På Færøerne er abort et tabu, der kan splitte familier og vennekredse ad. Loven bag abortforbuddet kritiseres af både tilhængere og modstandere for at være for uklar og gammeldags og for at have alvorlige konsekvenser for både gravide og læger. Men her stopper enigheden; for skal loven strammes eller lempes?
Den har fine ører, let åben mund og små sammenknebne øjne. Modellen af det lille foster lavet i gummi ligger i Björk Tyril Sadembous samlede hænder.
”Det er bedst at vise den frem i hånden. Så kan man bedre se, hvad størrelse den rent faktisk har”, siger hun.
Vi befinder os på anti-abortorganisationen Pro Vitas sekretariat. Kontoret har udsigt over havnen, hvor små fiskekuttere og større trawlere ligger og vugger foran de græsklædte bjerge, der omkranser verdens mindste hovedstad, Thorshavn. På væggene hænger malerier og fotos af gravide kvinder, fostre i livmoderen og små, nuttede babyer.
Björk Tyril Sadembous, der er koordinator i organisationen, fortæller, at modellen forestiller et foster på omtrent 12 uger, og at hun har den med, når hun besøger skoler eller er til møder med kristne grupper. Pro Vita deler også de små modeller ud til gravide, der er i tvivl om deres graviditet og søger rådgivning. Så de, ifølge Bjørk Tyril Sadembous, rent faktisk ved, hvad de slår ihjel, hvis de vælger en abort.
Det er jo ikke bare en klump celler. Det er et velskabt barn. Det skal bare udvikle sig lidt, inden den kommer ud i verden.
Björk Tyril Sadembous, koordinator i Pro Vita
Pro Vita er den mest indflydelsesrige anti-abort organisation på Færøerne. Den er på den færøske finanslov og tilbyder rådgivning til tvivlende gravide samt konkret støtte til gravide eller nybagte mødre, der har brug for hjælp i hverdagen; en tur med barnevognen, en hånd med rengøringen eller en snak om hverdagsproblemerne.
Sådan ser den færøske abortlov ud
Da Danmark i 1973 indførte fri abort, valgte den færøske regering at beholde den gældende, der oprindeligt blev udformet i 1937 med enkelte tilpasninger i 1956.
Det betyder, at abort i udgangspunktet er forbudt, men kan foretages i visse tilfælde:
- Hvis en graviditet er til fare for den gravides liv eller helbred
- Hvis undfangelsen skyldes kriminelle handlinger, fx voldtægt eller incest
- Hvis fosterets arveanlæg er til fare for dets helbred eller liv
- Hvis den gravide skønnes uegnet til at varetage barnet.
”De ting, som jeg ville bruge min mor til, det kan vi også hjælpe den gravide med, tæt på, hvor hun bor”, forklarer Bjørk Tyril Sadembous og viser rundt i Pro Vitas kælder, hvor pamfletter med titlen Forsvar for ufødte er opmagasineret side om side med gummimodeller af fostre i livmoderen, puslepuder og legetøj.
Tabuet
Da Danmark indførte fri abort i 1973, fulgte Færøerne ikke trop. Øgruppen beholdt den danske lovgivning, der blev indført i 1956, men som egentlig blot er en tilpasning af et abortforbud tilbage fra 1937.
Loven forbyder abort, dog med fire undtagelser: Hvis den gravide er i livsfare, fosteret er alvorligt sygt, graviditeten skyldes incest eller voldtægt, eller kvinden ikke er i stand til at tage sig af barnet. Men de undtagelser skal fortolkes af den gravides læge samt en gynækolog, som begge skal godkende eller afvise aborten. Det skaber usikkerhed for dem, der ønsker en abort, og det får et ukendt antal færøske kvinder til hvert år at tage turen over Atlanterhavet til Danmark, hvor de på privathospitaler skal betale mellem 6.000 og 12.000 kroner for at få foretaget aborten.
”Vi har meget stærke familiære bånd, og man lægger stor betydning i at opfostre en familie. En rigtig færøsk kvinde er en mor. Og så er der konservative og religiøse kræfter, der påvirker kulturen.
Turið Maria Jóhansdóttir, sekretariatsleder Amnesty Færøerne
Indtil for ganske nyligt, var abort dog ikke noget, der blev talt om i den offentlige debat på Færøerne, fortæller Turið Maria Jóhansdóttir. Hun er sekretariatsleder i Amnestys færøske afdeling, hvis kontor med to ansatte ligger blot 20 skridt nede af vejen fra Pro Vitas.
”Spørgsmålet om abort har været meget tabubelagt på Færøerne, og indtil for ganske nylig var samtalen domineret af anti-abort folk. Deres retorik var ret hård, så det var svært at stille sig frem og sige, at man gik ind for en friere lovgivning på området. På Færøerne kender alle alle, og man har mange relationer til hver enkelt person. Man er også tæt på dem, man er uenig med, så man kan miste venskaber, man kan miste muligheder. Der er mange følelser på spil i det her spørgsmål”, siger hun og viser det lille kontor frem, hvor kampagnemateriale om samtykke og LGBTI-rettigheder er stablet på gulvet.
Hun forklarer, at man i Amnesty arbejder for at få afskaffet landets abortforbud og sætte kvindens menneskerettigheder og sundhed i centrum for en ny lov. Et synspunkt, der længe har været kontroversielt i det meget familieorienterede samfund.
”Vi har meget stærke familiære bånd, og man lægger stor betydning i at opfostre en familie. En rigtig færøsk kvinde er en mor. Og så er der konservative og religiøse kræfter, der påvirker kulturen”. Men tabuet er så småt begyndt at blive brudt. Og flere undersøgelser, søsat af blandt andet det færøske Socialdemokrati, viser, at der i befolkningen er opbakning til en mindre restriktiv abortlovgivning.
Uvished
Da Maria Tórgarð en sommer står med en positiv graviditetstest i hånden, er hun ikke i tvivl om, at hun vil have en abort. Men derefter begynder et kafkask forløb med forgæves kontakt til adskillige læger, der holder hende hen eller ikke vender tilbage. Hun ender med at besøge lægevagten, der ikke vil hjælpe.
”Jeg blev sendt hjem i uvished og havde en fornemmelse af, at de bare trak tiden, så jeg ikke endte med at få en abort,” fortæller Maria Tórgarð, der i dag bor i Stockholm og arbejder som filminstruktør.
”Jeg kunne ikke få noget information om abort, hvordan foregik det overhovedet, og kunne jeg få det eller ej?”
Først da Maria Tórgarð til sidst truer med at ville rejse til Danmark og få foretaget aborten, indvilger en dansk læge i Thorshavn i at foretage indgrebet. Men forløbet var kaotisk og virkede tilfældigt for Maria Tórgarð, der valgte at stå offentligt frem og fortælle sin historie for at andre ikke skulle føle sig lige så alene, som hun havde gjort.
”Jeg troede ikke, jeg kendte nogen, der havde fået foretaget en abort. Men det viste sig jo, at det havde jeg. Der var bare ingen, der snakkede om det,” fortæller hun.
Adgangen til lovlige og sikre aborter er en menneskeret
Ifølge international menneskerettighedslov har alle retten til liv, sundhed og til et liv fri for vold, diskrimination og inhuman behandling.
Det er uvist, hvor mange kvinder, der gennemgår samme forløb som Maria Tórgarð. Eller hvor mange, der søger om abort og bliver afvist. ”Vi er mange, der kender kvinder, der er rejst til Danmark for at få en abort, eller kvinder, der bestiller abortpiller på nettet. Men vi kender ikke tallet. Vi bliver nødt til at stoppe denne praksis, der tvinger desperate kvinder ud i usikkerhed og udsætter dem for et psykisk pres. Vi må respektere, at der er kvinder, der ønsker en abort. Og det skal de kunne få med værdighed og respekt”, siger Turið Maria Jóhansdóttir, der har kickstartet Amnestys kampagne for en abortlov, der sætter kvindens rettigheder i centrum.
“Brænd i helvede”
Da USA’s Højesteret i juni fjernede den grundlovssikrede ret til abort, blussede debatten for alvor op i flere dele af verden.
Også på Færøerne.
I en spørgetime i Landstinget den 7. september tog det unge socialdemokratiske medlem af landstinget Ingilín D. Strøm ordet og opfordrede regeringen til at fjerne landets abortforbud.
Landets socialminister Sólvit Nolsøs svar faldt prompte. For selvom han erklærede sig enig i behovet for en ny og opdateret lov, understregede han, at ”…det nuværende hovedprincip om at liv skal beskyttes naturligvis også bør være hovedprincippet i en kommende lov.”
Det lyder måske ikke som meget, men for pro-abort organisationer som Frítt Val ses udvekslingen i landstinget som et nybrud i debatten.
”Folk er blevet mere bevidste om kvindens perspektiv og er begyndt at reflektere over deres egen holdning til abort. Det er virkelig fint”, siger Barbara Gaardlykke Apol, der sidder i Frítt Vals bestyrelse og også er suppleant til det færøske Socialdemokrati på Christiansborg.
Organisationen blev grundlagt i 2018, og modsat Pro Vita får Frítt Val ikke midler fra den færøske finanslov og er derfor drevet af frivillige kræfter uden stort budget. Men med kampagnen ’Min abort’ er det lykkedes dem at indsamle anonyme historier fra kvinder i et forsøg på at afstigmatisere abort.
Historierne er forskellige. Nogle kvinder er rejst til Danmark, for andre er det lykkedes at få en abort på Færøerne. Men fælles for kvinderne er, at de fortæller om at møde et sundhedssystem, der modarbejder dem og tilsidesætter deres ønske om at bestemme over egen krop. Og at de oplever, at de bør føle skam over at ville have en abort.
Barbara Gaardlykke Apol husker, at hun for seks år siden, som 21-årig, deltog i en debat om abort som repræsentant for et ungdomsparti. Her argumenterede hun for, at man burde se sagen mere fra kvindens synsvinkel. Debatten blev lagt online, og Barbara Gaardlykke Apol modtog et hav af beskeder.
”Det var direkte hate mails. Alt fra at jeg skulle brænde i helvede, til at jeg fortjente at blive voldtaget i munden. Det var så ulækkert. Det var første gang, jeg forstod, hvor meget det gik folk på, at man talte om fri abort. Og at det kan have en konsekvens, når man står frem og siger, at kvinder bør bestemme selv.”
Barbara Gaardlykke Apol er stærk kritisk over for det kvindesyn, som hun mener ligger bag den færøske abortlov:
”Det er jo en umyndiggørelse af kvinden. Man siger indirekte; ’vi synes ikke, du er i stand til at bedømme, om du skal have en abort eller ej. Lad lægen om at vurdere det’. Det handler jo om magt, det her. At kvinder ikke skal have for stor en rolle samfundsmæssigt, og at deres primære rolle er i hjemmet”
Politisk viser en ny måling, at otte ud af 33 medlemmer af det færøske landsting ønsker at fjerne abortforbuddet. Det lyder måske ikke af meget, men Barbara Gaardlykke Apol blev positivt overrasket.
”Måske har vi en chance for at få ændret noget her. Men om vi får indført fri abort i den nærmeste fremtid? Det tror jeg ikke. Fra politisk side er der stadig en vision om, at man vil have nul procent aborter, samtidig med at man siger, at man ønsker, at kvinden selv skal bestemme. Det hænger ikke rigtig sammen.”
Læger risikerer to års fængsel
Gynækologen Diana Reynstind har længe forsøgt at holde sig ude af debatten om abort.
”Den er så præget af spørgsmål om moral og følelser”, sukker hun, da AMNESTY fanger hende på telefonen.
Men efter i tre år at have arbejdet som gynækolog på Landssygehuset i Thorshavn har hun alligevel valgt at stå frem og dele sin bekymring. Hun oplever nemlig, at hun som læge sidder med en uønsket magt, når en kvinde efter konsultation hos egen læge ansøger om abort.
”Jeg har 20 minutter til at vurdere, om en kvinde lever op til kriterierne for abort. Jeg kender ikke kvinden, og det er ubehageligt, at der er lagt op til, at jeg skal lave en moralsk bedømmelse af hende. Jeg ville ønske, at den kæmpe beslutning ikke lå i mine hænder”, siger Diana Reynstind.
Hun fortæller, at de kvinder, der søger om abort, ofte kender lovgivningen ganske godt – og hvilke undtagelser den indeholder. Det fører til et ydmygende rollespil mellem læge og patient, mener Diana Reynstind.
”Jeg skal fremlægge loven, som den ser ud. Og kvinderne ved, at de skal sige, at deres angst risikerer at bryde ud, eller at de overvejer selvmord. Loven lægger ansvaret for en beslutning vedrørende den gravides liv og familie over til mig i stedet for til kvinden selv”.
Abortforbuddet betyder også, at læger risikerer op til to års fængsel, hvis de foretager en abort på en kvinde, der ikke lever op til kriterierne.
”Den risiko hænger altid over ens hoved. Og selvfølgelig holder jeg mig inden for loven, men hvis nu en kvinde i hemmelighed optager mig med en mobiltelefon, kan jeg risikere at blive hevet i retten,” siger Diana Reynstind.
Voldtægt er ikke barnets skyld
Også i anti-abortorganisationen Pro Vita mener man, at den færøske abortlov trænger til en modernisering, der ikke giver så meget magt til den enkelte læge.
Men her så man helst, at loven blev strammet, så for eksempel undtagelsen om, at abort kan tillades, hvis fosteret er alvorligt sygt, eller er et resultat af voldtægt og incest, blev taget ud.
”Når du har en kvinde, der er blevet voldtaget, har hun brug for hjælp og er i en dårlig situation. Men det ændrer ikke barnets værdi. Barnet har ingen skyld i, at dets far var en ond person. Du og jeg har ret til at leve uanset vores forældre, barnet har det samme. Det, synes vi, loven burde afspejle; alle børn har værdi og ret til liv”, siger Björk Tyril Sadembous og understreger, at hun naturligvis foretrækker den nuværende abortlov i forhold til de love om fri abort, der findes i Færøernes nabolande.
Bryder tabuet
Fra dansk side har man i flere omgange forsøgt med forskellige tiltag for at sikre de færøske kvinder adgang til abort. Dog ikke altid med lige stor succes.
I 2004 indledte Kvindeligt Selskab og SF’s ligestillingsordfører Kamal Qureshi en indsamling, der skulle gøre det muligt for færøske kvinder, der rejser til Danmark for at få en abort, at søge om at få dækket rejseudgifter og behandling. Det fik den færøske regering til at sende et brev til alle færøske læger med en påmindelse om landets abortforbud og med krav om, at de holdt sig inden for lovens rammer. Som direkte konsekvens faldt abortraten på Færøerne.
”Det er utrolig ømt for færinger, når danskerne blander sig i indenrigspolitiske anliggender, så selvom man fra dansk side ønsker at gøre det godt, så er risikoen bare, at man flytter fokus fra emnet til den dansk-færøske politiske situation,” siger Turið Maria Jóhansdóttir fra Amnestys færøske kontor. Hun understreger dog, at hun personligt sætter pris på presset udefra og det internationale pres, som er en indlejret del af Amnestys arbejde.
”Vi kan mærke, at det er tid nu. At vi er nødt til at gøre noget ved det her. Og at vi som bevægelse vil stå stærkt, særligt når vi arbejder sammen med blandt andre Frítt Val”, siger Turið Maria Jóhansdóttir.
En udfordring er, at der er meget få kvinder, der vil stå frem og fortælle offentligt om at måtte rejse til udlandet for at få en abort. Konsekvenserne er for store.
”Når hele samtalen har handlet om, hvor forfærdeligt abort er, hvor skamfuldt og syndigt det er, og når man ved, at man i deres øjne er et syndefuldt, skamfuldt menneske, kan det være grænseoverskridende at stå fast på det, man tror på”, siger Turið Maria Jóhansdóttir.
Da Maria Tórgarð valgte at stå frem og fortælle sin aborthistorie, gjorde hun det, fordi hun følte, at hun stod i en privilegeret situation. Hun kommer fra en ikke-religiøs baggrund og risikerede hverken at blive udstødt at sin familie eller vennegruppe. Andre er ikke så heldige, påpeger hun.
”Jeg tror, at grunden til at loven stadig er der, er fordi der ikke bliver snakket om det, og at abortraten er så lav. Så må det hele jo være fint, tænker man. Men jo flere historier, der kommer frem, desto mere bryder vi tabuet og tvinger dem til at se, at loven skaber problemer”.