Artiklen er bragt i AMNESTY #3 2017, Foto: Martin Thaulow, Tekst: Mathias Findalen
12-årge Omar er én blandt mere end en million syriske børn, der efter seks års krig i dag lever i Tyrkiet. Blandt de skoleparate får hver anden af dem ingen uddannelse. Mange arbejder i stedet i storbyernes voksende skyggeøkonomi, hvor flygtningebørn på helt ned til seks år arbejder på tekstil- og syfabrikker, de såkaldte sweatshops.
Det begyndte med lidt over 20.000 i slutningen af 2011. I dag er et forsigtigt skøn, at over 3,5 millioner mennesker på flugt fra især borgerkrigene i Syrien og Irak har slået sig ned i Tyrkiet. Kun op mod 400.000 af dem bor i flygtningelejrene tæt ved den syriske grænse. De mere end tre millioner øvrige flygtninge i landet har slået sig ned i opsatte lejre, i opgange, i kældre, på gaden, i tætpakkede lejligheder, i parker, hos en ven, familie eller en bekendt. Alene i storbyen Istanbul forsøger op mod en million menne-sker på flugt at finde nyt fodfæste.
Vanskeligt er det især for de syriske børn, som allerede er blevet døbt “den glemte ge-neration”. Selv om over 300.000 syriske børn ifølge regeringen og tyrkisk Røde Kors har fået skoleadgang i de såkaldte ’midlertidige skolecentre’, så er der op mod 350.000 sko-leparate syriske børn, som ikke går i skole. Det medfører et konstant stigende antal gadebørn, prostitution, kriminalitet og i enkelte tilfælde radikalisering.
Ingen andre i familien har kunnet finde arbejde, så Omar er tvunget til at arbejde på en tekstilfabrik.
I ofte faldefærdige lejligheder og til høje priser lever flygtninge tæt sammen i kvarteret Kurtulus, Istanbul.
Omar er et af de få syriske børn, der går i tyrkisk skole, men han kastes ligesom andre syriske børn rundt imellem forskellige skoler. Indtil i år var der cirka 50 syriske midlertidige skoler i Istanbul, men dem er regeringen i gang med at lukke ned for i stedet at integrere syriske børn i tyrkiske skoler. Ønsket er at forhindre parallelsamfund, men processen kritiseres af flere af familierne for, at børnene bliver revet væk fra deres normale hverdag og skal begynde forfra.
Omar på vej i tyrkisk skole med sin far i hånden.
10 år gammel tilbringer denne syriske dreng sine aftener ved Fatih-moskeen sammen med andre børn og flygtninge. Han forsøger at sælge vand og servietter for at skaffe penge.
Syrisk pige på otte år, der sammen med sin bror sælger servietter i Fatih-kvarteret. Her klokken 01 om natten.
En syrisk dreng sover på gaden i Fatih-kvarteret. Et forsigtigt skøn fra tyrkiske medier lød i 2015 på, at mere end 3.000 flygtningebørn lever af at tigge og sælge vand og servietter på gaden i Istanbul.
Ret til sikkerhed
Amnesty sætter i disse år fokus på de usikre vilkår, som mennesker på flugt lever under i nærområderne. Målet er at finde solidariske løsninger på flygtningekrisen, som ikke efterlader fattige lande med de største udfordringer og flygtninge i usikkerhed. I Danmark arbejder Amnesty blandt andet for, at Danmark genoptager modtagelsen af minimum 500 kvoteflygtninge årligt – de mest udsatte mennesker på flugt.
Læs mere på amnesty.dk/rettilsikkerhed
EU-aftale bryder med principperne i FN’s flygtningekonvention
Den 18. marts 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale, som giver EU-landene mulighed for at sende asylansøgere tilbage til Tyrkiet. Flygtningekonventionen forbyder klart og tydeligt tilbagesendelser til usikre lande, hvor asylansøgere ikke får opfyldt basale rettigheder.
Tyrkiets helt utilstrækkelige system til behandling af asylansøgninger og de ekstreme levevilkår, som mange flygtningefamilier er udsat for, er desværre endnu et eksempel på EU’s manglende vilje til at tage ansvar for mennesker på flugt.
Tyrkiet huser omkring 2,75 millioner flygtninge fra Syrien og cirka 400.000 fra lande som Afghanistan, Irak og Iran. Asylansøgere venter i årevis på at få behandlet deres sag, og i ventetiden modtager de ingen eller meget lidt støtte fra staten til bolig og mad. Kun omkring ti procent af syrerne har fået plads i de store flygtningelejre i det sydøstlige Tyrkiet.
Syrerne, herunder fire børn under fem år, blev reddet i land på den græske ø Milos den 9. oktober i år. Alle otte lod sig registrere i Grækenland, men blev sendt tilbage til Tyrkiet den 20. oktober. De fortæller selv, at de fik at vide, de skulle flyve til Athen, men blev i stedet sendt med politieskorte til Adana i Tyrkiet – i klar modstrid med både international- og EU-lovgivning.
De var ikke klar over, at de opholdt sig i Tyrkiet og ikke Grækenland, før de ankom til lufthavnen i Adana. En af flygtningene fortæller: “Da jeg så det tyrkiske flag i lufthavnen, blev alle mine drømme knust”. En anden udtaler: ”De løj for os”.
De syriske flygtninge fortæller, at de blev nægtet al form for kontakt med omverdenen og hverken fik lov til at tale med en advokat eller FN’s flygtningekommissariat, mens de opholdt sig på en politistation i Leros.
De græske myndigheder og EU har gentagende gange understreget, at alle syriske flygtninge, som ankommer til landet, får den asylbehandling, de har krav på. Desværre kan vi nu dokumentere, at det ikke er sandt, at systemet svigter flygtningene og ikke tilgodeser deres ret til sikkerhed.
Direktør for Amnestys europæiske kontor John Dalhuisen udtaler:
“Dette er i bedste fald udtryk for manglende evner og i værste fald et kynisk forsøg fra myndighedernes side på at fjerne syriske flygtninge fra Grækenland for enhver pris. Sagen skal undersøges grundig og så hurtigt som muligt, flygtningene skal have lov til at vende tilbage til Grækenland, og man må overveje muligheden for, om de kan genbosættes i andre EU-lande”.
Læs Amnesty’s rapport “No Safe Refuge” om Tyrkiet her