Regnbuekrigerne ruster sig

Regnbuekrigerne ruster sig

For fire år siden kæmpede Ugandas LGBTI-aktivister imod en lov, der kunne sende dem bag tremmer for livet. I dag er bevægelsen stærkere end nogensinde før, og de modige aktivister forbereder sig på nye sværdslag med magthaverne. Men diskriminationen, volden og overgrebene er ikke mindsket.

Artiklen er bragt i AMNESTY #4 2017

Af Nora Rahbek Kanafani

Artiklen er støttet af Det Obelske Familie Fond. Siden 2013 har Amnesty Danmark modtaget støtte fra fondet for at kunne sikre samarbejde med og støtte til LGBTI-organisationerne SMUG og Icebreakers i Uganda. Med støtten kan Amnesty styrke deres arbejde, der blandt andet omfatter retshjælp, rådgivning og lægehjælp til Ugandas LGBTI-personer.

Umiddelbart ser det ud til at gå den rigtige vej for Ugandas LGBTI-personer. For snart fire år siden blev anti-homoloven, der kunne sende LGBTI-personer i fængsel på livstid, annulleret kun seks måneder efter, at Ugandas præsident Yoweri Museveni havde underskrevet den.

I dag holder Ugandas LGBTI-aktivister møder med premierministeren, rådgiver regeringen om, hvordan de bedst sikrer seksuelle minoriteters sundhed, og mødes med politichefen i Kampala for at tale om bedre beskyttelse af LGBTI-personer. Alt sammen utænkeligt for bare få år siden.

”Loven bragte også noget godt med sig”, siger Dennis Wamala, der er programchef for organisationen Icebreakers, som arbejder for at styrke LGBTI-personers adgang til sundhed.

”For 13 år siden kunne præsident Museveni slippe afsted med at sige, at der ikke findes homoseksuelle i Uganda. Det kan han ikke i dag. Det er lykkedes at få en dialog i gang. De kan måske ikke lide os, men i det mindste kan de ikke sige, at vi ikke findes”.

Afpresning og tæsk

Men selvom loven blev bremset, og aktivisterne kan mødes relativt åbent med beslutningstagerne, er hverdagen for homoseksuelle og transkønnede den samme. De bliver smidt på gaden af deres forældre, får tæsk, bliver smidt ud af skolen, afpresset, nægtet arbejde, udsat for vilkårlige arrestationer, og nogle gange tortureret.

Værst ser det ud i de små byer, hvor kirken har størst indflydelse, og hvor de nære familie- og klanbånd betyder, at en homoseksuel – for slet ikke at tale om en transkønnet – har svært ved at gemme sig.

Frank Mugisha, der er en af Ugandas mest fremtrædende LGBTI-aktivister og sidste år blev nomineret til Nobels Fredspris, forklarer, at der er stor forskel på at være i hans situation som LGBTI-aktivist i Kampala, og så at være homoseksuel eller transkønnet i en lille by på landet.

”Det giver en vis form for sikkerhed at være et kendt ansigt. Politiet er langt mere tilbageholdende med at chikanere eller tæske mig, for de ved, at omverdenen holder øje. Men de ville ikke tøve to sekunder med at tæske en anden homoseksuel. Ulempen er til gengæld, at jeg ikke aner, hvor truslen kommer fra. Alle ved, hvem jeg er. Hvis politiet en dag får tilladelse til at arrestere homoseksuelle, ved de, hvor jeg bor”, siger Frank Mugisha, der er direktør for Sexual Minorities in Uganda (SMUG), en paraplyorganisation for Ugandas 18 LGBTI-organisationer.

Se video med Amnesty Danmarks interview med Frank Mugisha.

Afrikas stærkeste bevægelse

Mange af aktivisterne bor og arbejder i det samme boligområde, kendetegnet ved sine smalle jordveje, flankeret af små skure, hvorfra der sælges appelsiner og vandmeloner. ”The Pink Village” kalder de selv området. For det er her, bag høje mure, at de har opbygget den stærkeste LGBTI-bevægelse i hele Afrika.

I et lille kontor med mørkerøde vægge sidder 26-årige Gloria Mutyaba og tager mod til sig. Hun er programchef i organisationen FARUG, der har fokus på kvindelige LGBTI-personer, og hver dag tager hun imod opkald fra desperate piger og kvinder, der er blevet tæsket, voldtaget eller smidt ud hjemmefra, fordi deres familier ikke accepterer deres seksualitet eller kønsidentitet. Nogle gange må hun tage af sted midt om natten for at sikre, at en pige får førstehjælp, en seng at sove i eller en skulder at græde ud ved.

I dag er det hende selv, der søger hjælp. Hun er på vej hen for at snakke med en psykolog.

”Jeg har kæmpet imod så længe, for her i Uganda ser vi lidt ned på folk, der går til psykolog. Men jeg kan godt mærke, at jeg er udmattet. Historierne, vi hører her, er så hårde, og mange af os, der arbejder her, er selv blevet smidt ud hjemmefra eller har andre triste baggrunde. Man risikerer at miste sig selv”, siger hun. 

For aktivisterne er LGBTI-miljøet det eneste sted, hvor de kan være sig selv. De fleste holder deres aktivisme og seksualitet hemmelig for deres familier. Foto: Katie G. Nelson.

Prædiker mod homoseksualitet

Gloria Mutyabas familie ved ikke, at hun er lesbisk. Hendes mor er præst i en stor katolsk menighed, og ofte er homoseksualitet temaet for dagens prædiken. 

”Jeg er ikke i tvivl om, at min mor ville vende mig ryggen, hvis jeg fortalte hende, at jeg er lesbisk. Hun plejer altid at sige, at homoseksualitet er en lige så stor synd som fire andre synder lagt sammen”, fortæller hun.

 Selvom hun som 13-årig blev smidt ud af skolen for at have kysset med en pige, har hun altid nægtet over for sin mor, at hun er lesbisk. Og moren spørger hende ikke direkte. I dag bor Gloria Mutyaba sammen med sin kæreste, som hun har præsenteret som en veninde for sin familie.

 ”Jeg tror, min mor forsøger at få mig til at springe ud, for hun dukker uanmeldt op og står i min have og beder den samme bøn igen og igen: ’Gud, fjern homoseksualiteten fra dette hus, fjern homoseksualiteten fra Uganda'", fortæller hun.

Hun har været nødt til at flytte, fordi morens bønner medførte for mange mistroiske blikke fra naboerne, der begyndte at forbyde deres børn at løbe over og lege i Glorias Mutyabas have.

De historier, som Gloria Mutyaba hører på arbejdet, gør ikke tanken om at betro sig til sin familie mindre skræmmende: Piger, der får tæsk af deres familier, tvangsægteskaber, og ikke mindst såkaldt korrigerende voldtægter, hvor familien arrangerer, at pigen bliver voldtaget for at ”kurere” hende for hendes homoseksualitet.

En dunk benzin

Nettet omkring organisationer som FARUG er i den seneste tid blevet strammet. En NGO-lov, der blev vedtaget i januar, giver regeringen mulighed for uden begrundelse at lukke enhver organisation, der arbejder med områder, der anses for at være i strid med landets moral.

Gloria Mutyaba fortæller, at organisationen i stigende grad bliver overvåget og chikaneret; hjemmesiden hackes, telefonlinjen afbrydes, privat information bliver lækket, uden at Gloria Mutyaba og hendes kolleger aner hvordan. Værst er de anonyme trusler.

”De ringer og siger: ’Vi kommer og brænder jeres kontor ned’. Selvom man prøver at glemme det, sidder det altid i baghovedet”, fortæller hun.

Tidligere på dagen fór hun sammen, da hun udenfor vinduet så en mand stå med en dunk benzin. Det viste sig at være havemanden, der var kommet for at slå græs.

 ”Vi kan aldrig føle os sikre. Selv hvis der er fredeligt nu, kan et medlem af parlamentet i morgen gå på tv og sige, at homoseksuelle skal jages. Og så stiger volden. For folk ved, at LGBTI'erne ikke tør anmelde det, fordi de er rædselsslagne for at blive out’et eller selv at blive fængslet”, siger hun.

Hos Icebreakers yder Ruth Balemezi (t.v.) lægehjælp til LGBTI-personer, der ofte ydmyges eller nægtes behandling på almindelige klinikker. Til daglig arbejder hun på et offentligt hospital i Kampala. Foto: Jiro Ose.

Udstillet i venteværelset

Rundt om hjørnet fra Gloria Mutyabas kontor ligger organisationen Icebreakers, der driver en lille lægeklinik og et værested for især unge LGBTI-personer. Stedet har ingen alarmer eller vagt, men de er på god fod med naboerne og indskærper de besøgende, at de ikke skal skabe for megen opmærksomhed.

Klinikken har eksisteret siden 2004, men den har de seneste år fået flere og flere besøgende. Et positivt tegn på, at flere af Kampalas LGBTI-personer føler sig trygge nok til at opsøge dem. 

 De to kvindelige læger, Ruth Balemezi og Teddy Nabajja, skiftes til at bemande den lille klinik og behandle de 15-20 patienter, der dagligt opsøger den for at få for eksempel HIV-tjek eller førstehjælp. Kan de ikke hjælpe patienterne, henviser de dem til læger, de stoler på, og som er venligtsindede over for LGBTI-personer.

Både Ruth Balemezi og Teddy Nabajja er heteroseksuelle og arbejder på offentlige hospitaler i Kampala ved siden af arbejdet på klinikken. Men LGBTI-personernes sag ligger dem på sinde.

”Det her er søde, uskyldige mennesker, der aldrig har skadet nogen. Det er vigtigt, at de får hjælp, for der er stor risiko for fejldiagnoser, når de ikke kan være ærlige om deres seksualitet hos egen læge”, siger Ruth  Balemezi.

Hun fortæller, at mange af dem, der kommer for at blive behandlet, tidligere har oplevet at blive udstillet foran et fyldt venteværelse, hvis de fortalte lægen, at de er homoseksuelle. Transkønnede nægtes konsekvent behandling hos langt de fleste almindelige læger.

Smidt ud af sin mor

Ved siden af klinikken ligger et opholdssted, hvor særligt unge homoseksuelle og transpersoner hænger ud. Der er også en ledig seng til dem, der ikke har noget sted at tage hen.

En af dem, der besøger klinikken, er 25-årige Chris. For tre år siden smugkiggede hans mor på hans Facebook og fandt beskeder, han havde skrevet til andre drenge. Siden har han ikke set sin familie.

”Jeg var en af de heldige, for jeg var allerede færdig med universitetet. Så da jeg blev smidt ud, havde jeg mulighed for at flytte for mig selv”, siger han.

Men det er hårdt at undvære familien. En gang imellem ringer han til sin søster for at forvisse sig om, at hans mor har det godt. Klinikken besøger han for at undgå diskrimination.

”Jeg stolede faktisk på min tidligere læge, men da jeg betroede ham, at jeg er bøsse, nægtede han at behandle mig”, fortæller han.

For ham og mange andre er klinikken blevet et frirum, hvor han udover lægehjælp kan få et nyt netværk, en ny familie. 

Frank Mugisha (i midten) deltager den 28. januar 2011 i begravelsen af sin myrdede ven og kollega, David Kato, der grundlagde organisationen Sexual Minorities Uganda (SMUG), som Mugisha i dag er chef for. Foto: Jiro Ose.

Porno-afsløringsmaskinen

Anti-homoloven blev annulleret på grund af en teknikalitet. Der var ikke nok parlamentsmedlemmer til stede, da der skulle stemmes. Men det betyder, at lovforslaget nemt kan blive sat på dagsordenen igen.

For få måneder siden opfordrede formanden for parlamentet, Rebecca Kadaga, til at genfremsætte lovforslaget. For Simon Lokodo, ministeren for etik og integritet, er det en mærkesag at ”forhindre enhver form for rekruttering og promovering af homoseksualitet”. Derfor har han sørget for at få Uganda Pride forbudt de sidste to år.

I sommer indkøbte han en ”pornoafslørings-maskine”, der på ikke nærmere defineret vis kan skanne og afsløre pornografi, hvilket ifølge ministeren også gælder sms-beskeder, sendt mellem homoseksuelle. Ministeren har for nylig nedsat en komité, der skal sikre, at de skyldige, som maskinen afslører, bliver retsforfulgt og idømt fængselsstraffe på op til 10 år.

Indkøbet af maskinen fik mange ugandere til på de sociale medier at bemærke, at det havde været mere etisk forsvarligt at bruge de 88.000 dollars, som maskinen ifølge ministeren koster, på at erstatte landets eneste scanningsapparat til brug for kræftbehandling, der er gået i stykker.

I strid med landets moral

En stor del af aktivisternes arbejde går gennem retssystemet, der ikke sjældent giver dem medhold. Netop nu sagsøger SMUG myndighederne for at nægte at anerkende organisationen som lovlig, fordi dens fokus anses for at være i strid med landets moral.

De mange retssager ruster aktivisterne til at kunne agere hurtigt, hvis loven tages op igen. Og de håber en dag at kunne udfordre den eksisterende lov fra 1950 mod såkaldt unaturlig sex.

Det er dog endnu alt for tidligt, mener Dennis Wamala fra Icebreakers.

”Jeg tror ikke, det ville have den store effekt at få fjernet loven. Vi risikerer at ende som i Sydafrika, hvor lovgivningen er i orden, men hvor homofobien er enorm. Holdningerne i befolkningen og det lovgivningsmæssige skal helst følges ad. Og det vil tage nogen tid”.