Musikken er afblæst. Sport gjort haram, kunsten bandlyst og lig stilles igen offentligt til skue. Hver dag strammer det nye styre i Afghanistan den religiøse spændetrøje om civilsamfundet. Ikke mindst om landets magtesløse kvinder.
Tekst og foto af Thea Pedersen
Artiklen er bragt i medlembladet AMNESTY juni 2022
KABUL/HERAT (Afghanistan):
Det er, som om tiden går fuldstændig i stå. Som om alle med ét bliver helt paralyserede, og de næste sekunder på bizar vis foregår delvis i slowmotion, mens hjernen accelererer til højtryk. Alt sammen fordi en ældre mand iført turban uventet netop har åbnet døren for at tigge om penge.
Reaktionen falder prompte. Så snart han trækker sig ud af døråbningen, spreder panikken sig synligt som hviskende mumlen og uro i det, der skulle have været en hemmelig forsamling.
”Jeg kan ikke lide det. Han kan være en af deres spioner”, lyder det instinktivt fra Yalda, der understreger sin angst ved straks at trække taskestroppen over hovedet for at gøre sig klar til at gå, mens nervøsiteten fortsætter mellem de andre kvinder i sofaerne.
”Kan vi få låst døren, så ingen kan komme ind igen?”, foreslår Zamina så, og således bliver det altså:
Vores kontaktperson, som har stillet et lille 2. sals-kontorlokale til rådighed i Kabuls Kart e Naw-kvarter, dukker op, får en forklaring og forsvinder igen. Blot for at låse døren bag sig – og os inde: En lille gruppe lokale kvindelige aktivister, som vi denne dag har sat stævne.
En manøvre, der ikke kun har krævet koordinering for at finde en lokation, der føltes sikker nok for dem alle til at dukke op fra hver sin del af den afghanske hovedstad. Men hvor viljen til at give et indblik i det ’nye’ Afghanistan, de har levet i siden det spektakulære magtskifte 15. august sidste år, har krævet mere end almindeligt mod.
Som kvindelige aktivister, der højlydt har demonstreret på gaden mod de nye magthaveres et-køns-styre, er de i forvejen udsatte. At mødes med en journalist øger blot risikoen. Men at en tilsyneladende harmløs tigger kan efterlade så meget paranoia hos en gruppe borgere, viser med al tydelighed den grundlæggende frygt, som har kilet sig ind overalt. Særligt hos den del af befolkningen, der kollektivt er dømt ’persona non grata’.
”Taleban har dræbt mig”
Siden de historiske dage i august, hvor USA, Danmark, Vesten og stort set hele det internationale samfunds militære, diplomatiske og humanitære instanser trak sig ud af Afghanistan, har Zamina, Yalda, Sadaf, Soryaa og Khatira opponeret Talebans kvindeundertrykkende dagsorden.
Uddannet som skolelærer, dommer, studerende og apoteker i alderen 22-29 år står de i dag uden arbejde, uden indkomst og ikke mindst uden frihed til at bestemme over eget liv og fremtid.
”Taleban har dræbt mig og alle kvinder i Afghanistan”, indleder 22-årige Zamina helt nøgternt og illustrerer den fatale kendsgerning ved at føre hånden hen over sin hals.
Sammen med cirka 160 kvinder fra landets provinser, der aktivt deltager i anti-Taleban-protester, udgør de en del af en fragmenteret kvindebevægelse, der fra mindre grupper sporadisk dukker op med deres budskaber. I dag oftest kun anonymt på de sociale medier. De åbenlyse gadedemonstrationer i kølvandet på regimeskiftet er allerede for risikable. Det er også første gang i to uger, at gruppen her har turde mødes. Da en af bevægelsens frontfigurer Wahida Amiri blev anholdt, blev de tvunget i flyverskjul. Af samme årsag bliver gensynet mellem Yalda og Zamina derfor et flere minutters langt og tårevædet kram.
”Vi fandt hinanden den dag, da kvinder i Afghanistan gik på gaden for at demonstrere mod Taleban. 3. september blev vores protestbevægelse skabt. Fordi Taleban ikke accepterer kvinders rettigheder. Fordi de ikke accepterer kvinder som mennesker,” forklarer 27-årige Yalda om de 23 Kabul-demonstrationer, gruppen siden har deltaget i.
”En efter en, anholder de os. Folk må hele tiden skifte telefon og opholdssted, supplerer hun og opridser navne som Tamana Paryani, Parawana Ibrahimkhel, Mursal Ayar, Zahra Mohammadi.
Kvinder, der offentligt har talt imod Talebanstyrets lovstramninger, der i dag giver fodsoldaterne lov til at stoppe dem på gaden. Eller sågar taxachauffører, hvis deres kunder går i usømmeligt tøj som jeans, eller de ikke er i selskab med en mandlig værge uagtet, at det er en mindreårig dreng. Men det er også navne på kvinder, der af samme årsag ’forsvandt’ for dernæst officielt at dukke op i et Taleban-fængsel.
”Lige fra vi blev født, har vi kæmpet. Med vores familier, som favoriserer drenge. Så, for at kunne fortsætte i skole efter 6. klasse. Dernæst for at få en videregående uddannelse. Og efter det, for at få et arbejde. Alle afghanske kvinder, der har job, går i skole eller har opnået noget i livet, har kæmpet. Med samfundet, deres familier og vores kultur. Nu kommer Taleban, og så kan vi starte forfra. Det er som om, vi er tilbage ved år nul igen. For alle afghanere. Men især for os kvinder. Personligt er jeg ikke bange for deres våben. Men jeg er bange for, at afghanske kvinder bliver gjort tavse,” opsummerer Zamina den aktuelle situation i landet.
Den civile spændetrøje
I det hele taget har Taleban på kort tid formået at lægge civilsamfundet i en politisk-religiøs spændetrøje. På gaden i Kabuls Shar e Naw-kvarter er det tidligere kvindeministerium for længst nedlagt og omdannet til et ministerium for moralske dyder.
”Det er et islamisk land. Alle, der lever og bor her, bør leve efter islamiske regler. Vi kan ikke gøre noget ved det. Hvis Sharia-loven tillader det, så kan de få ministeriet tilbage. Men du kan selv se, hvor stor udvikling vi har sørget for,” lyder begrundelsen med et smil fra en af de kjortelklædte unge mænd, der nu dagligt vogter ministeriet.
Styret har også for længst forbudt cafeer og restauranter at spille musik, samt kvinder og mænd at ryge vandpibe sammen. Forud for Valentinsdag blev flere restaurantejere, som vi har talt med, truet til ikke at pynte facader og fortov og advaret mod at lade ugifte par spise sammen.
”De kom på tre kontrolbesøg den dag, mens der var otte par i restauranten. To af dem var ikke gift. Et af dem var bare lægekolleger, som Taleban ville slæbe med og tvangsgifte under mullahens hånd,” forklarer én restaurantejer, der satte sin egen sikkerhed på spil ved at garantere, at det ikke ville ske igen, hvorfor parret slap med skrækken.
Styrets nye dogmer har også medført censur og selvcensur for landets medier, hvor 60 procent nu er lukket. Dem, der er tilbage, kontrolleres bl.a. for Taleban-kritiske indslag. Mens nogle medier helt udelukker kvindelige radio- og TV-værter, og Taleban selv afviser kvindelige journalister til deres pressemøder, får vi syn for kønsopdelingen på hel anden vis: Under et besøg på et uddannelsescenter i den vestlige provins Herat kan vi helt konkret kun læse halvdelen af den sætning, som engelsklæreren er ved at skrive på tavlen. Resten af sætningen forsvinder bag det gardin, der nu splitter lokalet – samt drenge og pigeelever – så de kun kan høre hinanden.
”Jeg kan ikke lide det gardin der, nej. For Allah har skabt både drenge og piger, og Taleban siger, at piger ikke skal studere, for det siger Allah, og det står i den hellige Koran, men det er ikke rigtigt,” vælter det ivrigt ud af 11-årige Naveed, der straks bakkes op fra den anden side af stoffet af den jævnaldrende Zahra:
”Ja. Gud har skabt drenge og piger lige. De kan det samme. De er lige,” speedsnakker hun, mens klassen dernæst deler ud af deres individuelle fremtidsdrømme om at blive læge, lærer, it-specialist, journalist og for 11-årige Sabera… ”nationalhelt i taekwondo”.
Den grædende befolkning
Den drøm står i hjerteskærende kontrast til den rigide virkelighed. Som for kvinderne fra den netop lokale teakwondoklub, hvorfra de nu er forment adgang, fordi kvindesport er gjort haram. For alt imens man dagligt kan observere Taleban-vagter more sig med at træne street-volley foran det checkpoint, hvor vi bor, må udøvende sportskvinder se stiltiende til, mens deres mandlige venner kan smashe, serve og træne, som det passer dem.
”Jeg har allerede sagt til dig, at vi aldrig vil acceptere det. Men vi er magtesløse. Hvad skal vi gøre?, spørger elite-badmintonspilleren Latifa, da hun i Kabul viser den træningshal frem, som hun ikke har kunnet benytte de sidste seks måneder.
”Det er ikke kun det med tennis. Det er som et helvede. Vi må ingenting nu”, udbryder også tennisspilleren Wahida ved en anden lejlighed, inden hun bryder grædende sammen.
De nye leveregler rammer med andre ord særligt den generation, der er født og opvokset med muligheder, deres forældre aldrig har haft. Nu forvandlet til en kollektiv magtesløshed, der igen og igen manifesterer sig i antallet af grædende kvinder, som én efter én krakelerer i vores nærvær. Da vi første gang stifter bekendtskab med Arezo og hendes mor smiler de ellers høfligt på distancen tværs gennem en af Kabuls cafeer og leverer et diskret ”Tak, fordi du er her.” Da vi genoptager kontakten over telefon, er smilet stivnet og forplantet i undertrykte tårer i stedet.
”Det var min fødselsdag den dag. Min mor og jeg havde nærmest ikke været ude siden 15. august. Da vi så dig, var det en forsikring om, at vores by og vores land ville være ok. Så længe her er udlændinge, så længe hun kan arbejde under disse forhold, så må det være ok, sagde vi til hinanden,” forklarer 21-årige Arezo, blot for minuttet senere under sin ellers ustoppelige talestrøm at begynde at hulke.
Årsagen er ikke kun de foregående seks måneders usikkerhed, frygt og stilstand i et liv, der ellers var vel tilrettelagt. Tårerne skyldes også den razzia, Taleban har udført samme morgen. Ikke blot ved at danne et utal af checkpoints over hele Kabul men også med deciderede ransagninger af flere nabolag. Herunder Arezos hjem, hvor familien blev vækket af slag på døren fulgt op af soldaternes minutiøse gennemgang af hele huset. Officielt for at lede efter våben men fulgt op af intimiderende spørgsmål om bl.a. moderens tidligere arbejde som journalist.
”Før Taleban var jeg en fri kvinde. Jeg gik på universitetet, jeg elskede at shoppe og gå på cafe. Jeg havde drømme, håb og planer for fremtiden. Jeg levede min verden. Nu har de fyret alle mine drømme. Nu skal jeg være i fuld hijab bare for at gå i supermarkedet. Den dag vi så dig, kørte min bror os derhen, fordi vi ikke må gå alene på gaden længere. Og selvom de skulle åbne universitet igen, tør min familie ikke lade mig gå derhen. Jeg lever i et fængsel. Jeg savner min selvstændighed og min frihed,” får Arezo fremstammet mellem tårerne.
Talebans hvidvaskeri
Sidst medlemsbladet AMNESTY besøgte Kabul var under Taleban og USA’s såkaldte fredsforhandlinger i 2019.
Dengang mødte vi dem, der har kæmpet for at give civilsamfundet en fælles og til tider ganske provokerende stemme. Ikke med våben og tvang men med farver, kunst og politiske budskaber i det offentlige rum. ArtLords hedder kunstnerkollektivet, der med pensler og kreative hjerner udfordrede regeringens korruption, stillede landets velkendte ’warlords’ til ansvar for hvert nyt krigsoffer, og provokerede mullaher på deres fanatiske religionsfortolkning.
Da vi i dag lægger vejen forbi det sprudlende værksted og galleri i Kabul, er de skiftet ud med en Talebanfamilie. Stifterne og drivkræfterne bag kollektivet er flygtet ud af landet. Splittet som en paria-hær forsøger de fortsat at skabe fokus på Afghanistans tilstand udefra. Mens dem der er ladt tilbage, i dag er efterladt med følelsen af at sidde bag lås og slå.
”Alle ved, at Taleban ikke tror på kunst og kultur. Det første de gjorde var at vaske vores arbejde over med hvid maling og erstatte det med deres flag,” fortæller Yasamin om Afghanistans høje og grå betonmure, som ArtLords forvandlede til farverige lærreder.
Selvom vi befinder os få kilometer fra hinanden i den afghanske hovedstad, må vi interviewe Yasamin via telefon. Hendes forældre tør ikke lade hende mødes med en journalist under de eksisterende vilkår i landet. Hvis de gjorde, er det end ikke sikkert, hun selv turde. Frygten for konsekvenserne er for stor, når man som ung 20-årig kunstner har været et af ArtLords faste talenter.
”Du kan se på mine værker, hvad jeg føler, og hvordan jeg har det,” udtrykker hun med tårer, der siver gennem telefonrøret og omtaler de dystre malerier af kvinder i bur, med stækkede vinger eller en frihedsgudinde svøbt i burka. Den konservative klædedragt, der særligt kendetegnede Taleban-regimet i 90’erne, men som Talebans top netop har genindført med et officielt påbud for kvinder i offentligheden om at dække deres ansigter til og med bøde til deres mænd, hvis de ikke overholder det.
”Før Taleban var jeg en fri fugl. Nu er jeg en fugl i et bur. Det føles som om, jeg er i fængsel. Som kunstnere kan vi ikke længere dele vores følelser. Jeg har store drømme og ambitioner. Jeg vil vise verden, at enhver pige har sine egne regler. Men hver dag mister jeg håbet lidt mere.”
Jagten på uniformer
Konsekvenserne af at påkalde sig styrets vrede åbenbarer sig også en dag i form af fysiske blodspor, da vi bevidner efterspillet til, hvordan ligene af to mænd er blevet lagt til skue midt i en lokal rundkørsel i Herat. Efter først at være skudt, dræbt og hængt op i en kran.
”De var kidnappere,” råber folk fra mængden.
”De var soldater fra den tidligere afghanske regering,” skriver et lokalt medie senere.
”I skal ikke spørge mere,” dikterer en færdselsbetjent os.
Henrettelserne viser, hvad Farzana og Khadija i værste fald er på flugt fra.
Selvom vi møder de to kvinder i to forskellige byer – den ene ved højlys dag i en park og den anden efter mørkets frembrud i en privat stue – har deres fortællinger og frygt helt særlige fællestræk. For de har begge arbejdet for den tidligere regering. Iført uniform.
”Jeg har kostet Haqqani-netværket fem store nederlag. Nu er han (Sirajuddin Haqqani, red.) landets indenrigsminister,” forklarer 50-årige Khadija lavmælt fra en bænk og slår ud med armene for at understrege ironien om den militante islamist, der har været efterlyst af FBI.
Mens hun konstant ser sig om for at sikre sig, at ingen lytter med, opridser hun, hvordan hun i over 30 år har arbejdet undercover for den afghanske sikkerhedstjeneste NDS. Oftest ved at udgive sig for at være husejer og byde Taleban indenfor i rum fuld af aflytningsudstyr, mens de planlagde en af deres forventede selvmordsangreb. Nu er rollerne byttet rundt. De samme folk, der for ikke længe siden var målet for NDS’ anholdelsesaktioner, leder nu efter Khadija under påskud af, at hun skal ’arbejde’ for Talebans sikkerhedstjeneste i stedet.
Stort set samme jobtilbud som 32-årige Farzana også har fået.
”Det er min overbevisning, at jeg bliver jeg slået ihjel, hvis jeg går derhen,” forklarer hun og viser fotos af sig selv i uniform og med våben på diverse militæroperationer gennem tiden.
Siden august, hvor Taleban udlovede dusør til dem, der kunne angive tidligere militær- og politifolk, har hun konstant skiftet adresse. Hendes tidligere naboer har løjet for Taleban, da de spurgte efter en politikvinde i nabolaget. At hendes egen mand blev dræbt af Taleban og hun selv har dræbt Taleban-folk under hendes enheds ugelange missioner, gør ikke situationen nemmere.
”I min enhed var der ingen forskel på mænd og kvinder. Ingen stillede spørgsmål ved ens køn. Man skulle bare fremad og eliminere fjenden. Nu skal jeg have en mand med for at gå på gaden, hvis det står til Taleban. Det er virkelig skæbnens ironi, og vi er i sandhed ført tilbage til år nul. Hvor det fører Afghanistan hen, ved jeg ikke. Men det kan dårligt blive værre. For bare hvis jeg går ud af huset efter brød, ved jeg jo ikke, om jeg kommer hjem igen…
Af hensyn til kildernes sikkerhed har Amnesty anonymiseret alle kilder i denne artikel.