Tusindvis af danske skoleelever deltager i disse uger i verdens største menneskerettighedsbegivenhed, Amnestys globale kampagne Skriv for Liv. Her skriver de blandt andet breve til en fængslet saudisk kvinderettighedsaktivist, en forfulgt digter i Myanmar og en aktivist, som kæmper for regnskoven i Colombia.
”Det er ikke bare en skoleopgave. Det betyder noget for mennesker”. ”Når man finder ud af, hvor meget brevene kan hjælpe, er det meget fedt”. ”Man ved, hvor heldige vi selv er med alle vores rettigheder”.
Sådan lød det sidste år fra nogle af de danske skoleelever, som med pen og papir deltog i Amnestys brevskrivningskampagne, Skriv for Liv. Og netop i disse uger har mere end 8000 danske skoleelever fra omkring 150 danske skoler sammen med deres lærere igen travlt med at forsvare menneskerettighederne ved både at skrive personlige breve til forfulgte mennesker og henvende sig til de ansvarlige myndigheder for at kræve forandring.
”Skriv for Liv giver mine elever en særlig motivation for undervisning, fordi de ved, at det er nulevende mennesker og aktuelle situationer, de beskæftiger sig med. De lærer, at de kan hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv. Når vi senere på året samler op på, hvad der er sket siden sidst, oplever de, at de har været med til at skabe en virkelig forskel”, siger Martin Kvorning som fra Holbæk Lilleskole i flere år har brugt Skriv for Liv i sin engelskundervisning for 8. og 9. klasser.
Brevets magt
På globalt plan fører Skriv for Liv til millioner af personlige breve og krav om retfærdighed for mennesker, der er uretfærdigt fængslet eller forfulgt for at forsvare menneskerettighederne. Det kan være i form af fysiske breve eller som opslag på sociale medier. I år skriver eleverne fra Danmark breve for mennesker, som for eksempel kæmper for regnskoven og klimaet i Colombia, for kvinders rettigheder i Saudi Arabien, ytringsfrihed i Myanmar eller LGBTI-rettigheder i Tyrkiet.
Læs mere om årets sager
Brevene fra de danske skoleelever og resten af verden gør en faktisk forskel, viser Amnestys arbejde.
I juli i år fik den sydsudanesiske teenager, Magai Matiop Ngong sin dødsdom omstødt, efter mere end 765.000 mennesker som en del af Skriv for Liv havde skrevet til Sydsudans præsident. Året forinden, i 2019, blev nigerianske Moses Akatugba løsladt fra dødsgangen i Nigeria, efter 800.000 Amnesty støtter havde skrevet breve for ham.
”Jeg er i live i dag på grund af de breve”, fortæller Moses Akatugba.
”Brevskrivning ligger dybt i Amnestys DNA. Igennem årtiers arbejde har vi set, hvordan breve skaber håb for uretfærdigt fængslede og fører til konkrete forbedringer, når ansvarlige myndigheder pludselig opdager, at omverdenen kigger dem over skulderen”, siger Signe Poppenbøll Hansen, projektleder hos Amnesty Danmark.
Globalt set deltager hundredtusinder af mennesker fra op mod 170 lande og territorier i Skriv for Liv. Det gør kampagnen til verdens største menneskerettighedsbegivenhed. I 2019 førte Skriv for Liv til mere end seks en halv million handlinger i form af breve, sms’er, underskrifter, tweets med mere.
Er du aktivist eller medlem af Amnesty, og vil du gerne være med i Skriv for Liv – tilmeld dig her
Er du lærer, kan du bestil undervisningsmaterialerne her