Myndighederne i Andeslandet Ecuador har mistet kontrollen i landets fængsler, hvor hundredvis af indsatte siden sidste år er døde under fire store massakrer. Familiemedlemmer sørger og kræver svar – hvordan kan deres kære blive dræbt i statens varetægt? Amnesty er taget til landets største by Guayaquil for at undersøge fængselskrisen i Ecuador.
Tekst: Lise Josefsen Hermann
Fotos: Andrés Yépez
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY juni 2022
Guayaquil, Ecuador
Luften og stemningen er tung udenfor fængslet El Litoral i den ecuadorianske kystby Guayaquil.
Her er fyldt med tungt bevæbnede politibetjente og soldater, og flere af dem er totalt maskerede med sorte elefanthuer.
Sikkerhedskontrollen er stor ved indgangen, hvor vi efter at have fået vores officielle ansøgning om adgang ignoreret, forsøger at få lov at komme ind i den yderste, mindst farlige, del af fængslet.
Af med bh’en og ingen kuglepenne, telefoner, papir, hårelastikker er tilladte. Intet kamera, diktafon – og kun ét lag tøj. Det er en tydelig magtdemonstration fra soldaterne ved indgangen til landets største fængsel. De har travlt med at vise os, at de bestemmer, har kontrollen.
Men det har de desværre ikke.
Siden december 2020 er mindst 390 mennesker blevet dræbt i Ecuadors fængsler. Efter den seneste massakre, hvor 44 mennesker den 9. maj i år blev dræbt, kaldte Amnesty International det for en ”noget nær dødsdom” at blive fængslet i Ecuador.
Fængslet her i El Litoral dannede rammen om den blodigste fængsels-massakre i Ecuador nogensinde – og én af de blodigste i Latinamerika. Den foregik d. 28. september 2021. Mindst 119 indsatte døde.
De fleste af dem var unge ecuadorianere, der havde været varetægtsfængslet for mindre forseelser. Nogle af dem havde endda fået afgørelse om, at de ville blive løsladt.
Vi forsøger – ikke uden at være nervøse – at komme ind i fængslet. For hvis ikke staten kan garantere for fangernes sikkerhed, kan den jo i bund og grund heller ikke garantere for vores. På vej ind i fængslet hvisker én af soldaterne, som holder til ved indgangen mig i øret:
”No mires atrás” – kig ikke tilbage.
”Jeg troede, min søn var mere sikker i fængslet end på gaden”
Byen Durán, som er en del af metropolen Guayaquil, ligger en halv times kørsel fra El Litoral-fængslet. I kvarteret Cooperativa Jesús del Gran Poder bor flere familiemedlemmer til dræbte ved massakren i el Litoral sidste år.
Det er et ydmygt kvarter, og vi krydser den mudrede vej på nogle bjælker, der er lagt ud for at nå til huset hos Mirtha Preciado, eller rettere; ”mor til Tyron”, som hun selv præsenterer sig mellem tårerne, som hun ikke kan holde tilbage.
Der er gået næsten et halvt år, siden hendes ældste søn døde, 26 år gammel. Det skete i massakren i september sidste år.
“Alt dét der skete, burde ikke være sket. Og den eneste ansvarlige er staten for ikke at garantere de indsattes liv,” lyder det hårdt fra Mirtha.
Tyron havde et problematisk forhold til stoffer, fortæller hun os, og han havde stjålet en mobiltelefon under pandemien.
En dag i august 2020 så hun ham sidste gang, iført håndjern, klokken 23, efter hun var blevet ringet op af politiet.
”De sagde, at de ville overføre ham til fængslet. Det er det værste, der er sket i mit liv,” siger Mirtha. Og græder igen.
Tyron fik tre års fængsel og havde afsonet mere end et år af sin straf, da massakren skete.
”Jeg var ikke bange for at have ham i fængsel, for der var jo ikke sket de her massakrer på den måde, før. Jeg tænkte faktisk, at han var mere sikker i fængslet end på gaden, hvor han tog stoffer og begik ulovligheder. Men jeg tog fejl, virkeligheden var en anden.”
Tirsdag den 28. september så Mirtha nyheden om massakren på fangerne i fængslet, hvor hendes søn var indsat. Tyrons kæreste ringede og fortalte, at Tyron ikke længere svarede på telefonen.
Mirtha begyndte at tage på politistationen for at få information, men hun fik intet at vide. Der var videoer fra sociale medier, hvor flere mente at genkende Tyron. Men Mirtha ville ikke se dem. Rygterne om Tyrons død bare voksede og voksede, men myndighederne sagde intet til familien. Dagene gik.
Efter to uger blev hun ringet op, at de havde fundet et lig, der svarede til Tyrons kendetegn, hans tatoveringer, hans tænder, hans hår, farven på hans øjne. Men selve identifkikationen var hun nødt til at gøre ved hjælp af et foto – at se hendes søns lig var for svært. Han var forbrændt, manglede benene og én af sine arme. Der gik tre uger efter masakren, før familien fik liget udleveret.
”Den smerte som mor, som jeg har oplevet, ønsker jeg ikke, at nogen anden mor skal gennemleve,” siger Mirtha.
”Vi har mistet kontrollen”
Lige indenfor de ydre mure i el Litoral fængslet er der installeret en militær lejr. Det ligner en scene fra en krigsfilm. Her er op mod 400 soldater. Ifølge Ecuadors grundlov har de ikke lov til at komme bevæbnede ind i den inderste del af fængslet, hvor fangerne opholder sig og er lukket inde.
”Der er fyldt med våben derinde. Jeg har selv set det. Og vi kan ikke garantere, at der ikke kommer flere våben ind. Vi har ærligt talt mistet kontrollen her,” lyder det fra lederen løjtnant Oscar Castro, som vi som den eneste indenfor murene får lov at tale officielt med.
Han sidder indenfor i et improviseret telt med pressening. I den ene side er der en tavle med optegninger over fængslet og mulige indgangsveje rundt omkring. Der står også nævnt navnene på de forskellige bander, og hvilke fløje, hver bande hører til i: Choneros – fra byen Chone. Lagartos – øglerne. Lobos – ulvene. Og så videre.
På grund af sikkerhedssituationen kan vi ikke komme længere og tale med fangerne selv. Vi kan kun se, hvor familiemedlemmer går igennem sikkerhedskontrollen for at komme på besøg. Vi opholder os en lille time herinde. Der er en trykket stemning og flakkende blikke. Af frygt og af ikke at stole på de andre her.
Alle ved, at der er fyldt med våben inde hos fangerne. Hvordan slipper de ind? Nogle af de statslige ansatter tillader det, hører vi igen og igen.
Banderne tog over
Der er kapacitet i Ecuadors fængsler til 29.897 indsatte. Men der er over 34.700 fanger i landets 37 fængsler, en betydelig overbelægning.
Den ecuadorianske stats offentlige fortælling om massakrerne handler i høj grad om, at det er kriminelle bander i landet, som har overtaget magten. At det handler om mexicanske narkokarteller og lokale bander.
Men ifølge lederen af menneskerettighedsorganisationen Comité Permanente por la Defensa de los Derechos Humanos (CDH), Billy Navarrete, er der flere andre væsentlige årsager, end de som staten fremhæver. Menneskerettighedsaktivisten nævner statens egen manglende investeringer i fængselsvæsnet under Ecuadors foregående regering:
”Det mindre budget gjorde, at disse bander begyndt at spille en større rolle igen og at gå i konfrontation,” forklarer Billy Navarrette, som vi møder hos menneskerettighedsorganisationens kontor i Guayaquil.
Mens vi taler med ham, kommer der hele tiden folk for at bede om deres hjælp – stort set hele tiden personer, som bor i de allerfattigste og farligste dele af Guayaquil.
Navarrete har været aktivist siden midten af 80erne, hvor han var frivillig i Amnesty International i Ecuador. Han husker, hvordan der har været voldelige episoder i Ecuadors fængsler i flere perioder.
Men det har aldrig været så blodigt som i 2021.
Navarrette vurderer, at baggrunden for denne nye blodigste periode i Ecuadors fængselshistorie også skal findes i manglende personale og overbelægning i fængslerne. Han nævner også, hvordan det for ham er tydeligt, at sikkerhedsstyrkerne – det nationale politi – står i ledtog med mafierne, som kontrollerer fængslerne.
Og så peger han på, at et af de nye kendetegn ved krisen i Ecuadors fængslet ikke blot er antallet af dødsofre, men også den ekstreme grusomhed, som finder sted i fængslerne:
”De traumer, som mennesker, der er frihedsberøvet, oplever, er torturlignende forhold. Men ikke kun dem, der er i fængsel – under kidnapningsforhold, som skal underkaste sig disse kriminelle organisationers forhold derinde. De overtager ikke kun fængslerne, men også de indsatte familiers liv,” lyder det fra menneskerettighedsaktivisten.
Kæmper for en mening med Tyrons død
Også i Mirtha Preciados familie mærkede de bandernes magt langt væk fra fængslernes mure. Tyron kunne ringe til dem og bede dem overføre penge til en bestemt konto for at betale for sin celle, for sin madras, for telefonen.
”Min mand betalte. Vi talte ikke mere om det, for Tyron kunne ikke tale privat.”
Den Interamerikanske Menneskerettighedskomission har for nylig løftet fingeren overfor Ecuador på grund af situationen og anbefaler blandt andet, at Staten sætter ind mod volden, reducerer antallet af indsatte og sikrer en bedre social reintegration af tidligere indsatte.
Også fængselsvæsenet bør styrkes så det grundlæggende kan sikre forhold, der er ”forenelige med den menneskelige værdighed”, lyder det fra kommissionen i en nylig udmelding i fængselskrisen i landet.
Siden Tyrons død har Mirthas liv ikke været det samme. Nok er han begravet og borte, men Mirtha Preciado har ikke tænkt sig at lade drabet på sin søn gå i glemmebogen.
I dag har Mirtha lagt sag an mod den ecuadorianske stat. Og sammen med en gruppe af andre familiemedlemmer til dræbte fanger, har de dannet en gruppe for at kæmpe for retfærdighed efter massakrerne.
Der er ikke kommet noget ud af Mirthas klage endnu, men kampen for retfærdighed skaber en lille smule håb hos hende:
”Det vil ikke give mig min søns liv tilbage. Det er jeg klar over. Men – vi er nødt til at skabe præcedens, vi er nødt til at sige, at nu er det nok, det her må ikke ske igen,” siger Mirtha Preciado.
Læs også: “Myanmars militærstyre terroriserer og henretter civile”