FN’s narkotikaprogram i Iran er indirekte medvirkende til, at hundredvis af mennesker hvert år bliver henrettet. Amnesty opfordrer regeringen til at genoverveje støtten til programmet, fordi den blåstempler brugen af dødsstraf.
Danmark giver millionstøtte til FN’s narkotikaprogram (UNODC) i Iran. Men Iran henretter hvert år hundredvis af mennesker for påståede narkotikaforbrydelser. Amnesty mener, at støtten kan ende med at blive en indirekte blåstempling af, at Iran bruger dødsstraf i kampen mod narko.
Kræv, at Iran stopper dødsstraf
Danmark bør i første omgang forlange af UNODC, at de kræver af Iran, at de stopper med at bruge dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser – og i sidste ende bør man droppe støtten, hvis ikke Iran stopper med at henrette sine borgere.
”Ønsket om at begrænse narkohandel er selvfølgelig legitimt, men som situationen er i Irak lige nu, kan pengene ende med at støtte anholdelser og i sidste ende henrettelser. Hvis man fortsætter med at støtte programmet, så legitimerer man også Irans brug af dødsstraf for narkorelaterede forbrydelser”, siger Trine Christensen, der er vicegeneralsekretær i Amnesty
Massehenrettelser for narkokriminalitet
Alene i 2011 henrettede Iran mindst 488 mennesker for narkorelaterede forbrydelser svarende til 80 procent af alle henrettelser. En del af dem var afghanere, som ikke havde adgang til en advokat, ligesom der var mindreårige iblandt. Der har været massehenrettelser, hvor grupper på 30 til 50 mennesker er blevet henrettet på en gang. Det skønnes, at der sidder over 4.000 afghanere i iranske fængsler for narkokriminalitet.
Amnesty: Danmark bidrager til brud på menneskerettighederne
Danmark er blandt de største donorer til UNODC’s særlige landeprogram i Iran 2011-2014, som blandt andet giver træning og teknisk udstyr til iransk grænsepoliti for at bekæmpe narkotikasmugling. Ifølge UNODC er Danmark også sponsor for et særligt initiativ, der skal forhindre narkosmugling fra Afghanistan til Iran. Men dermed støtter den danske regering igennem UNODC anholdelser af narkosmuglere, der ender i uretfærdige retssager og dødsstraf for besiddelse af selv små mængder narkotika.
”Man skal have bugt med narkohandlen, som giver store problemer, men hvis ikke man kan få Iran til at stoppe med at bruge dødsstraf på den måde, de gør, så bidrager man selv til menneskeretsovertrædelser”, siger Trine Christensen.