Antallet af henrettelser stiger i Iran

Thomas Krych/Zuma/Ritzau Scanpix
8. januar 2023, London: Demonstranter deltager i en protest i det centrale London, og kræver, i solidaritet med frihedsoprøret i Iran, et stop for henrettelserne af iranske demonstranter. Thomas Krych/Zuma/Ritzau Scanpix

Alene i årets to første måneder har Iran henrettet mindst 94 mennesker. En markant stigning i forhold til samme tid sidste år. Flere af henrettelserne kan kobles til demonstrationerne mod det iranske regime, og mange af de henrettede tilhører etniske minoriteter. Amnesty advarer om, at flere henrettelser er på vej.

Få måneder inde i 2023 står Iran allerede bag næsten 100 henrettelser. Mindst 12 personer er blevet dømt til døden i samme periode.

Iran ligger på en andenplads over lande i verden, der årligt udfører flest henrettelser, kun overgået af Kina. Det iranske fængselsvæsen bruger ofte tortur og mishandling til at fremkalde tilståelser, og retssagerne er skin-processer, hvor de anklagede ikke har adgang til egen advokat eller til bevismaterialet og hvor internationale retsgarantier er sat ude af spil.  

I 2021 blev mindst 314 personer henrettet i Iran – det højeste antal siden 2017. De henrettede er typisk personer, der har været igennem uretfærdige retssager, og som er straffet for handlinger, der ikke anses som forbrydelser i resten af verden, eksempelvis ‘had mod Gud’. Dødsstraf bruges som et redskab til politisk undertrykkelse og til at afskrække iranere i at ytre sig kritisk eller deltage i protester mod regimet.

Etniske minoriteter særligt i fare

Amnesty ser også en stigning i antallet af dødsdomme mod etniske minoriteter. I december 2022 og januar 2023 blev mindst seks unge mænd fra Baluchi-mindretallet dømt til døden i retssager i forbindelse med demonstrationer, der fandt sted i september 2022. Mændene blev dømt til døden på baggrund af anklager om “spredning af korruption på jorden”, “fjendskab mod Gud”, brandstiftelse og stenkast.

Den 20. februar blev Hassan Abyat, der tilhører det ahwazi-arabiske mindretal, henrettet i Sepidar-fængslet i Khuzestan-provinsen, mens Arash (Sarkawt) Ahmadi, en kurdisk mand, blev henrettet den 22. februar i Dizel Abad-fængslet i Kermanshah-provinsen. Amnesty har erfaret, at de to mænd blev udsat for tortur og anden mishandling, hvilket tvang dem til at tilstå. Deres tvungne “tilståelser” blev udsendt på statsmedier i et forsøg fra myndighedernes side på at bagvaske dem og retfærdiggøre deres henrettelser. De blev også nægtet adgang til en advokat og blev henrettet i al hemmelighed uden at deres familier blev varslet eller fik lov til at tage afsked med dem.

Amnesty opfordrer Danmark og resten af det internationale samfund til at lægge pres på Iran igennem FN for at stoppe henrettelserne og retsforfølge de ansvarlige for forbrydelserne.

AKTION

Stop irans henrettelser