"Tilgivelsen er mit våben"

"Tilgivelsen er mit våben"

Efter 14 år i den amerikanske fangelejr Guantánamo på Cuba blev Mohamedou Ould Slahi løsladt sidste år. Han blev aldrig sigtet for en forbrydelse, men derimod tortureret, mishandlet og holdt i langvarig isolation. Alligevel nægter han at lade sig opsluge af hadet og er i dag en fri mand. Næsten.

Af Ole Hoff-Lund

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3, 2017

Når Mohamedou står på den hvide sandstrand uden for hovedstaden Nouakchott i Mauretanien og ser solen forsvinde i bølgerne, stirrer han samtidig ind i 15 års mørke.

For på præcis samme breddegrad 6.500 kilometer mod vest ligger den amerikanske Guantçnamo-fangelejr, hvor Mohamedou sad indespærret i årevis, mistænkt for at stå i ledtog med terrornetværket al-Qaeda og dets leder, Osama bin Laden.

Mohamedou Ould Slahi var fange nummer 760 i Guantánamo, og i amerikanske medier omtales han som den mest torturerede mand i lejrens historie. Langt størstedelen af tiden sad han fuldstændig isoleret fra andre fanger i en celle på ganske få kvadratmeter.

”Jeg var alene med mine tanker og min smerte. Guantánamo er et forfærdeligt sted. Det ødelægger mennesker”, fortæller Mohamedou over Skype fra sit hjem i Nouakchott.

Da han i juni 2016 fik den officielle besked fra de amerikanske myndigheder om, at de ikke længere anså ham som en sikkerhedsrisiko, og at han var fri til at forlade Guantánamo – hvis nogen ville tage imod ham – blev han lykkelig.

”Men jeg havde lært, at jeg ikke skulle fejre nyheden for meget. Mange af de andre fanger havde fået lignende afgørelser, men de sad alligevel fast i Guantánamo i årevis”, siger han.

Der gik ganske rigtigt flere måneder. Og da han endelig vendte hjem fra næsten 15 års mareridt i amerikansk varetægt, skete det på samme måde, som da han kom til Guantánamo: I orange fangedragt, fodlænker, ble, en maske for øjnene og fastlåst til sit flysæde.

”Jeg brokkede mig ikke. De kunne gøre, hvad de ville med mig – bare jeg kom ud af Guantánamo”.

Fortiden

For at forstå, hvorfor CIA opfattede Mohamedou som en højt profileret al-Qaeda-terrorist, skal vi tilbage til slutningen af 1980’erne. Mohamedou er en ung mand med en lys fremtid. Han har modtaget et legat til at studere til elektroingeniør ved universitetet i Duisburg i Tyskland og rejser dertil i sommeren 1988. For moderen og hans 11 søskende giver det håb om, at Mohamedou kan hjælpe familien ved at sende penge hjem til det fattige Mauretanien.

På det tidspunkt raser borgerkrigen i Afghanistan, og USA leverer våben til de såkaldte mujahedingrupper i kampen mod den Sovjet-støttede regering. Som mange andre unge mænd vælger Mohamedou i 1991 at rejse til Afghanistans borgerkrig for at kæmpe sammen med de grupper, der senere bliver kendt som al-Qaeda.

”Det er det dummeste, jeg har gjort”, siger Mohamedou i dag om sin beslutning.

Dengang er der ingen restriktioner eller forbud mod at deltage i sådanne aktiviteter, og det er en sag, som Vesten – og især USA – støtter aktivt. Blandt andre rejser den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derned som 24-årig i 1988 og fotograferes iført traditionel klædedragt og med et Kalashnikov-gevær i hænderne for at vise sin støtte til ”en lokalbefolkning mod en besættelsesmagt”.

Under en høring ved militærtribunalet på Guantánamo forklarer Mohamedou senere sin fortid således:

”Jeg var godt klar over, at jeg kæmpede side om side med al-Qaeda, men dengang var al-Qaeda altså ikke involveret i en jihad mod Amerika. USA opfordrede os til at bekæmpe kommunisterne sammen med vore brødre. Jeg har absolut intet at gøre med konflikten mellem al-Qaeda og USA”, sagde Slahi.

Han vender tilbage til Tyskland i 1992, færdiggør sine studier og arbejder indenfor computerteknologi og telekommunikation i Duisburg op gennem 1990’erne. Men i 1999 vender fortiden tilbage i form af et telefonopkald fra en af hans gamle al-Qaeda kontakter, Abu Hafs al-Mauritani, der er rådgiver for al-Qaeda og med i inderkredsen omkring Osama bin Laden. Opkaldet kommer fra Osama bin Ladens satellittelefon og bliver opfanget af den tyske efterretningstjeneste. Det bliver afgørende for Mohamedous skæbne.

Abu Hafs er Mohamedous fætter, og han beder om hjælp til at overføre penge til hans familie i Mauretanien i forbindelse med ramadanen. Mohamedou hjælper. Samme år flytter han til Canada for at prøve lykken, men året efter vender han desillusioneret hjem til sin familie i Mauretanien.

"Selve din eksistens vil blive udslettet".

- Forhørsleder på Guantánamo

Pågribelsen

To måneder efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 bliver Mohamedou kontaktet af sikkerhedstjenesten i Mauretanien, der beder ham om at møde op på politistationen til afhøring. Han siger farvel til sin mor og fortæller hende, at der ikke er grund til bekymring. Så kører han ind til byen, hvor han parkerer foran politistationen. DÄr holder bilen stadig den dag i dag ╨ støvet, skrammet og med smadret forrude.

”Det var sidste gang, jeg så min mor”, siger Mohamedou.

Han bliver tilbageholdt og får frataget sit pas, og den 29. november 2001 bliver han sat på et CIA-fly og fløjet til et fængsel i Jordan, hvor han gennem otte måneder udsættes for tortur og bliver udspurgt om sin rolle i al-Qaeda. Hans familie forledes til at tro, at han er i et mauretansk fængsel, og gennem et helt år afleverer hans ældste bror troligt rent tøj og penge til måltider til fængselspersonalet.

Fængslet i Jordan tager hårdt på Mohamedou:

”Mit tøj begyndte at sidde så løst på mig, at jeg lignede en lille kat i en stor pose”, siger han.

I juli 2002 bliver han fløjet til den amerikanske Bagram-base i Afghanistan, og to uger senere bliver han sammen med 34 andre fanger sat ombord på et fly til Guantánamo på Cuba, hvor han ankommer den 5. august 2002. Først i oktober 2002 læser hans bror i det tyske magasin Der Spiegel, at Mohamedou er havnet i et af de berygtede trådbure i Guantánamo, og sandheden går op for familien.

Udskrifter fra afhøringerne af Mohamedou ved det særlige militærtribunal i Guantánamo viser tydeligt, hvorfor CIA retter søgelyset mod ham: Opholdet med al-Qaeda i Afghanistan og opringninger fra Abu Hafs. Desuden har han en enkelt nat i sin lejlighed i Tyskland haft overnattende gæster, som senere begik terror for al-Qaeda, og han har frekventeret en moske i Canada, hvor der kom radikaliserede muslimer, som planlagde et terrorangreb i USA – det såkaldte millennium-komplot.

Fangelejren

I CIA’s optik gør det Mohamedou til den måske mest værdifulde fange i Guantçnamo på det tidspunkt. I de første måneder i Guantçnamo er det forhørsledere fra det amerikanske forbundspoliti (FBI), der afhører Mohamedou, som konsekvent benægter alle anklager om at stå i forbindelse med terroristerne bag 11. september. Men han vedstår sin kortvarige deltagelse i al-Qaeda ti år forinden.

Mohamedou bruger den første tid i fængslet på at blive bedre til engelsk. I sin studietid læste han tekniske manualer og dokumenter på engelsk, men han kunne ikke tale sproget. I Guantánamo lytter han til sine fangevogtere og begynder at skrive ord og vendinger ned på engelsk. Andre ting på arabisk.

”Jeg var optaget af alt, hvad der foregik omkring mig i Guantánamo, og jeg skrev det ned, så jeg kunne fortælle min historie i fremtiden. Jeg har altid skrevet ting ned. Små ting, tanker, ideer. Men vagterne tog mine tekster fra mig, da jeg ikke ville fortælle, hvad det var, jeg skrev. Jo dårligere de behandlede mig, jo mere skrev jeg. Til sidst tog de også min pen og bandt mine hænder sammen med en lænke, så jeg ikke kunne bevæge dem”, siger Mohamedou og tilføjer med et grin:

”De er meget opfindsomme i Guantánamo”.

"Jeg trak alt hår ud af mit hoved. Også skægget."

- Mohamedou Ould Slahi

Torturen

Det er i maj 2003, at han bliver frataget muligheden for at skrive. Få måneder forinden har daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld skrevet under på, at militæret kan overtage afhøringerne fra FBI og gøre brug af såkaldte udvidede forhørsmetoder ╨ en spindoktors ord for tortur.

Ifølge en rapport fra US Senate Armed Services Committee (SASC) i 2008, som undersøgte behandlingen af fanger i amerikansk varetægt, har en særlig arbejdsgruppe i militæret lagt en detaljeret køreplan for afhøringerne af Mohamedou. Planen er beskrevet i et memo med 20 forskellige forhørsmetoder, som alle udgør enten tortur, mishandling eller nedværdigende behandling. Mohamedou bliver udsat for dem alle.

Ydmygelserne begynder den 22. maj 2003, hvor han bliver overflyttet til en særlig isolationscelle, kaldet ”køleskabet”: En lille, helt hvid og stærkt nedkølet celle uden dagslys, som ifølge memoet skal ”reducere udefrakommende indtryk og skabe et strengt spartansk miljø”. Her bliver han holdt i 70 dage og udsat for kontinuerlige afhøringer og søvnberøvelse op til 20 timer i døgnet.

”Jeg levede i en tåge. Den længste sammenhængende søvn i den periode var nok to timer”, husker Mohamedou.

Ifølge afhøringsmanualen bliver han tvunget til at optræde som en hund. Han skal gø og lave hundetricks i cellen. Han bliver fysisk afstraffet og tvunget til at stå i timevis i såkaldte stresspositioner, lænket til gulvet. Han bliver barberet skaldet, udsat for nøgen kropsvisitation og tvunget til at gå i burka ”for at krænke hans blufærdighed”. Han får ikke lov til at bede. Vagterne medbringer schæferhunde, som de truer med at slippe løs på ham. Maden, han får, er enten fyldt med jord eller myrer og orme, og han får kun lov til at tage et bad hver anden måned – alt sammen for at ”nedbryde hans ego og få kontrol over hans psyke og krop”, står der i memoet.

”Jeg blev mere og mere nervøs, og jeg blev nemt vred. Jeg græd over de mindste små ting. Under afhøringerne blev jeg overhældt med vand i det her frysende kolde rum. Jeg frøs så meget, at jeg ikke kunne tale”, siger han.

Som en del af torturen spiller vagterne konstant et specielt musiknummer på fuld lydstyrke i hans celle tilsat stroboskoplys. Det er Let The Body Hit The Floor med det amerikanske band Drowning Pool – et metalnummer, der handler om en hårdhændet afhøring af en mand, der gradvist mister forstanden.

Ødelæggelsen

I de næste mange måneder bliver Mohame-dou gradvist nedbrudt. En forhørsleder skriver ligefrem en bekymret e-mail til en psykiater fra det amerikanske militær om, at Mohamedou hører stemmer og udviser en unormal adfærd, som er ”creepy”.

”Slahi har fortalt mig, at han hører stemmer nu. Det bekymrer ham, da han ved, at det ikke er normalt. Er det her i øvrigt noget, som sker for folk, der ikke modtager mange stimuli udefra såsom sollys og menneskeligt samvær? Det virker lidt uhyggeligt”, skriver forhørslederen ifølge memoet.

Psykiateren svarer: ”Sansedeprivation kan godt give hallucinationer, som regel visuelle snarere end auditive, men man ved aldrig. I mørket skaber man ting ud af den smule, man har at gøre med”.

Mohamedou forklarer selv situationen således:

”Jeg følte ydmygelse, selvmedlidenhed og panik. Jeg hørte stemmer – min families stemmer. Jeg var meget stærkt medicineret, men jeg vidste godt, at det ikke var normalt. Det var skræmmende”.

Ifølge rapporten fra senatskomiteen (SASC) skriver lejrledelsen endda et fiktivt brev, hvor der står, at Mohamedous mor er blevet anholdt og skal afhøres, og at hun måske vil blive overført til Guantánamo.

”I så fald bliver hun den eneste kvindelige fange i dette hidtil fuldstændig mandsdominerede miljø”, står der i brevet.

Ifølge rapporten bliver Mohamedou også seksuelt misbrugt af kvindelige vagter ”for at udnytte religiøse tabuer”, og en nat stormer kampklædte vagter ind i hans sin celle, giver ham bind for øjnene og sejler ham ud på havet ”for at give indtryk af, at han flyttes væk fra øen”. De tvinger ham til at drikke saltvand og fylder hans fangedragt med isterninger, alt imens de banker ham sønder og sammen.

”Jeg rystede ukontrollabelt og kastede op, mens vagterne tæskede mig i måske tre timer. Jeg skreg som en kvinde, der er ved at føde. Og jeg fortalte dem, at jeg ville fortælle dem alt og skrive under på en tilståelse”, erindrer han.

Efterfølgende fortæller en maskeret afhøringsofficer ved navn Mr. X, at der findes værre ting end fysisk smerte:

”Du vil meget snart vil forsvinde ned i et meget mørkt hul. Selve din eksistens vil blive udslettet. Ingen vil vide, hvad der er sket med dig, og med tiden vil alle være ligeglade”, fortæller Mr. X ifølge senatsrapporten.

Fysisk er Mohamedou ikke synderligt mærket af torturen, siger han. Han bevæger sig frit omkring, han spiller fodbold på stranden, og han er aktiv på de sociale medier.

Løgnen

Fra den dag fortæller Mohamedou forhørslederne det, de gerne vil høre: At han aktivt har rekrutteret medlemmer til al-Qaeda.

”Jeg tilstod alle de forbrydelser, jeg blev spurgt om. Så stoppede tæskene. Og jeg kunne sove igen. Men når jeg var kommet til kræfter igen, fortalte jeg dem, at det var løgn. At jeg aldrig havde gjort noget. Så fik jeg tæsk igen, indtil jeg tilstod. Og sådan kørte det i ring”, siger han til AMNESTY.

For Mohamedou er noget af det sværeste at fortælle en usand historie, holde fast i den og bygge flere og flere detaljer på i takt med, at forhørslederen presser på, og torturen sætter ind.

”Du vil aldrig kunne forstå den psykiske og fysiske smerte, jeg oplevede”, siger han.

Hans tilståelse går videre til den øverste anklager ved den militære domstol på Guantánamo, Stuart Couch, som i første omgang regner med at idømme Mohamedou dødsstraf. Men han væmmes så meget ved det, han læser om afhøringerne, at han ender med at sige op i protest i 2004:

”Jeg er overbevist om, at Slahi har været udsat for tortur. Ikke på grund af noget, som Slahi har sagt, men alene på baggrund af den amerikanske regerings dokumenter i efterretningstjenestens databaser, som i detaljer beskriver, hvad der blev gjort imod ham under afhøringerne”, skriver Stuart Couch i opsigelsen.

Mange af de andre fanger i lejren knækker sammen under presset. Nogle begår selvmord. Mohamedou fortæller, at han har mange samtaler med lejrens læger og sygeplejersker, som udskriver beroligende og smertestillende medicin til ham.

”De spurgte, hvordan det kunne være, at jeg var anderledes, og hvorfor jeg ikke var knækket. Jeg svarede, at jeg ønskede at holde udgifterne til mine egne ydmygelser så lave som muligt, så jeg ikke skulle ligge det amerikanske sundhedsvæsen til last”, siger Mohamedou og slår så over i en mere seriøs tone:

”Der foregår en intellektuel krig i dit hoved, når du sidder helt isoleret fra andre mennesker og bliver tortureret til at indrømme ting, du ikke har gjort. De ønsker, at du skal hade dem. Så hvis jeg skulle vinde over dem, var jeg nødt til at undgå den situation. De kunne tæve mig. De kunne fratage mig kontrollen over min krop. Men de kunne aldrig få kontrol over mit sind. Og det er afgørende. Jeg besluttede mig for ikke at hade nogen”, siger Mohamedou.

Dagbogen

Efter anklagerens opsigelse står myndighederne tilbage uden skyggen af bevis mod Mohamedou, og tilståelsen er faldet til jorden. Han forbliver isoleret i sin celle uden samkvem med andre fanger, men han får lov til at skrive igen.

Det første, han gør, er at indgive en håndskrevet klage til myndighederne med en anmodning om at få sin sag prøvet i retten – en såkaldt habeas corpus, som alle fanger har krav på.

”Jeg har ikke begået nogen forbrydelse mod USA, og USA har heller ikke anklaget mig for nogen forbrydelse. Derfor ansøger jeg om øjeblikkelig løsladelse”, skriver Mohamedou Slahi den 15. marts 2005.

Det næste, han gør, er at begynde at skrive dagbog. I løbet af tre måneder i 2005 skriver han 466 siders dagbog, som han overdrager til sine amerikanske advokater med ønske om, at den bliver udgivet og offentliggjort. Det tager mere end syv års juridiske tovtrækkerier med de amerikanske myndigheder og derefter to års redaktion, før bogen endelig udkommer i 2015 ╨ stærkt censureret med 2.600 sorte overstregninger, men ikke desto mindre til forrygende anmeldelser. I dag er den oversat til 27 sprog, også dansk.

”I årevis råbte jeg i mørket i Guantánamo, så jeg var glad, da den endelig kom ud. Amerikanerne besluttede at give mig en stemme ved at lade min dagbog komme ud til offentligheden”, siger Mohamedou.

Døden

Efterhånden mister myndighederne noget af interessen for Mohamedou, som gradvist får flere rettigheder i lejren. Han kan låne bøger på biblioteket, og han kan se film i sin celle. Særligt Än film bliver han begejstret for. Det er Coen-brødrenes kult-komedie The Big
Lebowski, som han ser igen og igen.

”Filmen handler om, at de har fået fat i den forkerte mand, og alle de problemer, det fører med sig. Jeg så mig selv i The Dude”, siger Mohamedou med reference til filmens hovedperson.

De voldsomme forhør og torturen stopper også. Og i 2010 vinder han en stor sejr, da en føderal domstol i USA træffer afgørelse i Mohamedous habeas corpus sag, som han anlagde i 2005: Mohamedou skal løslades.

Dommeren James Robertson mener, at der er ”klare beviser for, at Slahi blev udsat for omfattende og voldsom mishandling i Guantánamo”. Omvendt er der ingen beviser for, at han har begået nogen fjendtlige handlinger mod USA. Men glæden er kortvarig. Få dage senere anker præsident Obamas administration dommen. Mohamedou er lige vidt.

I flere år derefter taler Mohamedou ikke med nogen – heller ikke vagterne. Han har opbygget en lille verden i sit hoved med små rutiner, som han fokuserer stædigt på dag efter dag. Men i 2013 styrter den verden i grus, da han får besked om, at hans mor er død hjemme i Mauretanien. Hans storebror, der har kæmpet for hans løsladelse gennem årene, dør kort efter.

”Jeg kollapsede mentalt. Jeg var i dyb sorg. Det var som en fysisk smerte, der borede sig ind i mig, og der var intet, der kunne få det til at forsvinde. Intet, der kunne aflede min opmærksomhed fra mit tab. Jeg fik voldsomme mareridt, og til sidst kunne jeg ikke skelne mellem mareridt og virkelighed, mellem søvn og vågen tilstand”, fortæller han.

For at få smerten til at forsvinde begynder han at løbe rundt i sin celle med fuld fart, rundt og rundt, indtil han støder ind i væggen og falder til jorden.

”Jeg løb for at skade mig selv, så den fysiske smerte overgik den psykiske smerte for en tid. Jeg trak også alt hår ud af mit hoved. Også skægget. Alt hår. Det var en svær tid for mig”, siger Mohamedou.

Vagten

Gennem årene møder han mange forskellige vagter, som ankommer til og rejser hjem fra Guantçnamo. Han etablerer også noget, der minder om venskaber, med nogle af dem.

”Nogle af vagterne behandlede mig som en bror. De bød mig på kaffe, og de spurgte, om jeg havde lyst til et spil kort. Der var også en, der kom med frø, så jeg kunne dyrke en lille urtehave uden for min celle. Jeg dyrkede mynte, basilikum og tomater”, fortæller han.

TV-selskabet CBS News har mødt en af de vagter, der havde opsyn med Mohamedou i ti måneder i 2004, og som havde fået oplyst, at fange nummer 760 var en af de værste af de værste.

”Han var ikke den forfærdelige terrorist, som jeg havde forventet at skulle bevogte. Han var en venlig og smilende mand, og vi havde ingen kontroverser overhovedet”, siger vagten.

Han ender med at skrive et brev til Guantánamos særlige Periodic Review Board, som med mellemrum tager fangernes sager op til fornyet overvejelse. I brevet skriver han, at han med glæde ville invitere Mohamedou ind i sit eget hjem, og at han mener, det er en fejl, at han er havnet i Guantánamo. Han får aldrig svar.

Hjemkomsten

I dag er Mohamedou en fri mand. Næsten. For efter hans hjemkomst til Mauretanien i oktober sidste år har myndighederne stadigvæk ikke udleveret hans pas og identitetspapirer. Derfor kan han ikke rejse ud, selv om han har modtaget invitationer fra hele verden. Og derfor er han på en måde stadig i fængsel, bare i sit eget land, fortæller han.

”Det er min egen regering, der fastholder mig i denne form for fangenskab. Jeg er ikke fri, før jeg får lov til at rejse”, siger han.

Hjemkomsten var følelsesladet. Ikke kun fordi han genså sine mange brødre og søstre. Befolkningen fejrede ham som en nationalhelt. En hjemvendt søn, der var sluppet ud af amerikanernes kløer. Men hans mor er væk, og sporene fra 15 års isolation, mishandling og tortur i amerikansk varetægt sidder dybt i ham. Ikke at det kommer til udtryk på overfladen. Han elsker at fortælle vittigheder, og under dette interview kommer han med flere stikpiller til USA’s præsident Donald Trump.

”Ingen har talt så positivt om nazisterne gennem de sidste 70 år. Han formår på en og samme tid at tilfredsstille den yderste amerikanske højrefløj og de radikaliserede muslimer. Det er noget af en bedrift”, siger Mohamedou Slahi.

Men selv om USA har stjålet en tredjedel af hans liv, så ønsker han ikke hævn.

”Hvad skulle det nytte? Tilgivelsen er mit våben. Jeg har ikke nogen dårlige følelser for forhørslederne, som gjorde mit liv til et helvede. Det er dem, der skal leve med, at de har mishandlet og nedbrudt et andet menneske. Det må være straf nok”, siger Mohamedou.

Mohamedou Ould Slahi er uddannet elektroingeniør ved universitetet i Duisburg i Tyskland og arbejdede som IT-ekspert i Mauretanien, da han blev arresteret i 2001 og udleveret til amerikanerne.

Efterveerne

Fysisk er Mohamedou ikke synderligt mærket af torturen, siger han. Han bevæger sig frit omkring, han spiller fodbold på stranden, og han er aktiv på de sociale medier.

Men han behøver en operation for galdesten. Allerede i Guantánamo fik han voldsomme smerter i maven og blev opereret i lejren. Men ifølge Mohamedou var militær-hospitalet ikke specialiseret nok til at fjerne
de mindste sten. I Mauretanien råder man heller ikke over tilstrækkeligt avanceret udstyr, så han ønsker at komme til et udenlandsk hospital.

På andre måder har Guantánamo forandret ham som menneske. Han kan kun sove i et lille rum på størrelse med cellen i Guantánamo, og der må ikke være andre mennesker i lokalet.

”Jeg har stadig mareridt og angstanfald. Jeg vågner op nogen gange og tror, at jeg er på Guantánamo”.

En fri sjæl i en fri krop – næsten: Myndighederne i Mauretanien nægter fortsat at give Mohamedou Slahi et pas og dermed muligheden for at rejse og bevæge sig frit.

Siden sin hjemkomst har han deltaget i en lang række arrangementer i hele verden via Skype, og det spørgsmål, han oftest bliver stillet, er, om tortur virker. Han får det samme spørgsmål fra AMNESTY.

”Hvis du mener, om det giver stærke smerter, så ja. Hvis du vil have falske tilståelser, så ja. Hvis du vil have gode efterretninger, så nej. Jeg er her stadig efter 15 år, og jeg er hverken blevet sigtet eller dømt. Tortur er spild af tid. Og ikke nok med det. Du ødelægger livet for et andet menneske. Før og efter tortur – det er to forskellige mennesker”, siger Mohamedou.

Da Mohamedou blev pågrebet i Mauretanien og anbragt i amerikansk varetægt, var han 30 år gammel. I dag er han 46. Når han skal opsummere årene i Guantánamo, tager han en lang tænkepause, inden han siger:

”Smerte og lidelse er en del af at vokse op. Og jeg er voksen nu”.