FOTO: Adam Amsinck/Amnesty International Danmark
Tara Adlers familie er rundet af verdenshistorien. Hendes far er tysk og hendes mor jødisk. Nu er hun med til at arrangere demonstrationer, der kræver en våbenhvile i Gaza. Og her er det især hendes grandtantes historie om at være i koncentrationslejr, der fylder i baghovedet.
”Jøder imod folkemord” står der på ene side, og ”Aldrig igen er for alle” på den modsatte side. Budskabet er skrevet med store blokbogstaver på Tara Adlers favoritskilt, der er blevet brugt så meget, at hun nu er i gang med lave et nyt med samme budskab.
Skiltet har hun med til de mange demonstrationer, der siden oktober sidste år har forsøgt – og stadig forsøger – at gøre opmærksom på de civiles lidelser under Israels uforholdsmæssige voldsomme angreb i Gaza.
Jeg synes, at det er enormt vigtigt at vise med sin krop,
Tara Adler om at gå til demonstrationer
hvor man står henne.
Den 36-årige studerende har en tysk far og en mor med jødisk baggrund. Og netop derfor oplever hun det som vigtigt at råbe op om uretfærdighederne i krigen:
”For mig personligt føles det som en pligt at bruge min stemme i den her situation. Fordi det er min identitet, der bliver taget som gidsel. De bruger min families lidelser til at forklare, hvorfor det er nødvendigt at skabe mere lidelse, og det ville min familie på ingen måde have været med til.”
Overlevede nazismen
Efter Anden Verdenskrig var Tara Adlers morfar og hans familie mærket af Holocaust.
Morfaren selv flygtede fra nazismen til USA, og først efter krigen lykkedes det at få Tara Adlers oldemor, grandtante og grandonkel med derover.
Særligt grandtantens historie har sat sig. Ifølge Tara Adler bemærkede hendes grandtante allerede tidligt den stigende dehumanisering af jøderne:
”Min grandtante var en, der så tingene komme, og hun havde søgt visum til USA allerede i 1920’erne. Hun vidste godt, hvad der var på vej. Hun havde været på en forretningsrejse til Wien på et tidspunkt, hvor Hitler kom for at holde tale, og her så hun, at folk var meget begejstrede.”
Tara Adler får tårer i øjnene, når hun fortæller om, hvordan hendes grandtante endte i koncentrationslejr og sidenhen fortalte forfærdelige historier derfra.
Historiens to sider mødes
Ved et tilfælde endte Tara Adlers forældre i Danmark, hvor de mødte hinanden på Filmskolen.
Hendes far var rejst til Danmark fra Tyskland, fordi hans første kone var dansker. Og det faktum, at hendes far er tysk, spiller ind på hvem, Tara Adler er i dag:
“Min far var født i 1944 i et samfund, som var stærkt præget af nazismen. Men i stedet for at løbe fra det, søgte han at forstå den brutale virkelighed. Det var ham, der spurgte ind til min mors families oplevelser og sørgede for at give deres historie videre til mig og min bror,” fortæller hun og fortsætter:
“Jeg er vokset op med at skulle rumme, at jeg har begge sider af verdenskrigshistorien i mig. Jeg tager ikke for givet, at man ender på den rigtige side af historien – det kræver at man aktivt vælger at vise modstand, når man ser uretfærdigheden udspille sig, i stedet for at være passiv medløber.”
Historien om nazismen og Holocaust har fyldt meget i Tara Adlers opvækst, særlig de sidste 10-15 år. Men begrebet ”Aldrig igen”, som pryder skiltet til Palæstina-demonstrationerne, bliver udhulet netop nu, mener hun:
”Vi har så mange fantastiske museer i verden, som sætter fokus på Holocaust og understreger, at vi skal tage ved lære af historien. Men jeg har opdaget, hvor tomt ’aldrig igen’ har været for mange, der nu siger, at ’nej nej, aldrig igen er ikke for alle – det er kun for os’. Det har jeg svært ved at forholde mig til.”
Dehumaniseringen ruller
Tara Adler frygter en dehumanisering af palæstinenserne a la den dehumanisering af jøderne, som ledte op til Holocaust. Hun synes allerede at se tegn på, at palæstinensiske menneskeliv er mindre værd i den danske offentligheds øjne end andre.
”Det er helt tydeligt, at der er rigtig mange i vores samfund, som har det helt fint med ikke at se palæstinensere som mennesker. For hvis de gjorde, så ville det her folkemord i Gaza jo ikke kunne ske.”
Hun ser for eksempel en dehumanisering i sproget, hvor folks menneskelighed tages fra dem, og hvor de beskrives som dyr i stedet.
Og det er farligt, mener hun:
”Det er netop den der gradvise dehumanisering, som vi skal kæmpe i mod, for ellers fører den til rigtige grimme ting,” siger hun.
Grandtantens ”stemme” i demonstrationerne
Historien om dehumaniseringen af jøderne op til Anden Verdenskrig, som hendes grandtante har fortalt hende, sidder dybt i Tara Adler. Og det er en historie, som hun tager med sig, når hun demonstrerer:
”Det er min grandtantes stemme, jeg har med mig,” fortæller hun.
Det er helt tydeligt, at der er rigtig mange i vores samfund, som har det helt fint med ikke at se palæstinensere som mennesker. For hvis de gjorde, så ville det her folkemord i Gaza jo ikke kunne ske
Tara Adler
Tara Adler begyndte at gå til demonstrationer kort tid efter, at den voldsomme israelske offensiv begyndte i kølvandet på Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober.
Her fandt hun sammen med ligesindede og siden slutningen af oktober har hun været med til at arrangere flere demonstrationer for våbenhvile:
”Jeg vil gerne lægge pres på regeringen. Jeg vil gerne have, at de gør, hvad de kan. Og der er masser, man kan gøre for at sige fra over for det folkemord, som Israel begår: Standse våbeneksporten og indføre sanktioner for eksempel,” siger hun.
”Jeg hader dig ikke”
Generelt føler hun, at hun bliver mødt med masser af kærlighed fra hendes meddemonstranter:
”Mange palæstinensere kommer over for at snakke, og noget af det første, de siger, er: ’Vi er søskende.’ Jeg føler, at mange med palæstinensisk baggrund har et behov for at sige, at de ikke hader mig, fordi jeg er jøde.”
Og det er vigtigt, at såvel jøder som palæstinensere og alle andre demonstrerer netop nu, mener Tara Adler:
”Jeg synes, at det er enormt vigtigt at vise med sin krop, hvor man står henne. For hvis ikke vi kan sige fra over for folkemord, hvad kan vi så?”