Torsdagens russiske invasion bliver fulgt tæt af Amnesty, der opfordrer alle parter til at overholde folkeretten for at sikre beskyttelsen af civile liv.
Tidligt torsdag morgen den 24. februar 2022 indledte Rusland den længe frygtede invasion af Ukraine. Russiske styrker har ifølge medier bombet mål i hovedstaden Kiev og områder i den nordlige, østlige og sydlige del af landet, og angrebene har allerede fået mange mennesker til at flygte ud af hovedstaden.
Amnestys folk i Ukraine følger den foruroligende udvikling i landet tæt. Amnesty er klar til at dokumentere krænkelser af folkeretten og arbejder for at holde alle parter ansvarlige for overtrædelser af denne.
Amnesty opfordrer alle parter til at beskytte civile, og at de:
- Afstår fra at udføre vilkårlige angreb og bruge ulovlige våben som klyngeammunition.
- Tillader og faciliterer, at humanitære organisationer får adgang til og mulighed for at hjælpe civile, der rammes af krigshandlingerne.
Amnesty har tidligere advaret om de katastrofale følger, som en optrapning af den væbnede konflikt vil have på menneskerettighederne – herunder truslen mod civile liv, deres levebrød og infrastruktur samt en potentiel akut mangel på mad samt risikoen for massefordrivelser.
Amnesty dokumenterede alvorlige menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med konflikten i det østlige Ukraine i 2014-2015, hvor der blev begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.