FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget en resolution, som godkender USA’s plan for Gaza – herunder bemyndigelse til at oprette en international stabiliseringsstyrke og et midlertidigt overgangsorgan kaldet Fredsrådet.
Men planen er mangelfuld og formår ikke at tage højde for de grundlæggende menneskerettighedskrænkelser og brud på folkeretten, som i årtier har fundet sted mod palæstinenserne.
Vi uddyber her, hvorfor Amnesty International finder resolutionen problematisk:
Hvad siger FN-resolutionen om planen for Gaza? – og hvad siger den ikke?
Resolutionen gentager, at parterne skal overholde våbenhvileaftalen. Samtidig understreger den vigtigheden af, at den nødvendige nødhjælp kommer ind i Gaza.
Den anerkender derudover oprettelsen af et såkaldt Fredsråd (Board of Peace), som skal ledes af USA og blandt andet finansieres af Verdensbanken via en fond. Fredsrådet får bemyndigelse til at oprette en midlertidig international stabiliseringsstyrke i Gaza. Fredsrådet skal operere indtil den 31. december 2027 og give FN’s Sikkerhedsråd skriftlige rapporter hvert halve år.
Men resolutionen mangler afgørende henvisninger til folkeretten og Israels menneskeretlige forpligtelser. Ligesom den ikke formår at adressere de underlæggende årsager til den menneskeskabte krise i Palæstina.
Fra Amnesty Internationals side ser vi især fem problemer:
- Der mangler et klart og utvetydigt krav om, at Israel stopper det folkedrab mod palæstinenserne i Gaza, som stadig er i gang, og som netop nu forværres af regn og vinterens frembrud.
- Planen gør ikke op med Israels ulovlige besættelse af Palæstina, den ulovlige blokade af Gaza samt det israelske apartheidsystem, som systematisk undertrykker palæstinenserne igennem lovgivning og praksis.
- Spørgsmålet om palæstinensernes bevægelsesfrihed og deres ret til at vende tilbage til Gaza er helt fraværende. Men det er afgørende, at retten til at vende tilbage adresseres, hvis der skal skabes en varig fred.
- Planen gør ikke op med måden, hvorpå nødhjælp bliver brugt som et våben over for befolkningen i Gaza.
- Sidst, men ikke mindst, er der ingen plan for, hvordan de skyldige bag Israels folkedrab og krigsforbrydelserne i Israel og Gaza bliver stillet til ansvar for deres gerninger.
Hvilke krav stiller resolutionen til Israel som en besættelsesmagt i Gaza?
Resolutionen anerkender ikke Israels forpligtelser som besættelsesmagt til at sørge for palæstinenserne i Gaza, hvilket i sig selv er bekymrende.
Den opfordrer heller ikke til, at Israel ophæver sit forbud mod FN-organet UNRWA, som gennem årtier har stået for alt fra nødhjælp til skolegang i Gaza. Og det er på trods af en nylig såkaldt rådgivende udtalelse fra Den Internationale Domstol, der anerkender UNRWA’s uundværlige rolle i de besatte palæstinensiske områder, og som gentager Israels juridiske forpligtelse til ikke at hindre UNRWA i at udføre sit arbejde.
Resolutionen kræver heller ikke, at Israel åbner alle grænseovergange for hjælp, og at landet som besættelsesmagt genopretter vigtige tjenester såsom elektricitet, vand og sundhedspleje i Gaza.
Hvad står der om den såkaldte stabiliseringsstyrke i resolutionen?
Resolutionen godkender oprettelsen af en international såkaldt stabiliseringsstyrke, som på sigt skal indsættes i Gaza.
Men resolutionen beskriver ikke, hvordan det skal overvåges, om stabiliseringsstyrken overholder international menneskerettighedslovgivning og humanitær folkeret.
Den kræver heller ikke, at styrken rapporterer om menneskerettighedssituationen i Gaza til FN’s Sikkerhedsråd.
Hvilken stemme får palæstinenserne i det internationale Fredsråd, som står til at skulle tegne Gazas fremtid?
Palæstinensernes stemme og mandat står yderst vagt beskrevet i planen for Gaza.
Det er dybt problematisk, for i sin nuværende form sikrer planen dermed ikke, at palæstinenserne kan deltage meningsfuldt og fuldt ud i beslutningerne om Gazas fremtid.
Derudover mangler planen at forholde sig til spørgsmålet om palæstinensernes ret til selvbestemmelse. Det er ellers en fasttømret rettighed for det palæstinensiske folk, som skal respekteres, når beslutninger om fremtiden for Gaza behandles.
Så samlet set: Hvorfor er FN-resolutionens godkendelse af den amerikanske plan for Gaza mangelfuld?
Planen formår ikke at tage fat om de grundlæggende årsager, der fastholder palæstinenserne i et system, som fratager dem alle rettigheder, og som systematisk undertrykker og dominerer dem.
For at bane vejen for en retfærdig fred mellem palæstinensere og israelere skal der som minimum sikres lige rettigheder for alle.
Den straffrihed, som israelske magthavere igennem årtier har nydt ift. deres overtrædelser af menneskerettighederne mod palæstinenserne, bliver ikke adresseret. Det er heller ikke tilfældet med de internationale forbrydelser, som er blevet begået siden 7. oktober 2023

