Amnesty om Myanmar: Grusomhedernes bagmænd må ikke gå fri
Det er nu et år siden, at Myanmars militær indledte deres blodige aktioner mod det muslimske mindretal Rohingyanerne. Amnesty har dokumenteret, at der reelt var tale om etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Beviserne er uomtvistelige. Men det internationale samfund viser meget få tegn på vilje til at stille bagmændene til ansvar. Imens risikerer beviser at blive ødelagt.
Nu er det nøjagtig et år siden, at en række grænseposter i Rahkine-provinsen i det nordøstlige Myanmar blev angrebet. Militante fra provinsens etniske mindretal rohingya blev udpeget som skyldige af landets militær og politiske ledelse. Gengældelsen kom prompte og ramte brutalt tusinder af uskyldige.
Nedskydninger af kvinder, børn og mænd fra luften, massevoldtægter, landminer, afbrænding af landsbyer, tortur og udsultning satte gang i en gigantisk flygtningestrøm fra Myanmar til nabolandet Bangladesh. Ofrene var rohingyaer, som har hjemme i det nordøstlige Myanmar.
Flere end 700.000 syge, gamle, børn, kvinder og mænd har de seneste 12 måneder sat livet på spil i en vild flugt mod nabolandet Bangladesh, hvor de overlevende nu bor under kummerlige forhold og dagligt er i fare for overgreb fra myndigheder og kriminelle.
Amnestys beviser er massive
Nu er der gået 12 måneder. Og på trods af ubestrideligt bevismateriale har ingen i det internationale samfund forsøgt at retsforfølge de ansvarlige.
USA, Canada og EU har dog valgt at indefryse værdier, der tilhører navngivne personer, hvis ansvar Amnesty har dokumenteret. Læs her om USAs sanktioner og om Canadas og EUs koordinerede sanktioner.
I Amnesty-rapporten ”We Will Destroy Everything” bliver det dokumenteret, at forbrydelserne skal betegnes som etnisk udrensning, og Amnesty har udpeget 13 navngivne topfolk som bagmænd – blandt andre den øverstkommanderende i Myanmars militær Min Aung Hlaing.
Rapporten ”We Will Destroy Everything” er baseret på flere end 400 interviews og bunker af fældende beviser – herunder satellitbilleder, verificerede fotografier og videoer samt eksperters våbenanalyser. Rapporten dokumenterer, at de væbnede styrker har begået ni ud af de 11 krigsforbrydelser, som er på listen i Rom-statutten, der er det juridiske fundament for Den Internationale Straffedomstol, ICC.
Rapporten bragte også de hidtil mest detaljerede informationer om, hvordan den væbnede gruppe ARSA – Arakan Rhohingya Salvation Army – har begået grusomheder i frihedskampens navn. Blandt forbrydelserne er drab på mennesker fra forskellige etniske og religiøse grupper i Rahkine-provinsen.
Amnesty International ser frem til offentliggørelsen af FN’s rapport om begivenhederne i Myanmar. Det forventes, at den bliver udgivet mandag den 27. august 2018, og at den giver endnu mere tyngde til kravet om, at de ansvarlige skal retsforfølges.
Beviser risikerer at blive ødelagt
”Efter et år er hundredtusinder af kvinder, mænd og børn, der flygtede fra disse klart koordinerede angreb, stadig i ingenmandsland i flygtningelejre i Bangladesh. Så længe deres bødler i Myanmars væbnede styrker er på fri fod, ville det være tåbeligt at tro, at rohingyaerne kan vende tilbage sikkert, frivilligt og med værdighed”, siger Tirana Hassan, leder af Amnesty Internationals kriseberedskab.
”Årsdagen er en skammens milepæl. Det internationale samfund har fejlet ved ikke at stille de skyldige til ansvar for deres forbrydelser mod menneskeheden. Det internationale samfund risikerer dermed, at Myanmars militær forstår det således, at de kan forvente straffrihed, og at de kan begå de samme grusomheder igen”.
”Manglen på politisk vilje – ikke beviser – er roden til det internationale samfunds mangel på handling. Det er indiskutabelt, at Myanmars militær har begået forbrydelser mod menneskeheden. Mens det internationale samfund slæber med fødderne, risikerer afgørende beviser at forsvinde eller blive ødelagt”, siger Tirana Hassan.