Californien sætter dødsstraf i bero

Californien sætter dødsstraf på pause

Guvernør Gavin Newsom underskriver bekendtgørelse, som betyder, at 737 indsatte på dødsgangene ikke vil blive henrettet i hans embedsperiode

Et moratorium for dødsstraf står til at blive indført i Californien, og det vil få betydning for flere hundrede dødsdømte i USA’s folkerigeste stat.

Det er den nytiltrådte guvernør Gavin Newsom, der med sin underskrift på en bekendtgørelse indfører moratoriet. Beslutningen medfører, at eksekveringen af dødsdomme vil blive sat på pause i hvert fald i de knap fire år, som resten af hans embedsperiode varer. Bekendtgørelsen medfører også lukningen af henrettelseskammeret i San Quentin fængslet.

”Californiens guvernør Gavin Newsom har taget et vigtigt og beundringsværdigt skridt ved at indføre et moratorium for dødsstraf. Der har i USA længe været en tendens hen imod afskaffelsen af dødsstraf, hvor også virksomheder, som danske Lundbeck, har spillet en vigtig rolle ved at sikre at deres medikamenter ikke bliver misbrugt. Flere og flere stater har de seneste år helt afskaffet brugen af dødsstraf, og de der stædigt fastholder brugen, har måttet ty til stadigt mere brutale metoder; som Oklahoma, der fremover vil henrette ved brug af gas.” siger Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling.

Colorado, Oregon og Pennsylvania har også gennem bekendtgørelser fra guvernørerne indført moratorium for dødsstraf, og Californiens beslutning giver nyt momentum til de kræfter i USA og resten af verden, der kæmper mod dødsstraf.

”Langt færre mennesker bliver henrettet i USA. Sidste år var det 25, i 1999 blev 99 henrettet. Men der er stadig i hundredvis af mennesker på dødsgangene, hvor de ofte sidder i årtier. Derfor er det her en ekstrem vigtig udvikling i Californien, hvor hovedparten af USA’s dødsdømte befinder sig. Det er vigtigt, fordi dødsstraf, udover at være den ultimative krænkelse af basale menneskerettigheder, nemlig selve retten til liv, er præget af vilkårlighed og diskrimination. Sorte og fattige er voldsomt overrepræsenterede på dødsgangene i USA,” siger Trine Christensen.

737 mennesker befinder sig i øjeblikket på dødsgangene i staten, og dermed er Californien den amerikanske stat, der har flest dødsdømte. Siden 2006 har der ikke været udført nogen henrettelser i Californien på grund af et juridisk slagsmål om det stof, der bliver brugt til de dødelige indsprøjtninger.