Asia Bibi blev som den første kvinde i Pakistan dømt til døden for blasfemi. Aktivister fra hele verden kæmpede for at få hende fri – og trods voldsomme offentlige protester i Pakistan – lykkedes det til sidst. Amnesty har mødt Asia Bibi, som trods 11 års fængsel har valgt at tilgive dem, der indgav falske anklager mod hende.
Af Malene Haakansson
Artiklen er bragt i Amnestys medlemsblad november 2022.
14. juni 2008. Asia Bibi husker tydeligt den dag, hendes liv blev forandret for altid.
Hun arbejdede i marken med at plukke bær sammen med andre kvinder. Det var hårdt arbejde, så derfor tog hun et glas vand fra en fælles vandspand.
”Hvorfor forurener du vores vand”, lød det vredt fra de andre kvinder. ”Hvorfor drikker du af vores vand?”
Kvinderne, som var muslimer ligesom hovedparten af Pakistans befolkning, var tydeligt oprørte over at skulle dele vand med Asia Bibi, som tilhører landets kristne mindretal. De fortalte derfor om episoden til den lokale imam. Og så begyndte jagten på Bibi.
”En uge efter kom vrede mennesker med økser og knive hen til marken, hvor jeg arbejdede. De var alle lokale. De slæbte mig med til landsbyens overhoved – og politiet kom også. De sagde, at jeg havde sagt krænkende ting om profeten Mohamed. Men det var en løgn”, fortæller Asia Bibi.
Hun blev straks anholdt, selvom kristne præster talte for hendes uskyld.
”Landsbyens imamer samledes og brugte deres netværk og penge – og lavede alt det her ballade mod mig”, siger Bibi.
En skinretssag gik i gang og endte med, at Asia Bibi som den første kvinde i Pakistans historie blev dømt til døden for blasfemi. Året var 2010.
Asia Bibi fortæller sin historie med en rolig stemme. Vi sidder i et aflangt lille lokale på et hotel i Roskilde. Hun har taget sin handicappede datter med – 22-årige Aisha – og sin mand Ashiq Masih. De er alle i Danmark for at deltage i en kristen kirkefestival. Asia Bibi er nemlig blevet symbolet på kampen for religionsfrihed.
Det er nu tre år siden, at Asia Bibi kom i sikkerhed i Canada. Hun taler kun en smule engelsk, så en lokal biskop fra hendes hjemland oversætter. Han har kæmpet for at få hende løsladt, og han arbejder i dag videre for en fredelige sameksistens mellem religionerne i Pakistan.
Livet på dødsgangen
Asia Bibis dødsdom trak overskrifter i store dele af verden og fik aktivister til at kæmpe for den fattige landarbejders liv. Amnesty igangsatte også en global underskriftsindsamling, der skulle lægge pres på de pakistanske myndigheder.
I 11 år blev Asia Bibi straffet for en forbrydelse, som hun ikke havde begået. Hun sad på dødsgangen i to forskellige fængsler. Begge steder havde hun sin egen celle af hensyn til sin sikkerhed.
”Forholdene i fængslet var meget dårlige. De lukkede mig kun ud af min celle i 30 minutter om dagen, hvor jeg kunne få lidt luft og gå en tur.”
I fængslet mærkede hun på egen krop, hvordan ekstremistiske muslimers had til hende smittede af på andre muslimer.
”På et tidspunkt havde jeg en muslimsk vagt, som beskyldte mig for at have smuglet en mobiltelefon ind i fængslet. Hun overfaldt mig og prøvede at kvæle mig”.
Asias skrig fik fængslets overordnede til at komme hende til undsætning. Fra den dag var vagterne udenfor hendes celle kristne.
Flyttede så ingen kunne få ram på os
På den anden side af fængselsmuren kæmpede Asia Bibis mand med at brødføde familiens fem børn samtidig med, at han gjorde alt, hvad han kunne for at få sin kone fri i samarbejde med andre kristne, organisationer og aktivister.
”Jeg henvendte mig til myndighederne, talte med politikere og brugte min stemme på at få hende løsladt”, fortæller Ashiq Masih, som sidder for bordenden og lytter til sin kone og familiens historie endnu engang.
Han fortæller, at familien overlevede på hans pension fra hæren og med støtte fra velgørende organisationer. Men når det kom til familiens sikkerhed, var familien overladt til sig selv.
Da vi modtog trusler om, at vores familie ville blive dræbt, flyttede vi fra sted til sted, så ingen kunne få ram på os. Børnene var små dengang, så hele familien måtte rykke med.
Ashiq Masih, Asia Bibis mand
Hver anden til tredje måned fik han lov til at besøge sin kone i fængslet. Børnene fik kun lov til at se deres mor to gange om året.
”Det sværeste i fængslet var, når min børn kom på besøg. Jeg kunne se, at Aisha ikke blev passet på den måde, som en mor kan gøre det. Jeg græd meget, fordi ingen havde taget ordentligt vare på mit særlige barn”, siger Asia Bibi og smiler til sin datter, som følger med i samtalen.
Ashiq Masih fortalte sin kone i fængslet om den store opmærksomhed, som hendes sag havde fået i resten af verden.
”Det betød meget for mig, at mennesker bad for mig, fastede for mig og kæmpede for min løsladelse”, fortæller Asia Bibi.
Det gav hende håb.
På spørgsmålet om, hvordan hun overlevede de mange år på dødsgangen, svarer hun:
”Det var rigtig svært, men jeg tror på gud”, smiler hun. ”Og jeg blev velsignet af ham.”
Beskyttet af militæret efter frifindelse
Det internationale pres for at få Asia Bibi løsladt gav i oktober 2018 resultat. Pakistans Højesteret omstødte dommen og frafaldt alle anklager mod hende. Asia Bibi skulle løslades omgående. Afgørelsen skabte et ramaskrig hos de ekstremistiske muslimske grupper i landet, som gik på gaden i protest i flere større byer og skabte voldsomme uroligheder.
I frygt for at urolighederne skulle sprede sig yderligere, indgik Pakistans regering en aftale med det ekstremistiske muslimske parti Tehreek-e-Labbaik (TLP), som stod bag mobiliseringen af de voldsomme protester. Mod at stoppe protesterne fik regeringen landets højesteret til at se på en anmodning fra partiet om at omgøre frifindelsen. Derudover skulle det undersøges, om Asia Bibi skulle forbydes at forlade landet.
Aftalen med den magtfulde bevægelse og parti, som ser det som sin mission at opretholde de strenge blasfemi-love, fik Bibis mand til at bede præsidenter og premierministre i Vesten om hjælp.
I januar 2019 afviste Pakistans højesteret anmodningen fra den magtfulde ekstremistiske bevægelse og parti – og stadfæstede Asia Bibis frifindelse. Der skulle dog gå flere måneder, før Bibi kunne blive genforenet med sine to yngste døtre, som var rejst i forvejen til Canada, hvor familien til sidst fik asyl.
”Efter min løsladelse blev jeg i fængslet i yderligere 20 dage, fordi det var mest sikkert for mig. Derefter tog militæret mig i sikkerhed i syv måneder. Jeg kan ikke sige hvor. De gjorde det for at beskytte mig. Jeg takker militæret for alt det, de har gjort for mig”, siger hun.
Frygten for ekstremisters vrede over Bibis frifindelse fandtes ikke kun i Pakistan.
”Der var mange i det internationale samfund, som arbejdede for at få mig fri, men da jeg blev løsladt, ville de fleste lande ikke tage imod mig – heller ikke i Europa. Til sidst gav Canada mig politisk asyl”.
Genforenet med sine døtre
Efter 11 års adskillelse var glæden stor, da Asia Bibi blev genforenet med hendes to yngste døtre.
Jeg var ovenud-lykkelig, da jeg kom til Canada og kunne være sammen med mine børn. Jeg var i et nyt land, hvor der var frihed overalt. Der var intet pres. Jeg kunne desværre ikke se min gamle far. Det ville jeg så gerne.
Asia Bibi
Asia Bibi har ud over sin far efterladt sine søskende i Pakistan, tre voksne børn og sine 11 børnebørn.
Familien har nu boet i Canada i lidt over tre år. Livet er svært, selvom familien er glade for at være i sikkerhed. Asia Bibi har et deltidsjob som opvasker, og hun går på sprogskole hver formiddag. Den yngste datter på 21 år arbejder også som opvasker, og Bibis mand er arbejdsløs. De første to år fik de økonomisk støtte af den canadiske regering, men nu skal de kunne klare sig selv.
”Det er svært at finde et arbejde, fordi jeg ikke har en uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at få et job i en større virksomhed eller i en butik”.
Asia Bibi vil også gerne arbejde mere for at få uskyldig dømte løsladt. Hun lovede en blasfemidømt kvinde i fængslet i Pakistan, at hun ville hjælpe hende, når hun selv var fri. Det gjorde hun, og i dag bor kvinden i Europa.
Hun drømmer om en dag at komme tilbage til Pakistan, men det forbliver en drøm.
”Det er umuligt at tage tilbage. Jeg vil blive dræbt”, siger hun uden at tøve.
Farlige ekstremister
Ifølge den lokale biskop, som har støttet Asia Bibi og kæmpet for at få hende løsladt, er der en lille smule håb at spore i forhold til Pakistans blasfemi-love.
”Der er fokus på, at lovgivningen skal revideres, og at der skal sættes ind mod falske anklager. Siden Asias sag er det blevet besluttet, at det skal være op til en højere instans at afgøre, om der er tale om overtrædelse af blasfemilovene. Tidligere kunne enhver beskylde en anden for at have brudt lovene”, fortæller biskoppen, som i Pakistan har livvagter med, når han bevæger sig udenfor sin bolig.
En falsk anklage kan nu også udløse fængselsstraf eller bøde. Biskoppen tror dog ikke på, at en afskaffelse af blasfemi-lovene er realistisk. Dertil er modstanden for stor i befolkningen, og de muslimske ekstremistiske bevægelser og partier er for stærke.
Biskoppen, som af sikkerhedshensyn har bedt om at være anonym, fortæller, at kort tid før han kom til Danmark blev to sikher, som også dyrker en mindretalsreligion i Pakistan, dræbt af muslimske ekstremister og for nylig blev en kristen præst i hans område dræbt.
”Der er mange ekstremister, som kan skabe mange problemer. De kan angribe dig, fordi du ikke er muslim og udøver en anden religion. Regeringen prøver at kontrollere dem, men indtil nu er det ikke lykkes.”
Han fortæller, at de muslimske ekstremister kommer fra Irak, Syrien og ISIS som har slået sig ned i Afghanistan.
”Det er nemt at komme fra Afghanistan til Pakistan. Man kan bare gå over grænsen”, fortæller han.
To højtstående pakistanske politikere, som har prøvet at ændre blasfemi-lovene og har støttet Asia Bibi er blevet myrdet. I 2011 blev guvernøren i Punjab provinsen dræbt af sin egen bodyguard, og en måned senere blev ministeren for mindretalsreligioner skudt i hovedstaden.
Da højesteret frifandt Asia Bibi flygtede hendes advokat ud af landet, fordi han var bange for at blive dræbt.
Pakistans højesteret har spurgt Asia Bibi, om hun vil rejse en sag mod dem, der indgav en falsk anklage mod hende og var skyld i, at hun tilbragte 11 år af sit liv bag tremmer – og måtte kæmpe for sit liv.
Det har hun takket nej til.
”Jeg har valgt at tilgive dem. I kristendommen har vi tilgivelsen”, siger hun.
45.000 danskere støttede Asia Bibi
Mere end 45.000 danskere skrev via aktionsnetværket Lifeline under på kravet om, at Pakistans regering forsvarede højesterets frifindelse af Asia Bibi og sikrede hendes families udrejse fra Pakistan.
Men der findes stadig mennesker, som er uretmæssigt fængslet eller dømt til døden.
Du kan tilmelde dig Amnestys gratis aktionsnetværk her >
Så modtager du 1-2 hastesager om måneden i din indbakke. Du kan til enhver tid afmelde dig.