Katie G Nelson
Regnbuekrigerne ruster sig
For fire år siden kæmpede Ugandas LGBTI-aktivister imod en lov, der kunne sende dem bag tremmer for livet. I dag er bevægelsen stærkere end nogensinde før, og de modige aktivister forbereder sig på nye sværdslag med magthaverne. Men diskriminationen, volden og overgrebene er ikke mindsket.
Artiklen er bragt i AMNESTY #4 2017
Af Nora Rahbek Kanafani
Artiklen er støttet af Det Obelske Familie Fond. Siden 2013 har Amnesty Danmark modtaget støtte fra fondet for at kunne sikre samarbejde med og støtte til LGBTI-organisationerne SMUG og Icebreakers i Uganda. Med støtten kan Amnesty styrke deres arbejde, der blandt andet omfatter retshjælp, rådgivning og lægehjælp til Ugandas LGBTI-personer.
Umiddelbart ser det ud til at gå den rigtige vej for Ugandas LGBTI-personer. For snart fire år siden blev anti-homoloven, der kunne sende LGBTI-personer i fængsel på livstid, annulleret kun seks måneder efter, at Ugandas præsident Yoweri Museveni havde underskrevet den.
I dag holder Ugandas LGBTI-aktivister møder med premierministeren, rådgiver regeringen om, hvordan de bedst sikrer seksuelle minoriteters sundhed, og mødes med politichefen i Kampala for at tale om bedre beskyttelse af LGBTI-personer. Alt sammen utænkeligt for bare få år siden.
”Loven bragte også noget godt med sig”, siger Dennis Wamala, der er programchef for organisationen Icebreakers, som arbejder for at styrke LGBTI-personers adgang til sundhed.
”For 13 år siden kunne præsident Museveni slippe afsted med at sige, at der ikke findes homoseksuelle i Uganda. Det kan han ikke i dag. Det er lykkedes at få en dialog i gang. De kan måske ikke lide os, men i det mindste kan de ikke sige, at vi ikke findes”.
Afpresning og tæsk
Men selvom loven blev bremset, og aktivisterne kan mødes relativt åbent med beslutningstagerne, er hverdagen for homoseksuelle og transkønnede den samme. De bliver smidt på gaden af deres forældre, får tæsk, bliver smidt ud af skolen, afpresset, nægtet arbejde, udsat for vilkårlige arrestationer, og nogle gange tortureret.
Værst ser det ud i de små byer, hvor kirken har størst indflydelse, og hvor de nære familie- og klanbånd betyder, at en homoseksuel – for slet ikke at tale om en transkønnet – har svært ved at gemme sig.
Frank Mugisha, der er en af Ugandas mest fremtrædende LGBTI-aktivister og sidste år blev nomineret til Nobels Fredspris, forklarer, at der er stor forskel på at være i hans situation som LGBTI-aktivist i Kampala, og så at være homoseksuel eller transkønnet i en lille by på landet.
”Det giver en vis form for sikkerhed at være et kendt ansigt. Politiet er langt mere tilbageholdende med at chikanere eller tæske mig, for de ved, at omverdenen holder øje. Men de ville ikke tøve to sekunder med at tæske en anden homoseksuel. Ulempen er til gengæld, at jeg ikke aner, hvor truslen kommer fra. Alle ved, hvem jeg er. Hvis politiet en dag får tilladelse til at arrestere homoseksuelle, ved de, hvor jeg bor”, siger Frank Mugisha, der er direktør for Sexual Minorities in Uganda (SMUG), en paraplyorganisation for Ugandas 18 LGBTI-organisationer.
Se video med Amnesty Danmarks interview med Frank Mugisha.
Afrikas stærkeste bevægelse
Mange af aktivisterne bor og arbejder i det samme boligområde, kendetegnet ved sine smalle jordveje, flankeret af små skure, hvorfra der sælges appelsiner og vandmeloner. ”The Pink Village” kalder de selv området. For det er her, bag høje mure, at de har opbygget den stærkeste LGBTI-bevægelse i hele Afrika.
I et lille kontor med mørkerøde vægge sidder 26-årige Gloria Mutyaba og tager mod til sig. Hun er programchef i organisationen FARUG, der har fokus på kvindelige LGBTI-personer, og hver dag tager hun imod opkald fra desperate piger og kvinder, der er blevet tæsket, voldtaget eller smidt ud hjemmefra, fordi deres familier ikke accepterer deres seksualitet eller kønsidentitet. Nogle gange må hun tage af sted midt om natten for at sikre, at en pige får førstehjælp, en seng at sove i eller en skulder at græde ud ved.
I dag er det hende selv, der søger hjælp. Hun er på vej hen for at snakke med en psykolog.
”Jeg har kæmpet imod så længe, for her i Uganda ser vi lidt ned på folk, der går til psykolog. Men jeg kan godt mærke, at jeg er udmattet. Historierne, vi hører her, er så hårde, og mange af os, der arbejder her, er selv blevet smidt ud hjemmefra eller har andre triste baggrunde. Man risikerer at miste sig selv”, siger hun.