De store offentlige demonstrationer efter militærkuppet i Myanmar er slået brutalt ned. Men modstanden fortsætter – i dag drevet frem af landets unge, som ikke kæmper for en tilbagevenden til tiden under landets afsatte regering, men for et nyt og demokratisk Myanmar med respekt for minoriteter.
Af Susanne Kempel
Artiklen er bragt i medlemsbladet Amnesty, november 2022
Af sikkerhedshensyn er kilderne i denne artikel anonymiserede
”I min hjemby faldt tre unge om lige ved siden af mig – midt under demonstrationerne. De var blevet skudt. Dræbt af militæret”.
Sådan fortæller Sayar Sai om den 27. marts 2021, hvor hans liv uigenkaldeligt forandrede sig.
Han er 28 år gammel og taler med os over tjenesten Telegram fra Myanmar, hvor militærstyret med magt forsøger at hindre omverdenens adgang og indblik i menneskerettighedssituationen i landet. Og hvor militærkuppet for en generation af unge ikke blot er blevet et vendepunkt i landets historie, men også i deres egne liv:
”Før kuppet var jeg ikke rigtig interesseret i politik og menneskerettigheder. Om dagen passede jeg bare mit arbejde på et kontor – og om aftenen spillede jeg musik,” forklarer Sayar Sai.
”Nu er mit liv meget anderledes”, siger han.
Det samme gælder for Mai Zin. Hun er 23 år og nyligt uddannet skolelærer:
”Jeg er lærer, for at børn ikke skal lide, som da jeg var barn”, siger hun og forklarer, at hun selv kommer fra staten Chin i det nordøstlige hjørne af landet. Som barn var hendes familie meget fattig. Hun var selv syg, og der var ingen skole i landsbyen.
”Børnene skal lære vores lokale sprog og etniske traditioner. Det er vores ansvar som skolelærere”, siger Mai Zin.
Men ligesom tusindvis af andre statsansatte arbejder hun ikke længere i den folkeskole, hvor hun indtil for halvandet år som offentligt ansat underviste børnene i en fattig landsby.
Kuppet
Om morgenen den 1. februar 2021 vågnede Sayer Sai, Mai Zin og resten af Myanmars befolkning op til en ny virkelighed.
Militæret have taget magten. Landets politiske ledere og menneskerettighedsforkæmpere blev anholdt. Statsapparatet og statsmedierne blev overtaget. Soldater blev udkommanderet i landets gader og landsbyer. Alt sammen for at ”stabilisere landet” og give magten tilbage til folkevalgte efter et nyvalg, lød det ifølge militæret selv.
Sayar Sai og Mai Zin deltog som millioner af andre i massive fredelige demonstrationer mod militærkuppet landet over. Men efter tre uger satte militæret soldater og politi ind, som skød med skarpt mod demonstranterne, fortrinsvis i hovedet eller maven.
Fangevogterne bad os om ikke at lave for meget ballade. De støtter også demokratikampen, men fortalte os, at de også er bange.
Aung Min Myint, demokrati-aktivist
I dag er minimum 2319 borgere blevet dræbt siden kuppet. Op mod 16.000 er blevet anholdt. Mere end 800.000 mennesker er internt fordrevet, og titusindvis af bygninger er ødelagte efter militære angreb på landsbyer.
Amnesty International har afdækket tortur mod tilbageholdte og dødsdomme efter uretfærdige retssager, og i juli henrettede militærstyret to ledende demokratiforkæmpere i de første officielle henrettelser i landet i mere end 40 år.
Sange i fængslet
En af de mange, som blev tilbageholdt og fængslet uden dom, er Aung Min Myint. Han er 32 år og arbejdede før kuppet med unge demokratiaktivister. Men siden kuppet har det været ulovligt at udtrykke den mindste modstand mod styret, forklarer Aung Min Myint over tjenesten Signal.
Folk arresteres vilkårligt i deres hjem eller på gaden for at dele opslag på Facebook, overføre småbeløb til nødhjælp, slå på potter og pander i deres hjem (en traditionel måde at skræmme ondskab væk, red.), for at deltage i demonstrationer eller på anden vis udtrykke ønsket om demokrati og menneskerettigheder.
De, der har råd til det, har derfor nu to billige mobiltelefoner – en gemt derhjemme, og en anden til, når de forlader deres hjem, hvorfra al data, der kan tolkes som den mindste støtte til modstandskampen, er fjernet.
Aung Min Myints egen anholdelse skete, fordi hans venner var under mistanke for at have arrangeret demonstrationer.
”Vi var mere end 30 i en celle beregnet til otte mennesker”, fortæller Aung Min Myint om de fire måneder, han var fængslet.
”Vi sov på skift på det kolde cementgulv. Maden var næsten umulig at spise. Men vi holdt modet oppe ved at synge sange om demokrati, selvom også det er ulovligt – og diskuterede, hvordan vi bedst kan komme af med militæret. Fangevogterne bad os om ikke at lave for meget ballade. De støtter også demokratikampen, men fortalte os, at de også er bange.”
Også historisk har Myanmars fængsler for politiske fanger fungeret som et særegent og overraskende rum for politiske studier og diskussioner. På trods af de inhumane forhold har de indsatte brugt de få fælles kvadratmeter til at udveksle politisk tanker og udvikle politiske strategier for at opnå demokrati i landet.
Protestens nye form
For Mai Zin kom skiftet fra skolelærer til aktivist, da hun i ugerne efter militærkuppet tilsluttede sig de mere end 400.000 andre statsansatte, der nedlagde arbejdet som del af en massiv civil ulydighedskampagne, som også mange privatansatte tilsluttede sig. Mange af dem er aldrig vendt tilbage til deres job – trods svære økonomiske problemer.
De fredelige demonstrationer er forsat, men nu i det små med korte såkaldte flash mobs, hvor protesterne viser sig kort, men er hurtigt væk igen, før myndighederne griber ind.
Dertil boykotter befolkningen ellers populære varer som øl, cigaretter og simkort, som produceres af militærtejede firmaer. Og mange forældre holder deres børn hjemme fra skole, da de ikke ønsker, at børnene skal underlægges militærets propaganda.
”Hvis jeg fortsatte mit offentlige job, så ville jeg undervise børnene i militærets pensum og automatisk støtte militæret”, forklarer Mai Zin.
”Militæret undertrykker folk og er meget voldeligt. Det er på grund af dem, at folk lider. Det har de gjort i mange årtier. Hvis jeg ikke sluttede mig til ulydighedskampagnen, så vil det gå ud over kommende generationer”, siger hun.
Ligesom titusinder af andre statsansatte har den beslutning kostet hende både indtægt og bolig. Hun er flygtet fra et militært kontrolleret område til en endnu fjernere egn, hvor en af Myanmars etniske grupper har kontrollen. Her arbejder hun nu på en skole etableret af folk i landsbyen selv – i samarbejde med lederne af den etniske gruppe.
De har krav på en anden fremtid
Mai Zin, skolelærer
For Mai Zin betyder det, at hun kan fortsætte sin drøm om at give børnene en bedre fremtid.
Forårsrevolutionen
Myanmars befolkning kalder deres aktuelle kamp mod militærstyret for Forårsrevolutionen. Den begyndte sidste år under Myanmars forår i månederne for den lange regnperiode, men den symboliserer også et fundamentalt brud med fortiden. For Myanmars unge kæmper for en anden fremtid for landet og dets brogede befolkning. De vil ikke vende tilbage til status quo under landets nu afsatte og fængslede regeringsleder Aung San Suu Kyi, hvor militæret stadig havde en central rolle.
”Vi vil noget andet,” forklarer Sayar Sai:
”Et land, hvor minoriteters rettigheder og demokrati respekteres. Et føderalt, demokratisk Myanmar.”
Historisk set har etniske væbnede grupper i mere end 60 år kæmpet for egne rettigheder og mod at underlægge sig militærstyret og beskytte lokalbefolkningen mod overgreb. Omvendt har borgere i den centrale del af landet generelt fulgt en ikkevoldelig strategi. De tilhører den dominerende etniske gruppe af buddhistiske burmanere, som også militæret kommer fra, – og som har siddet på magten siden landets uafhængighed i 1948.
Den nu afsatte og fængslede regeringsleder Aung San Suu Kyi har været foregangskvinde for denne ikkevoldelige modstand. Men hvor langt er vi kommet med passiv modstand, spørger mange, især unge, sig selv i dagens Myanmar.
”Den strategi har fejlet. Militæret er stadig ved magten. Vi må beskytte hinanden – og befri os selv”, siger Sayar Sai.
I dag har han tilsluttet sig en af de mange såkaldt folkelige modstandsgrupper. Der er nu over 500 sådanne grupper i landet, og det anslås, at op imod 100.000 har tilsluttet sig dem. Nogle af dem opererer uafhængigt, andre sammen med etniske væbnede organisationer og mange under Den Nationale Samlingsregering.
Samlingsregeringen er oprettet af folkevalgte parlamentsmedlemmer og etniske ledere og nyder stor legitimitet inde i landet. Den fungerer som en parallel regering – og forsøger også at samle Myanmars forskellige grupper om en fælles fremtid.
Modstandsgrupperne søger at beskytte befolkningen mod overgreb fra militæret. De opererer ofte lokalt, når militæret angriber, ved at ødelægge militære forsyningslinjer og bekæmpe militære frontlinjestillinger.
Selv arbejder Sayar Sai ikke med våben i hånd. ”Mine hænder er kun skabt til at holde en guitar”, forklarer han og begrunder sit valg om at forlade sin hverdag og sine venner i storbyen Yangon for at tilslutte sig en modstandsgruppe:
”Jeg kunne ikke bare se på, at mine venner blev dræbt. Vi demonstrerede, men det er forgæves mod militæret. Mit liv er meget anderledes nu. Men det giver mening”, siger Sayar Sai.
“Vores land”
Udover de fortsatte væbnede kampe i Myanmar er også landets økonomi skudt i stykker. Mere end én million har mistet deres job, inflationen er steget voldsomt, og 40 procent af befolkningen lever i dag i fattigdom.
Derfor rejser mange, især unge, ud af landet for at søge beskyttelse fra overgreb eller for at finde arbejde, så de kan brødføde deres familie. Efter sin løsladelse er Aung Min Myint er blevet i landet og har fortsat sit liv med sin unge familie. Han samler penge ind til folk i den civile ulydighedskampagne.
”Men jeg har det dårligt med, at jeg ikke kan gøre mere”, siger han.
Mange af hans venner er flygtet til landets grænseegne, hvorfra de dokumenterer overgreb, leder online-træning af unge aktivister og organiserer frivillige, der fortsat er i Myanmar. Sammen med den Nationale Samlingsregering forsøger de også at bygge broer mellem etniske ledere og majoritetsbefolkningen under arbejdet med en ny og visionær forfatning for Myanmar.
Sayer Sai og Mai Zin har også begge valgt at blive.
”Det er vores land og vores kamp”, fastslår Sayer Sai.
Skolelæreren Mai Zin har det på samme måde. Og så nægter hun at overlade børnene til militæret.
”De har krav på en anden fremtid.”