I byer over hele Iran blomstrer den iranske kvindekamp. Men kampen for frihed og retfærdighed er ikke ny. Farideh, Maria og Melisa tilhører hver sin generation af iranske aktivister, men deler den samme drøm om frihed for deres iranske medsøstre.
”Jeg kommer fra byen Ardebil, og da jeg begyndte i gymnasiet, var det på en matematik/fysiklinje på en skole, hvor vi var delt op i drenge og piger. Jeg husker det som en tid, hvor vi kunne dyrke sport og bevæge os ret frit. Vi bar uniform i skolen, men ikke tørklæde. Uden for skolen dækkede vi faktisk vores hår til, men det var som en del af vores almindelige tøj og ikke noget, der var nogen, der krævede af os.
En dag opdagede jeg nogle piger hviske sammen og udveksle bøger i hemmelighed. Det var sådan, jeg blev en del af den aktivistiske bevægelse.
Jeg lånte bogen Den lille sorte fisk (berømt børnebog, der med sine politiske undertoner blev forbudt i begyndelsen af oprøret mod shah’en, red.) af dem, og de advarede mig om ikke at fortælle nogen, hvad jeg læste. Det var ikke så svært for mig, for mine forældre var analfabeter, og vi var ikke et hjem, hvor vi talte om politiske ting. Som min mor sagde; ”Der bor mus i væggen, og mus har ører”, altså man vidste godt, at der var visse ting, man ikke skulle tale højt om.
Jeg lagde tidligt mærke til, at piger blev sorteret fra. Min mormor var analfabet, men hendes brødre var uddannede læger. En kvinde blev ikke set som et ligeværdigt menneske, det bemærkede jeg. Men det var ikke sådan, at jeg vidste vildt meget om politik, dengang revolutionen fandt sted. Ikke som i dag, hvor man får nyheder fra sociale medier, og man kan google alt. Vores information var begrænset.
Da revolutionen brød ud, blev jeg involveret i en venstreorienteret, aktivistisk bevægelse, og vores fokus var meget på lighed og frihed. Ikke så meget på egentlig kvindekamp, men på lige rettigheder.
Efter sommerferien samme år opdagede vi i skolegården, at nogle af pigerne var begyndt at gå med tørklæde. Og efter revolutionen blev det lovkrav for os alle. Selv for min mor var det et chok, at vi skulle blive tvunget til den slags. Også de mødre, der selv gik med tørklæde, ønskede at kæmpe for deres døtres frihed til selv at vælge.
“Før troede folk måske stadig på muligheden for reformer af regimet. I dag ved vi, at de unge ikke har mere at tabe”
Farideh Azadi
En ting, der er meget inspirerende ved protesterne i dag, er at også mændene bakker op. Sådan var det ikke tilbage i 1979. En aften, da jeg var 16-17 år, kom min far hjem og havde set mit navn på regimets liste over folk, der skulle arresteres. Han skældte mig voldsomt ud, fordi han mente, at det gik ud over familiens ære at have en datter, der blev arresteret, og han truede mig med, at han først ville skyde mig i hovedet og så sig selv bagefter. Så meget betød det for ham, at hans ældste datter havde gjort det her.
I dag støtter mine brødre deres døtre hele vejen. De kender godt risikoen for deres døtre – tortur, voldtægt i fængslerne – men der er ikke noget at miste. Før troede folk måske stadig på muligheden for reformer af regimet, men i dag ved vi, at de unge ikke har mere at tabe.
Den her nye bevægelse af iranske aktivister har løsnet mange af mine gamle spændinger. Jeg føler, at jeg har fået min stemme tilbage. De unge ved, hvad de vil, og de er forenede i kampen for kvinders rettigheder. Det er ikke en kamp om ideologi eller religion. Jeg er virkelig taknemmelig for denne her unge generation”.