Historiker og forfatter Vibe Termansen har i 20 år fulgt udviklingen i Polen. Hun kalder indskrænkningen af retsstaten, pressefriheden og lgbti+ rettigheder for et led i regeringens drøm om at genrejse Polen som en stolt, nationalkonservativ nation.
Af Nora Rahbek Kanafani. Artiklen blev bragt i Amnestys medlemsblad #1/2022.
Aktivister fortæller AMNESTY, at de oplever chikane og opslidende retssager. Hvad har den polske regering gang i?
Retssager er en meget udbredt metode til at bremse kritikere. Det handler helt enkelt at om at få stoppet dem, der generer, så regeringen kan få ro på til at komme igennem med sit meget ideologiske projekt.
Jeg talte med en journalist fra en regeringskritisk avis, som fortalte, at de aldrig kunne få interview med politikere fra regeringen, der kun stiller op hos de regeringsvenlige medier. Til gengæld har de konstante retssager imod sig, som tager årevis og koster rigtig mange penge fra avisen. Og så har regeringen sørget for, at statsinstitutioner aldrig køber annonceplads i regeringskritiske medier. Så de får ikke de indtægter, de har brug for, og så kommer der en masse udgifter til retssager. Det er jo ren chikane.
Hvad er det for et projekt, regeringen har?
Det er et helt klassisk nationalkonservativt projekt, som handler om at genrejse Polen som en stolt katolsk nation. Kristendommen fylder utroligt meget i det her projekt og fremhæves som en særlig polsk og europæisk værdi. Så når de forsvarer katolicismen, så forsvarer de både Polen, men også Europa. Det er bare os, der er nogle mærkelige ”woke” nogle i Vesteuropa, der ikke har forstået det, men kommer med vores LGBTI-rettigheder. Det er hjemmepublikummet, regeringen taler til. Når man er et nationalkonservativt parti, bliver udlandet bare mindre vigtigt.
Hvis projektet skal lykkes, er det nødvendigt for dem at kontrollere domstolene. Man har faktisk smadret hele retsstaten; fra byretter til højesteret, helt ned til, at man på den skole, der uddanner dommerne, har udskiftet rektor med en, der har de ”rette” holdninger. Det er virkelig alvorligt, for hvis retsstaten falder, så falder demokratiet. Og så falder EU. Det kan lyde u-sexet og det er svært at få folk til at gå på gaden og råbe ”retsstat!” – det er nemmere med emner som LGBTI og abort – men retsstaten er jo hele fundamentet for at kunne beskytte folks menneskerettigheder. Det er helt grundlæggende.
Hvor stor opbakning har de og blandt hvem?
Da der var valg i 2019, fik regeringspartiet, Lov og Retfærdighed, 43 procent af stemmerne. Lige nu ligger de markant lavere. Mange af deres vælgere er ældre, ikke-uddannede og bor på landet i øst og syd, den del af landet, der historisk har tilhørt Rusland og Østrig-Ungarn.
Men det er ikke hele billedet. Der er grundlæggende to grupper af vælgere; dem der virkelig er enige i det socialkonservative projekt og er bange for at Polen forsvinder; enten fordi russerne kommer, eller fordi der kommer den her farlige LGBTI-ideologi fra Vesten, der vil smadre det, der er smukt og polsk. Den anden gruppe er dem, der er glade for de penge, som regeringen deler ud. Børnepenge og pensioner, som vi også kender det fra de nordiske lande. De folk, der nyder godt af de her penge, har virkeligt manglet, for der har været stor forskel på rig og fattig i Polen og mellem land og by. Præsident Duda giver ikke kun penge, men rejser rundt i hele landet og trykker hånd, klapper babyer på hovedet og holder en tale, hvor hans taleskriver sørger for, at han lige nævner en eller anden lokalpatriotisk helt. Han danser folkedans med dem og lover, at den by med flest stemmer på Lov og Retfærdighedspartiet ved næste valg får en brandbil. Det kan man godt grine af, men det er godt set af regeringen, for det handler om de mennesker, som har følt sig glemt siden 1989.
EU-kommissionen truer nu med at tilbageholde midler til Polen, fordi de ikke lever op til reglerne, når det gælder retsstaten og pressefriheden. Vil det føre til en opblødning fra polsk side, tror du?
Det har jeg meget svært ved at se. De har en ’Polen overgiver sig aldrig’ holdning. Polen ophørte med at eksistere i 1795, og genopstod i 1918. Så kom Anden Verdenskrig, hvor hver femte polak døde og så kom kommunismen. Den erfaring polakkerne har helt ind i rygraden er, at alle vores naboer er ude efter os, særligt russerne og tyskerne. De er vant til at skulle kæmpe. Så når vi kommer med vores forsigtige kritik, betyder det ingenting, de er vant til en helt anden nævekamp.
Hvad gør man så?
Der er en meget stærk opposition i Polen – og de holder ikke mund! Jeg kan godt sætte et regnbueflag rundt om min Facebook-profil eller love polske kvinder abort i Danmark. Det er fuldstændig gratis for mig, for det er ikke kontroversielt her i landet. Men det hjælper heller ikke de polske regeringskritikere. Hvis man som dansk borger eller politiker gerne vil ændre på udviklingen i Polen, skal man for det første sætte sig ordentligt ind i forholdene. Der er mange hurtige fejlslutninger, også fra vores side. Dernæst er det mest virkningsfulde, man kan gøre at hjælpe demokrati- og menneskerettighedsforkæmperne dernede. De er dygtige og de kender historien, samfundet og handlemulighederne. Og så presse på gennem EU. De polske demokrati-forkæmpere beder jo EU om hjælp nu.
Læs mere om menneskerettighederne i Polen:
Få overblikket: Polens frie fald
Portræt af suspenderet dommer: “Det handler ikke længere om mit job eller min økonomi. Det handler om, at vi skal kæmpe for at bevare reglerne i det her land”