USA-ledet koalition har dræbt hundredvis af civile i Raqaq

 
Udgivet
01.
Ny Amnesty-rapport

Privat

I blev 39 medlemmer af familien Badran (t.v.) dræbt under flere forskellige luftangreb, mens de flygtede fra bydel til bydel. Familien Fayad (t.h.) mistede 16 medlemmer under to luftangreb, som blev gennemfør samtidig.

USA-ledet koalition har dræbt hundredvis af civile i Raqqa

Påstanden om begrænsede civile tab holder ikke, lyder vurderingen fra Amnesty International, som i den syriske by Raqqa har undersøgt dusinvis af luftangreb udført af den USA-ledede koalition. Koalitionsmedlemmet Danmark opfordres til at rejse sagen overfor sine militære partnere.

OPDATERING:
Efter Amnestys rapport blev offentliggjort den 5. juni i år, har den USA-ledede koalition nu endelig anerkendt og accepteret ansvaret for drabene på civile under koalitionens angreb i byen Raqqa sidste år. Dette er et vigtigt skridt i retningen af at sikre ansvarlighed og retfærdig overfor civile, der er fanget i krig. Læs mere her.

Ingen kender hans præcise alder. Men Fayad Mohhammed Saif var i sine 80’ere, da han blev dræbt sammen med sine tre døtre og 11 andre familiemedlemmer og bekendte. Det var 12. oktober 2017. Både hans eget hus og svigerbroderen Hussein Hamad Fares på den anden side af den snævre gade blev ramt af bomber fra den USA-ledede koalition.

Katastrofen indtraf, mens der var ved at blive etableret en våbenhvile, og kun tre dage senere fik flere hundrede krigere fra den væbnede gruppe Islamisk Stat lov til at forlade byen.

Hundredvis af civile i den syriske by Raqqa er blevet dræbt af den USA-ledede koalition, der i bestræbelserne på at ramme Islamisk Stat-krigere har lagt byen i ruiner med voldsomme bombardementer i tæt befolkede områder. Det dokumenterer Amnesty International i rapporten ”War of annihilation: Devastating Toll on Civilians, Raqqa – Syria”. Den udkommer forud for et-året på begyndelsen af den militære offensiv og sætter store spørgsmålstegn ved koalitionens forsikringer om at have gjort alt for at minimere skaderne på civile. 

 

Disse to satellitbilleder fra henholdsvis 10. oktober 2017 og 16. oktober samme år viser tydeligt ødelæggelserne af civile boliger i Raqqa, efter de blev ramt af den USA-ledede koalition.

”Koalitionens påstande, om at præcisionsangreb gjorde det muligt at bombe IS ud af Raqqa med meget få civile tab, holder ikke. I Raqqa så vi ødelæggelser, der kan sammenlignes med alt, hvad vi har set igennem de årtier, vi har undersøgt følgerne af krig”, siger Donatella Rovera, der er senior kriserådgiver i Amnesty International.  

Rapporten dokumenterer blandt andet i detaljer, hvordan fire familier brutalt er blevet ramt af de nådesløse luftangreb. Sammenlagt har familierne mistet 90 familiemedlemmer og naboer – en familie mistede hele 39 – og stort set alle af dem blev dræbt af koalitionens luftangreb.  

18 måneder gamle Razqiya  Habib blev dræbt, da den USA-ledede koalition udførte et luftangreb tidligt om morgenen den 12. oktober 2017. Hun døde sammen med sin over 80 år gamle bedstefar.

Amnestys researchere har i februar 2018 besøgt 42 forskellige steder i Raqqa, der er blevet ramt af luftangreb, og har interviewet 112 civile indbyggere. Deres vidnesbyrd står i skarp kontrast til en udtalelse fra den amerikanske general Stephen Townsend, der under offensivens kulmination skrev, at "der aldrig har været en mere præcis luftangrebsoperation i de væbnede konflikters historie".

Civile fanget

Kort før offensiven blev skudt i gang lovede USA's forsvarsminister James Mattis en ”udslettelseskrig” mod IS, og det løfte blev holdt. Fra den 6. juni til 12. oktober 2017 dræbte og sårede den USA-ledede operation tusindvis af civile i Raqqa, der var blevet udpeget som ”hovedstad” for IS. Angrebene har ødelagt det meste af byen, og private hjem, offentlige bygninger og infrastruktur er blevet forvandlet til murbrokker eller er så smadrede, at de ikke kan repareres.

 ”En seniorembedsmand fra det amerikanske militær fortalte, at der blev affyret flere artillerigranater mod Raqqa end noget andet sted siden Vietnam-krigen. Artillerigranater har en fejlmargen på mere end 100 meter, så det er ingen overraskelse, at resultatet var massevis af civile ofre”, siger Donatella Rovera.  

Ofrene, der bliver fremhævet i Amnestys rapport, kommer fra alle samfundslag og tæller alt fra en etårig baby til en ældre mand i firserne. Nogle var tvunget til at blive i byen, fordi de ikke havde råd til at betale smuglere, der kunne få dem ud. Andre blev, fordi de ikke ville miste de hjem og forretninger, som de havde brugt et helt liv på at opbygge. Indbyggerne blev fanget i byen, mens IS-militante og kurdisk-ledede krigere fra Syrian Democratic Forces kæmpede imod hinanden i Raqqas gader. IS minerede flugtvejene og skød civile, der forsøgte at flygte. 

På stedet, hvor familien til den dræbte 18 måneder gamle Razqiya Habibs hus stod, er genopbygningen nu i gang. 

39 medlemmer af familien Badran døde, mens de flygtede fra deres eget kvarter. Bygningen her blev ødelagt under samme bombardement.

Mulige krigsforbrydelser

Ifølge Amnesty er der stærke beviser på, at koalitionens luft- og artilleriangreb har overtrådt den humanitære folkeret. Amnesty vurderer, at angrebene har været både upræcise og uproportionale, og at de derfor udgør mulige krigsforbrydelser. Amnesty har skrevet til forsvarsembedsmænd i USA, Storbritannien og Frankrig, hvis styrker udførte luftangrebene over Raqqa, for at få yderligere information om angrebene.

Samtidig opfordrer Amnesty koalitionens medlemmer til at iværksætte en uafhængig og detaljeret undersøgelse af angrebene og lægge resultaterne offentligt frem. Derudover bør de offentligt anerkende omfanget af tabte civile liv og ødelæggelserne af civil ejendom i Raqqa. Endelig skal koalitionen sikre, at ofrene for overtrædelserne får mulighed for at opnå erstatning.

Danmark skal på banen

Mens Amnestys primære opfordring går til landene USA, UK og Frankrig, som står bag bombeangrebene, retter organisationen også henvendelse til koalitionspartneren Danmark, der både har et ansvar og en mulighed for at bruge sin indflydelse til at bede om en undersøgelse af angrebene. 

”Som militær partner i den USA-ledede koalition har Danmark mulighed for at lægge pres på USA, UK og Frankrig til at igangsætte uafhængige undersøgelser, der kan undersøge anklagerne om overtrædelser af den humanitære folkeret. Disse anklager skal belyses, så vi kan lære af vores erfaringer og sikre os, at de ikke vil finde sted igen. Vi opfordrer derudover forsvarsministeren til at bruge sin indflydelse til at sikre sig, at ofrene for koalitionens angreb får retfærdighed og den rette erstatning” siger Dan Hindsgaul, kommunikations- og policychef i Amnesty Danmark.

Dokumentation gør en forskel. Støt vores arbejde nu!