"Tilgivelsen er mit våben"
Efter 14 år i den amerikanske fangelejr Guantánamo på Cuba blev Mohamedou Ould Slahi løsladt sidste år. Han blev aldrig sigtet for en forbrydelse, men derimod tortureret, mishandlet og holdt i langvarig isolation. Alligevel nægter han at lade sig opsluge af hadet og er i dag en fri mand. Næsten.
Af Ole Hoff-Lund
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3, 2017
Når Mohamedou står på den hvide sandstrand uden for hovedstaden Nouakchott i Mauretanien og ser solen forsvinde i bølgerne, stirrer han samtidig ind i 15 års mørke.
For på præcis samme breddegrad 6.500 kilometer mod vest ligger den amerikanske Guantçnamo-fangelejr, hvor Mohamedou sad indespærret i årevis, mistænkt for at stå i ledtog med terrornetværket al-Qaeda og dets leder, Osama bin Laden.
Mohamedou Ould Slahi var fange nummer 760 i Guantánamo, og i amerikanske medier omtales han som den mest torturerede mand i lejrens historie. Langt størstedelen af tiden sad han fuldstændig isoleret fra andre fanger i en celle på ganske få kvadratmeter.
”Jeg var alene med mine tanker og min smerte. Guantánamo er et forfærdeligt sted. Det ødelægger mennesker”, fortæller Mohamedou over Skype fra sit hjem i Nouakchott.
Da han i juni 2016 fik den officielle besked fra de amerikanske myndigheder om, at de ikke længere anså ham som en sikkerhedsrisiko, og at han var fri til at forlade Guantánamo – hvis nogen ville tage imod ham – blev han lykkelig.
”Men jeg havde lært, at jeg ikke skulle fejre nyheden for meget. Mange af de andre fanger havde fået lignende afgørelser, men de sad alligevel fast i Guantánamo i årevis”, siger han.
Der gik ganske rigtigt flere måneder. Og da han endelig vendte hjem fra næsten 15 års mareridt i amerikansk varetægt, skete det på samme måde, som da han kom til Guantánamo: I orange fangedragt, fodlænker, ble, en maske for øjnene og fastlåst til sit flysæde.
”Jeg brokkede mig ikke. De kunne gøre, hvad de ville med mig – bare jeg kom ud af Guantánamo”.
Fortiden
For at forstå, hvorfor CIA opfattede Mohamedou som en højt profileret al-Qaeda-terrorist, skal vi tilbage til slutningen af 1980’erne. Mohamedou er en ung mand med en lys fremtid. Han har modtaget et legat til at studere til elektroingeniør ved universitetet i Duisburg i Tyskland og rejser dertil i sommeren 1988. For moderen og hans 11 søskende giver det håb om, at Mohamedou kan hjælpe familien ved at sende penge hjem til det fattige Mauretanien.
På det tidspunkt raser borgerkrigen i Afghanistan, og USA leverer våben til de såkaldte mujahedingrupper i kampen mod den Sovjet-støttede regering. Som mange andre unge mænd vælger Mohamedou i 1991 at rejse til Afghanistans borgerkrig for at kæmpe sammen med de grupper, der senere bliver kendt som al-Qaeda.
”Det er det dummeste, jeg har gjort”, siger Mohamedou i dag om sin beslutning.
Dengang er der ingen restriktioner eller forbud mod at deltage i sådanne aktiviteter, og det er en sag, som Vesten – og især USA – støtter aktivt. Blandt andre rejser den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derned som 24-årig i 1988 og fotograferes iført traditionel klædedragt og med et Kalashnikov-gevær i hænderne for at vise sin støtte til ”en lokalbefolkning mod en besættelsesmagt”.
Under en høring ved militærtribunalet på Guantánamo forklarer Mohamedou senere sin fortid således:
”Jeg var godt klar over, at jeg kæmpede side om side med al-Qaeda, men dengang var al-Qaeda altså ikke involveret i en jihad mod Amerika. USA opfordrede os til at bekæmpe kommunisterne sammen med vore brødre. Jeg har absolut intet at gøre med konflikten mellem al-Qaeda og USA”, sagde Slahi.
Han vender tilbage til Tyskland i 1992, færdiggør sine studier og arbejder indenfor computerteknologi og telekommunikation i Duisburg op gennem 1990’erne. Men i 1999 vender fortiden tilbage i form af et telefonopkald fra en af hans gamle al-Qaeda kontakter, Abu Hafs al-Mauritani, der er rådgiver for al-Qaeda og med i inderkredsen omkring Osama bin Laden. Opkaldet kommer fra Osama bin Ladens satellittelefon og bliver opfanget af den tyske efterretningstjeneste. Det bliver afgørende for Mohamedous skæbne.
Abu Hafs er Mohamedous fætter, og han beder om hjælp til at overføre penge til hans familie i Mauretanien i forbindelse med ramadanen. Mohamedou hjælper. Samme år flytter han til Canada for at prøve lykken, men året efter vender han desillusioneret hjem til sin familie i Mauretanien.