Søndag morgen affyrede en henrettelsespeloton sine skud mod tre mænd i Bahrain ved den Persiske Golf. De var efter en uretfærdig rettergang blevet dødsdømt for at dræbe tre politifolk. Efter mere end seks år uden dødsdomme, var der ellers håb om, at Bahrain havde gennemført sin sidste henrettelse.
Seks år efter den seneste henrettelse i Bahrain, blev tre mænd søndag den 15. januar henrettet ved skud. De blev oprindeligt anholdt i 2014 efter sammenstød mellem politi og demonstranter i Daih, vest for landets hovedstad Manama. Demonstranterne protesterede imod østatens undertrykkende styre. Under urolighederne sprang en bombe, som dræbte tre politibetjente, og året efter blev de tre mænd dømt for handlingen. Straffen lød på dødsstraf.
Yderligere syv personer, der blev anholdt efter demonstrationen, fik idømt fængselsstraf på livstid.
Amnesty International’s vicedirektør for kampagner i Beirut siger: ”Det er en sort dag for menneskerettighederne i Bahrain. Henrettelserne, som er de første siden 2010, er et stort tilbageskridt i et land, hvor myndighederne gentagne gange har udbasuneret sit engagement i menneskerettighederne”.
Tortur og ingen advokat
Ifølge erklæringer fra flere af de dømte, havde de under de tre uger lange afhøringer hverken kontakt med deres advokater eller familier, og de blev tortureret. To af de nu henrettede, Sami Mshaima’ og Abbas al-Samea har fortalt deres familier, at de fik elektriske stød, blev banket og brændt med cigaretter, forhindret i at sove og seksuelt krænket, under tilbageholdelsen i fængslet ”Jaw Prison” syd for hovedstaden. Samme fængsel som den livstidsdømte danske statsborger Abdullah Al-Khawaja sidder i.
Ikke alene er fangerne blevet udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling under tilbageholdelsen, men rettergangen har på ingen måde levet op til internationale retsstandarder, fastslår Amnesty International.
Bahrains brudte løfter
Amnesty International har længe påpeget krænkelser af menneskerettighederne i Bahrain. Senest afleverede Amnesty i december 2016 en redegørelse til FN’s Universal Periodic Review, som er en proces, der hver fjerde år omfatter en gennemgang af menneskerettighedssituationen i alle FN’s 192 medlemsstater.
I redegørelsen udtrykker Amnesty sin skuffelse over Bahrains brudte løfter til FN. I 2012 lovede de således at leve op til 145 af FN’s opfordringer.
Det lykkedes blandt andet at få myndighederne til at vedtage en kriminalisering af tortur, men Amnesty modtager stadig løbende rapporter om tortur og mishandling af tilbageholdte personer. Det gælder især ved mistanke om terrorisme og andre påstande om sikkerhedsrelaterede forbrydelser. Mishandlingerne sker blandt andet under afhøringer ved Direktoratet for Strafferetlig Efterforskning.
Forbud én gang for alle
Amnesty International’s vicedirektør for kampagner i Beirut: ”Dødsstraffen er den ultimative grusomme, umenneskelige og nedværdigende straf. Den kendsgerning, at disse dødsstraffe blev udført efter en uretfærdig rettergang, og at de dømte har berettet, at de blev udsat for tortur under tilbageholdelsen, gør det endnu mere chokerende. I stedet for at genoptage henrettelserne, så burde Bahrain’s myndigheder straks standse dem og arbejde på et forbud én gang for alle”.