“Jeg beder kun om, at vi kan få det tilbage, som er vores”

33-årige Elio Rojas er medlem af Tekoha Sauce-folket i Paraguay, der i 1982 blev tvangsforflyttet af staten for at give plads til en enorm dæmning. Nu kæmper han – med hjælp fra Amnesty – for retten til at vende hjem til forfædrenes landområder.

Elio Rojas går gennem den tætte undervegetation i Limoy-naturreservatet i Alto Paraná-regionen i det østlige Paraguay. Kun få meter derfra glitrer den brede, langsomt strømmende Limoy-flod i den stærke sol, mens sommerfugle i et enormt antal farver og størrelser samles på dens bredder.

“Det er sådan, vi Ava Guaraní bevæger os gennem skoven,” siger han og bevæger sig behændigt langs den snoede sti. “Skoven giver os skygge og så mange andre ting: honning, dyr…”

Elio er medlem af Tekoha Sauce-folket, en del af det oprindelige Ava Guaraní Paranaense-folk, som historisk set har boet i denne region midt i den atlantiske skov, der omgiver den mægtige Paraná-fod. Han fortsætter sin vandring, indtil han når frem til en lund af citrustræer, der trives under den oprindelige skovs baldakin.

“Vores bedstemødre plantede disse mandarintræer,” siger den 33-årige med en vis melankoli i stemmen. “Min bedstemor fortalte mig om dem, og jeg kom her og fandt dem.”

Uvelkomne på egen jord

På trods af de fredelige omgivelser og Elios tydelige intimitet med naturen omkring ham er alt ikke, som det ser ud til at være. Han siger, at han når som helst kan blive tvunget til at forlade denne frodige oase af palmer, vinstokke og tårnhøje kaktusser. Han og de cirka 40 Tekoha Sauce-familier betragtes som uvedkommende på deres forfædres jord.

Tekoha Sauce er et af de 38 Ava Guaraní Paranaense-samfund i Paraguay, der i 1982 blev tvangsforflyttet fra deres forfædres områder i forbindelse med opførelsen af den enorme Itaipú-dæmning ved Paraná-floden på grænsen mellem Paraguay og Brasilien. Dæmningen, som ejes i fællesskab af den paraguayanske og den brasilianske stat, har fortsat den højeste energiproduktion af alle vandkraftværker i verden.

”Min mormor, min mor og min far boede her dengang. De fortalte os, hvad der skete”, siger Elio.

De tvangsforflyttede os, de forfulgte os, de brændte vores hjem, vores kirke, de dræbte vores dyr, mange kvinder mistede deres dyr vi efterlod alle vores hunde der. Jeg beder kun om, at vi kan få det tilbage, som er vores, at vi kan vende tilbage til vores jord.

Elio Rojas, medlem af Tekoha Sauce-folket

Døde af sult efter tvangsforflytning

Han fortæller, at de blev tvunget væk fra deres forfædres land efter at have fået at vide, at deres territorium ville forsvinde helt under det nye dæmningsreservoir. Mens en del af territoriet nu ligger under reservoiret, blev andre områder brugt til at oprette en række naturreservater som Limoy, og meget jord er også ulovligt blevet overdraget til private ejere, for eksempel sojaproducenter.

“De tog min bedstemor, min mor og min far med til Yukyry-området, og de døde der”, siger han. “Mange mennesker døde af sult: Der var ingen dyr. Det er derfor, vi ønsker at genvinde vores territorium, vores vand. Uden vand kan vi ikke fortsætte.”

Mange års kamp for at få landområder tilbage

I de sidste otte år har Tekoha Sauce-familierne kæmpet for at få noget af det tilbage, som blev stjålet fra dem. Mens de venter på retfærdighed, lever de på en tynd grusvej mellem Limoy-reservatet og endeløse marker med omfattende sojaproduktion. Itaipú Binacional, der driver dæmningen, betragter dem som uvedkommende i området, og vagter forhindrer dem konstant i at komme ind i skoven og i at jage og fiske.

Elio fortæller om den ekstreme vold, som lokalsamfundet har været udsat for under deres kamp for at genvinde deres landområder. I 2016 blev de brutalt fordrevet af statslige styrker fra den første bosættelse, som de havde etableret på en del af deres forfædres jord, der blev brugt til sojadyrkning. Siden da har de boet på den smalle grusvej.

“De tvangsforflyttede os, de forfulgte os, de brændte vores hjem, vores kirke, de dræbte vores dyr, mange kvinder mistede deres dyr, vi efterlod alle vores hunde der”, siger han om tvangsfordrivelsen. “Jeg beder kun om, at vi kan få det tilbage, som er vores, at vi kan vende tilbage til vores jord.”