Rektor Henrik Vestergaard Stokholm fra Nyborg Gymnasium har tidligere kæmpet for elever, som skulle sendes til Somalia. Nu har han kastet sig ud i kampen for, at syriske Aya Abu-Deher ikke bliver udsendt til Syrien.  

Af Roberto Zacharias  – Foto: Lærke Posselt
Bragt i Medlemsbladet #2 2021

Du har været rigtig meget i medierne, og nogle har sagt, at du misbruger din stilling som rektor til at føre udlændingepolitik. Hvad siger du til det?

At det er en gammel opfattelse af, hvad rektorjobbet er. Jeg er jo ikke bare en embedsmand, der sidder og nusser med papirer og følger retningslinjer fra undervisningsministeriet. Min skole skal bidrage til de unges kritiske sans og til, at de bliver demokratiske medborgere, der tager stilling og kender menneskerettighederne og FN. Vi underviser i FN’s verdensmål og i det system, så det skal de have en tiltro til. Og så synes jeg, det er min pligt som rektor, at kæmpe for elever, der har det skidt eller har problemer. Samtidig er jeg som borger blevet indigneret og overrasket over vores myndigheder, og at de fungerer, som de gør. Jeg har måske været naiv, men jeg troede simpelthen ikke, at man med åbne øjne sendte folk på udrejsecentre på ubestemt tid i velfærdsstaten Danmark med en socialdemokratisk regering. Det ryster mig helt vildt.

Hvorfor mener du, at beslutningen fra Udlændingestyrelsen er forkert og uretfærdig?

Jeg kan jo ikke beklikke dommere i Flygtningenævnet, men jeg kan sige, at jeg har læst Ayas afgørelse, og det gennemgående i den er, at uanset hvor meget hun fortæller om, at hun er i fare for at blive forfulgt, fordi hendes brødre ikke ville i militærtjeneste, tror udlændingemyndighederne ikke på hende. De skriver, at det er en forklaring, der er konstrueret til lejligheden. Og jeg hører fra andre, at der er en generel mistro til syrere. Jeg er fuldstændig med på, at folk skal hjem, hvis de kommer fra et sted, hvor der er fred, og hvor der ikke er behov for beskyttelse fra en diktator. Men lige nu er der bare ikke noget forsigtighedsprincip. Vi passer ikke på disse mennesker, som vi passer på hr. og fru Jensen og deres børn. Og det, synes jeg, er grundlæggende forkert.

For nylig tog du og 100 elever fra Nyborg Gymnasium til København for at demonstrere foran Christiansborg. Hvad var det for en dag, du oplevede der?

Det var en meget bevægende dag. Der var rigtig mange mennesker på Slotspladsen, og man kunne mærke solidariteten mellem mennesker fra alle mulige kulturer. Det var overvældende, og jeg tror også, at Aya kunne mærke, at hun ikke var alene. Samtidig fik vi mulighed for at tale med nogle politikere og forklare dem om situationen, og de lyttede og sagde, at de ville gøre noget for disse mennesker. For eleverne var det en fantastisk dag. De havde lavet bannere, og for mange af dem var det første gang, at de var med i en demonstration og kæmpede for noget andet end deres egen hverdag. Så på mange måder udlevede vi også bare gymnasiets formålsbekendtgørelse, fordi de prøvede at kæmpe for noget, og det var megafedt.

Hvad har været den største øjenåbner for dig ved at være en synlig stemme i debatten?

Det er, hvor brutalt og hadefuldt det er. Jeg er fuldstændig med på, at man får taget temperaturen, når man stikker røven frem. Men jeg er blevet overrasket over det had, der også er. Der er mange, som jeg tror bruger hele deres liv bag skjulte profiler på Facebook på at skrive onde ting til Aya og alle de andre syrere. Så jeg har nok mistet nogle illusioner om menneskets natur. Lokalt har der til gengæld ikke været andet end opbakning. Jeg kan mærke, at byen og Fyn er med syrerne, og det er fantastisk at opleve.

Hvordan holder du modet oppe?

Jeg synes sagen er så vigtig, og jeg tænker på den hver dag og hele tiden. Og det handler ikke bare om mig og om Aya. Det handler om hele den måde, vi behandler mennesker på. Så når jeg ser Aya eller læser noget om det i avisen får jeg energi. Min retfærdighedssans eksploderer. Og det kan godt være, at jeg er frelst og hellig, og det er der også folk, der siger, men jeg synes bare, at det er pisse urimeligt.

I den tidligere sag sørgede du for, at dine elever kunne få undervisning, selv om de ifølge myndighederne ikke havde krav på det. Er du klar til at gøre noget tilsvarende i Ayas sag?

Det vil jeg helt bestemt, hvis det ender med, at Aya får et afslag i Flygtningenævnet, og de vil sende hende på et udrejsecenter. Helt sikkert. Jeg kan mærke på opbakningen derude, at det ville vi godt kunne gøre.