Uighurfamilier i eksil, der har måtte forlade et eller flere børn hos familiemedlemmer i Kina, afskæres fra kontakt til deres børn, og børnene tvinges på børnehjem. Amnesty International har talt med seks forældrepar, hvis historier giver indblik i Kinas grusomme behandling af sin uighurminoritet.
Enten vender du hjem til Kina og ender sandsynligvis i en genopdragelseslejr, eller også tilbageholder vi dine børn.
Så grusomt er dilemmaet, som Kina sætter sine borgere med uighurbaggrund i. Via interview med seks familier, der lever i eksil, giver Amnesty et indblik i den lidelse og de overgreb, som Kinas uighurere lever under. Forældrene nægtes kontakt med deres børn, nogen helt ned til femårsalderen, og de tør samtidig ikke vende hjem til Kina.
Siden 2017 er omkring en million mennesker – hovedsaligt fra den muslimske minoritet uighurerne – blevet tilbageholdt i genopdragelseslejre i Xinjiang. Kina beskriver det som et led i sin indsats mod terror, men reelt er der tale om arbejdslejre, hvor de indsatte bliver udsat for forskellige former for tortur, politisk indoktrinering og krav om at aflægge sig sin kultur og religion.
Uighurere, der bor i udlandet, afholder sig ofte for at tale offentligt om overgrebene af frygt for repressalier mod deres familiemedlemmer i Kina. Men seks familier har alligevel valgt at stå frem med deres historier i håbet om, at det vil bidrage til at de kan blive genforenet med deres børn.
Her er tre af historierne.
Mihriban og Ablikim: Fire børn tvunget på farlig flugt
Mihriban Kader og hendes mand Ablikim Memtinin flygtede i 2016 til Italien efter at være blevet chikaneret af politiet og bedt om at aflevere deres pas til den lokale politistation i Kashgar.
Kort efter de forlod Kina, begyndte politiet også at chikanere Mihribans forældre, der passede deres fire børn på 12, 14, 15 og 16 år. Mormoren blev tilbageholdt og sendt til en lejr, mens morfaren i flere dage blev forhørt af politiet og derefter måtte flere måneder på hospitalet.
De fire børn blev efterladt uden nogen til at passe på dem.
“Vores andre slægtninge turde ikke passe børnene, da de så, hvad der var sket med mine forældre”, fortæller Mihriban til Amnesty.
”De var bange for, at de også ville blive sendt til lejrene.”
De fire børn blev tvunget ud på en 5.000 km. lang rejse fra Kashgar nær Kinas grænse til Pakistan og til den østlige by Shanghai for at ansøge om et visum til Italien. En farlig rejse, da mindreårige i Kina ikke må købe tog- eller flybilletter, og fordi mange hoteller nægter at udleje værelser til uighurer.
Børnene blev nægtet adgang til konsulatet og senere tilbageholdt af politiet og sat på børnehjem og kostskole tilbage i Kashgar. Havde de fået lov til at komme ind på konsulatet, ville det sandsynligvis være lykkedes dem at blive forenet med deres forældre. Nu frygter Mihriban Kader og Ablikim Memtinin, at de har mistet kontakten til deres børn for evigt.
Omer og Meryem: Ingen kontakt med døtre på fem og seks år
Omer og Meryem Faruh flygtede til Tyrkiet i slutningen af 2016, efter at politiet krævede, at de overleverede deres pas. De efterlod deres to yngste børn, to piger på fem og seks år, hos bedsteforældrene, da de endnu ikke havde deres egne rejsedokumenter.
Omer og Meryem fik at vide fra familiemedlemmer, at bedsteforældrene blev sat i lejre, og siden har de ikke kunnet få kontakt med deres børn.
”Vi har ikke hørt deres stemmer i de sidste 1.594 dage”, sagde Omer til Amnesty.
”Min kone og jeg græder kun om natten og skjuler vores sorg fra vores andre børn”.
Dilnur: Umuligt dilemma
Dilnur, der oprindeligt er fra Kashgar, bor i dag i Canada sammen med sin 11-årige datter. Hun forlod Kina med sin ældste datter i 2016, da de ofte blev chikaneret af lokalt politi, der gentagne gange gennemsøgte hendes hus og beordrede hende til at tage sin hijab af.
Hun måtte efterlade sine to yngste børn hos sine forældre. Det lokale politi nægtede at udstede rejsedokumenter til hendes søn på syv, da de ellers ikke mente, at Dilnur ville vende hjem igen. Hendes datter på ni lider af alvorlig allergi og kunne heller ikke rejse. Politiet inddrog efterfølgende hendes pas.
I 2017 kontaktede Dilnurs søster hende og sagde, at hun var nødt til at komme tilbage, da deres far var blevet forhørt flere gange.
”Vores families sikkerhed afhænger af dig. Hvis du ikke kommer tilbage med det samme, vil hele vores familie blive straffet og ført til lejrene”, sagde hun.
Dilnurs verden blev revet fra hinanden. Tanken om, at hendes families sikkerhed afhang helt og holdent af hendes beslutning om at vende tilbage til Kina gjorde, at hun ikke kunne sove. Hun frygtede at blive adskilt fra sine børn og sat i en lejr, hvis hun vendte tilbage.
Efter en uge fik hun gennem et andet familiemedlem en besked fra sin far, der sagde, at hun aldrig måtte komme tilbage. Dilnur mener, at hendes far vidste, hvad der ville ske med hende, hvis hun vendte hjem, og at han forsøgte at beskytte hende
Siden april 2017 har Dilnur ikke været i stand til at få kontakt til nogen familiemedlemmer. Hun har ingen anelse om, hvad der er sket med hendes to børn i Xinjiang.
Amnesty kræver handling
Amnesty opfordrer den kinesiske regering til straks at give FN’s menneskerettighedseksperter fuld og ubegrænset adgang til Xinjiang for at undersøge, hvad der sker i lejrene i regionen. Amnesty opfordrer også alle regeringer, der huser uighurere og andre etniske minoriteter fra Kina, til at hjælpe disse borgere med at finde, få kontakt til og blive genforenet med deres børn.