg ikke vil komme til at se dem eller tale med dem igen på grund af sikkerhedsmæssige årsager. Men de viste mig, at den qatarske stat og den qatarske offentlighed er to forskellige ting. Så når vi taler om Qatar, må man adskille det.