Oprindelige folk mangler erstatning efter opførelse af vandkraftværk: “For mig er Itaipu en katastrofe”

Tekst: Lise Josefsen Hermann, Fotos: Luis Vera, Paraguay & Brasilien

Forestil dig tv-transmitionen af månelandingen. Et historisk øjeblik.

For indbyggere i Brasilien og Paraguay var åbningen af Itaipu-dæmningen i 1984 deres landes svar på månelandingen. Et bygningesmæssigt mesterværk. På dét tidspunkt verdens største vandkraftværk. Den dag i dag er det stadig verdens næststørste (det største er nu i Kina på Yangtze floden).

Enorme områder – omkring 217.000 hektarer i de to lande – blev oversvømmet, da Paraná-floden blev opdæmmet.

Problemet var bare, at der boede mennesker – i alt omkring 1.000 familier i de to lande – tilhørende det oprindelige Avá Guaraní Paranaense folk. Mennesker tilhørende oprindelige folk som ikke, hvilket ellers er påkrævet ifølge internationale konventioner, blev spurgt eller informeret korrekt om situationen.

De blev tvangsforflyttet i militære lastbiler – i nogle tilfælde over 200 kilometer fra deres territorium. Til ekstremt tørre steder, uden adgang til en flod og nærmest uden mulighed for at dyrke på den golde jord.

”De efterlod os der til skæbnen, som for at lade os dø af sult,” som flere udtrykker det.

Dengang var der militærdiktaturer både i Brasilien (med Emilio Garrastazú Médici ved magten) og i Paraguay (ved Alfredo Stroessner).

Vi blev hentet i militære lastbiler og transporteret 200 kilometer væk fra floden. Det var som en koncentrationslejr

Cristóbal Martínez er leder af Sauce, en Avá Guaraní Paranaense-landsby

Vi spoler tiden frem til 2025. I november var verdens øjne rettet mod klimakonferencen COP30 i Belém i Brasilien. En konference som var sponseret af firmaet bag dæmningen – ved navn Itaipu Binacional – med 230 millioners amerikanske dollars (halvanden milliard danske kroner).

Samtidig sidder flere tusinde personer tilhørende Avá Guaraní Paranaense folket med armene over kors og venter på erstatning.

Efter mere end 40 år lever de stadig under kummerlige forhold, langt fra deres oprindelige territorier og Paraná-floden – langt fra dét, de drømmer om.

En interessant detalje fra Paraguay, hvor 165.000 hektarer blev eksproprieret i 1979: 150.000 hektarer endte med at blive oversvømmet. De overskydende hektarer er ikke givet tilbage til de oprindelige folk, men derimod lavet om til private klubber for landets rigeste.

I Brasilien er der små legale fremskridt, hvor Itaipu Binacional har købt mindre stykker land til nogle af de berørte mennesker. Men selvom der er tale om samme oprindelige folk, samme dæmning, samme firma og samme påvirkning – så er der en verden til forskel til Paraguay, hvor Avá Guaraní Paranaense-folket bare venter og venter.

Nu skal du møde nogle af de berørte mennesker, der stadig kæmper for erstatning og retfærdighed fra firmaet Itaipu Binacional og fra den brasilianske og paraguayanske stat.

Cristóbal Martínez

Han sidder i en blå plastikstol med blikket rettet mod en lille gren af Paraná-floden. Cristóbal Martínez er leder af Guaraní-landsbyen Sauce som er blevet et eksempel på modstand mod Itaipu Binacional hos Avá Guaraní Paranaenses.

Landsbyens indbyggere har – efter dens voldsomme historie med tvangsforflytning – besat et stykke jord nær deres oprindelige territorium. Her bor de i telte og ekstremt simple bygninger og har ikke mulighed for at dyrke jorden.

Men Itaipu Binacional sætter hårdt mod hårdt og vil for eksempel ikke lade landsbyens indbyggere gå ind i skoven og plukke citroner eller appelsiner – selvom det er træer, som indbyggerne selv i sin tid har plantet:

”Ved to lejligheder blev de unge mennesker fundet af Itaipus park-rangere og arresteret. De blev taget til fange. Det var meget ydmygende, fordi de kun forsøgte at hente frugt fra de træer, vi selv havde plantet tidligere,” fortæller Cristóbal.

”Engang levede vi frit ud til Paraná floden – der var ingen grænse mellem Brasilien og Paraguay for os. Vi levede bare frit som oprindelige folk. Men kunne krydse floden i en lille kano dengang. Efter Itaipu er floden vokset meget,” fortæller Cristóbal.

Søn født fire dages sejlads fra hjemmet

For at illustrere, hvad floden betyder for ham og hans folk, fortæller han historien om, da hans ældste søn blev født.

Både han og Cristóbals kone var teenagere og havde ikke erfaring med fødsler. De var også fiskere og var begge taget ned ad floden for at fiske.

Fire dages kanosejlads fra deres landsby gik fødslen i gang. Cristóbal var rådvild, men hans kone beroligede ham.

Hun vidste, hvilken muslingeskal de skulle bruge til at skære navlestrengen over. Og hvilke planter de kunne bruge til at hele babyens og morens sår.

Fødslen gik godt og efter nogle dage kunne de begynde hjemrejsen mod deres landsby.

Livet på Paraná-floden og i den omkringliggende skov var helt bekendt og naturligt for de to teenagere.

Derfor var det også fraværet af floden, der var det værste for Cristóbal, da de blev tvangsforflyttet.

”For mig betyder Itaipu katastrofe, ødelæggelsen af ​​min familie, mine slægtninge og mit samfund, af vores territorium og al vores rigdom

Cristóbal Martínez er leder af Sauce, en Avá Guaraní Paranaense-landsby

”Vi blev hentet i militære lastbiler og transporteret 200 kilometer væk fra floden. Det var som en koncentrationslejr. Mange af de ældre var allerede døde, da vi kom dertil. De gav os rådden mad og ko-fedt. Det værste for os paranaense, der levede af fiskeri, var, at dette nye sted ikke engang havde en lille bæk. Floden var det vigtigste for os. Den var selve livet. At skulle leve uden floden, det var et sandt helvede. På bare ét år døde mange af vores bedsteforældre af sorg eller af sult,” fortæller Cristóbal:

”For mig betyder Itaipu katastrofe, ødelæggelsen af ​​min familie, mine slægtninge og mit samfund, af vores territorium og al vores rigdom. Selv hvis vi formår at få noget af jorden, vil Itaipu aldrig kunne betale os alt, hvad de skylder os,” siger Cristóbal.

De forsøger at presse os til at give op

”Alle disse vanskeligheder, fordrivelserne, lidelsen, de styrker mig, fordi jeg ved, at jeg kæmper for en retfærdig sag, for mit territorium, for en erstatning,” siger Cristóbal.

Han har ikke meget til overs for firmaet, der har fordrevet ham og hans folk:

”Hvorfor er der så mange restriktioner mod os? Samtidig ser vi, at landmændene og brasilianerne fra området har lov til at komme ind, mens vi er underlagt et så strengt forbud. Vi tolker det som et forsøg på at tvinge os til at flygte og opgive vores kamp. Det er en pres-taktik.”

”Jeg forstår det sådan, at Itaipu og staten ikke vil lade os i Sauce vinde, for hvis vi vinder, danner det præcedens, og der vil komme andre lignende sager,” mener Cristóbal.

Cristóbal har kræft og går i øjeblikket til kemoterapi i Brasilien:

”En anden stor bekymring, jeg har som leder, er, at jeg i øjeblikket er under lægebehandling, og hvis der sker noget med mig, vil staten ikke anerkende en anden leder her. Hvis der sker noget med mig, vil samfundet stå uden en leder. Og hvad betyder det at stå uden en leder? Det betyder, at vi ophører med at eksistere. At vores landsby Sauce opløses,” lyder bekymringen fra landsbylederen.

Samme selskab, samme folkeslag – men stor forskel på de to lande

Cristóbal er med i en binational kommission bestående af fire Guaraní-ledere fra Brasilien og Paraguay, der repræsenterer de oprindelige folk, der er påvirkede af Itaipu-dæmningen. Amnesty International Danmark har været med til at støtte oprettelsen af kommissionen med midler fra civilsamfundsorganisationen CISU.

Han er forarget over forskellen på behandlingen af ofrene for Itaipu-dæmningen i Brasilien og Paraguay, hvor den brasilianske stat giver territorier til (dele af) den påvirkede Guaraní-befolkning, mens den paraguayanske stat ikke gør:

”Vi taler om det samme selskab, Itaipu Binacional. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor den ene side behandles forskelligt. Den brasilianske regering har offentligt anerkendt gælden. De anerkender, at der skal være erstatning til de oprindelige samfund, men på den paraguayanske side benægter de det. Det giver ikke mening. Hvad er logikken? Der er tale om det samme firma og det samme oprindelige folk, der har lidt de samme skader,” mener Cristóbal.

———-

Lorenza Benítez Fernández

Vi bevæger os ud på en rejse omtrent lige så lang i kilometer (men meget mindre i tid, fordi vejforholdene er væsentligt forbedret), som de fordrevne Avá Guaraní Paranaense-folk tilbagelagde i militærkørestøjer for over 40 år siden.

Her møder vi Lorenza Benítez Fernández, 74 år gammel, der ligesom Cristobal er født og opvokset ved Paraná-flodens bred. Nu bor hun 200 kilometer væk i landsbyen Yukyry.

Da tvangsflytningen skete, var hun i 20’erne og havde to børn.

”Det var vores territorium. Dengang var der ingen landegrænser. Så ankom folk fra Itaipu Binacional og fortalte os, at vi var nødt til at forlade stedet, fordi hele området ville blive oversvømmet. Så vi blev flyttet hertil. Og som følge af flytningen døde mange mennesker kort tid efter. Der var næsten intet vand, hvilket vi stadig ikke har adgang til. Og selv nu er vi på jord, der ikke juridisk set er vores, fordi vi ikke har nogen ejendomsret,” fortæller hun.

Største drøm er at vende tilbage til Paraná-floden

Selv efter årtier hundredvis af kilometer fra Paraná-floden er vandet essentielt for Lorenza og hendes slægtninge.

”Min dybeste drøm – dén der definerer mig – er at vende tilbage til Paraná-flodens bredder. Jeg kæmper for det sammen med mine slægtninge, der er i landsbyen Sauce, fordi mit mål er at vende tilbage dertil,” fortæller den 74-årige Guaraní-kvinde.

Spiritualitet og en oversvømmet kirkegård

I Lorenzas landsby bliver vi mødt med et spirituelt ritual, hvor kvinder slår rytmen i jorden med nogle tykke hule træstammer og synger. Den spirituelle leder fører an i sangen og de danser i en cirkel under det lille halvtag, der gør det ud for deres hellige hus.

De fortæller, hvordan det spirituelle er med til at styrke dem i kampen for retfærdighed.

Samtidig er spiritualiteten med til at holde dem sammen som oprindelige folk – selv nu efter de mere end 40 års fordrivelse fra deres territorier.

Vi kan ikke fjerne alt det vand, der oversvømmede vores territorium. Så det, vi beder om, er at vi får et sted som det, vi havde før

Hilaria Juana Ferreira Fernandez, lokal leder

Og netop den spirituelle påvirkning er vigtig for Hilaria Juana Ferreira Fernandez, en anden lokal leder, som bor her i området sammen med Lorenza.

”Mine bedsteforældre blev oversvømmet på grund af Itaipu-dæmningen. Kirkegården blev oversvømmet, og deres gravsted blev oversvømmet. Vi kræver en genopretning for vores historie. Som beboer i Paraná ser jeg selvfølgelig ikke det, der skete med mit folk, som rigtigt. Derfor kræver jeg som Avá Guarani Paranaense den erstatning, vi fortjener. Et sted. Vi kan ikke fjerne alt det vand, der oversvømmede vores territorium. Så det, vi beder om, er at vi får et sted som det, vi havde før.”

Både Hilaria Juana og Lorenza var med til klimakonferencen COP30 i Belém i Brasilien som en del af Amnesty’s projekt.

———–

Simón Paré Villava

På vores rejse for at møde de påvirkede mennesker af Itaipu-dæmningen skal vi også et smut over Puente de la Amistad – Venskabsbroen – som forbinder grænsebyen Ciudad del Este i Paraguay med Brasilien.

I skyggen af et mangotræ sidder Simón Paré Villava, som er en del af sandhedskommissionen for ofrene fra Itaipu-dæmningen i Brasilien. Gennem tre år har de dokumenteret de forskellige påvirkninger hos hans Avá Guaraní Paranaense-folk.

Han fortæller, at han tilhører Ocoy-samfundet og at de havde to territorier på hver cirka 24.000 hektarer, på den brasilianske side af grænsen, som tilhørte hans folk inden oversvømmelserne.

”Dengang da Itaipu Binacional kom og sagde, at vi skulle flytte, var det med falske løfter. De sagde, at vi ville komme til et frodigt territorium, at de ville holde fest og barbecue for os. Og så blev vi kørt 300 kilometer væk fra Paraná-floden i militære lastbiler.”

For nogle år tilbage var han med til at besætte dele af reservatet omkring det berømte turistmål Iguazú-vandfaldene.

De var nogle få familier der boede derinde i tre måneder. Til sidst blev de ført væk af politiet.

Besættelsen fik stor opmærksomhed og har været med til at sætte pres på den brasilianske stat for at tage hånd om Avá Guaraní-folkets krav.

Små fremskridt mod Itaipu Binacional i Brasilien

”Nu er vi kommet til en anden fase i kampen. Det handler om at forsvare de mennesker, der blev påvirket af Itaipu, og som Itaipu ikke har taget hånd om,” lyder det fra Simón.

I retten i Porto Alegre og Brasília i Brasilien er de nu blevet tilkendt to territorier af 1.500 hektarer hver.

”På den brasilianske side er der sket et lille fremskridt. Lille, fordi af de 48.000 hektar, som befolkningen kræver tilbage, er den brasilianske regering og Itaipu Binacional, kun nået til enighed om at give 3.000 hektar,” fortæller Jorge Servin, der er leder af Amnestys projekt i området.

Det er altså langt fra Avá Guaraní-folkets oprindelige territorium, men en vigtig start:

”Itaipu Binacional måtte, på trods af at være en meget magtfuld virksomhed, erkende sin fejl. De måtte to gange indrømme, at de havde begået en fejl mod os. Og de kan ikke skjule det, fordi beviserne er overvældende,” fortæller Simón.

”Itaipu Binacional promoverer sig med en positiv fortælling om at være en virksomhed, der producerer ren energi. Det, de imidlertid ikke fortæller, er, at den produktion af ren energi kommer på bekostning at territorier, ressourcer og lidelser hos de oprindelige folk i Paraná i både Brasilien og Paraguay,” mener Jorge Sevin.

Også andre steder i Latinamerika kæmper oprindelige folk for deres rettigheder: