Aydin Soei har i mere end 15 år beskæftiget sig med Danmarks udsatte boligområder. Han kritiserer ghettolisten for give et virkelighedsfjernt billede af udviklingen i boligområderne og frygter, at loven gør mere skade end gavn.
Af Bjarke Windahl Pedersen, bragt i Amnestys medlemsblad #4 2020.
Som sociolog er Aydin Soei egentlig glad for ideen om en liste, der gør, at man kan følge udviklingen i Danmarks udsatte boligområder. Alligevel er han ”ekstremt frustreret” over ghettolisten, som han har fulgt tæt, siden den først blev introduceret i dansk politik for 10 år siden.
”Ghettolisten er ekstremt politiseret. Dens kriterier er blevet ændret, alt efter hvordan politikerne gerne har villet fremstille de såkaldte ghettoområder. Portrætteringen er ekstremt negativ og meget langt fra virkeligheden i områderne”, siger Aydin Soei.
Som et eksempel peger han på, at der på Danmarks første ghettoliste var 25 boligområder, der levede op til det dengang afgørende kriterium om kriminalitet. I 2017 var det tal faldet til blot to områder. Men med den nye ghettopakke i 2018 blev kriterierne ændret, så der nu skulle færre kriminelle til og flere i uddannelse, hvis et alment boligområde skulle undgå at komme på ghettolisten.
”Dermed kom det til at fremstå, som om det gik værre, selvom det går bedre end nogensinde, hvis vi måler på kriminalitet og uddannelse”, siger Aydin Soei.
Ingen tager æren for positiv udvikling
I dag frygter han, at den positive udvikling bliver bremset, blandt andet som konsekvens af ghettolovens krav om tvungne fraflytninger.
”Sandsynligheden for, at du tager en uddannelse og får et job, hvis du har en uddannelsesfremmed familiebaggrund, er større i de her områder, end noget andet sted i landet. Det er fordi, at det er de områder, hvor staten er mest til stede, og hvor der med lommepengeprojekter, uddannelsesvejledning, lektiehjælp og så videre er størst hjælp til at komme i uddannelse, i job og lykkes i livet”, siger Aydin Soei.
Han undrer sig over, at ingen politikere på Christiansborg har været interesserede i at tage æren for den positive udvikling, men at et solidt flertal tværtimod har vedtaget en lov, som nu betyder, at tusindvis af mennesker mister deres bolig, og som risikerer at skade arbejdet med at skabe social mobilitet i områderne.
”Hvis du tvangsfjerner udsatte familier, tager netværket fra dem og flytter dem til områder, hvor der ikke er de samme tilbud, så risikerer du, at familien ender i social isolation, og at der ikke er nogen til at hjælpe med at løfte de unge, som vi ser det i dag”.
Ghetto-stemplet jager beboere væk
Aydin Soei har skrevet fem bøger om unge etniske minoriteter og udfordringer som ungdomskriminalitet, optøjer og bandekonflikter. Han har nærmest ”gjort karriere på at beskrive dårligdommene i de her udsatte boligområder”, som han selv formulerer det. Men sideløbende har han i sit arbejde kunnet følge den positive udvikling på nært hold.
Ifølge Soei består den store udfordring i dag i, hvordan man bedst fastholder den del af beboermassen, som fraflytter de udsatte områder, når de selv nærmer sig middelklassen, samt hvordan man fastholder børnefamilierne, som ofte er de mest følsomme over for et områdes ry. Og her gør ghettoloven større skade end gavn, mener han:
”Ghettoloven er stigmatiserende og jager de beboere væk, som vi gerne vil fastholde. Når etnicitet er det vigtigste kriterium, kommer man i stedet for at fastholde unge veluddannede etniske minoriteter til at jage dem væk, fordi det gør det nemmere for et boligområde at komme af ghettolisten. Dermed mister området positive forbilleder, som, hvis de blev boende, kunne bidrage til en positiv lokal udvikling”, siger Aydin Soei.
Nedværdigende lov
Da ghettoloven i dag rammer tusindvis af familier, som ikke overtræder loven, frygter han desuden, at en masse beboere bliver bekræftet i, at de ikke bliver set som medborgere, men derimod som modborgere.
”Min primære grund til at være kritisk overfor ghettoloven er, at den er ekstremt nedværdigende. Den bekræfter beboerne i, at de bliver anset som andenrangsborgere, og at de ikke har de samme rettigheder som alle andre. Men ghettopakken er også dårligt købmandskab. Det er dyrt at rive bygninger ned, og vi har ikke evidens for, at det har nogen effekt. Det er derimod billigt at lave sociale interventioner, som vi ved virker.”