I år er det 12 år siden, at den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Abdul-Hadi Al-Khawaja blev uretfærdigt fængslet i Bahrain grundet sin planlæggelse og deltagelse i fredelige protester. Men hans døtre har ikke mistet håbet om at få deres far løsladt.
Abdulhadi Al-Khawaja blev fængslet af de bahrainske myndigheder den 09. april 2011 og er siden da blevet udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold i fængslet. Som dansk statsborger er han Danmarks eneste fængslede demokratiforkæmper og dermed den eneste danske samvittighedsfange. Alligevel har han siddet fængslet i 12 år.
Aktivisme bag tremmerne
Trods sin indespærring har Al-Khawaja ikke mistet sin ildhu for menneskerettigheder.
Han har gennemført flere sultestrejker, én af dem i 110 dage, for at protestere mod sin anholdelse og forholdene i fængslet, samt kritiseret de ringe forhold i fængslerne blandt andet i breve til Bahrains indenrigsministerium.
Derudover viste han solidaritet med palæstinenserne ved at protestere i fængslets gård i forbindelse med, at Bahrain fik besøg af den israelske premierminister, Naftali Bennett, den 16. februar 2022.
SKRIV UNDER
AL-KHAWAJA SKAL LØSLADES
Kræv, at den danske udenrigsminister lægger pres på Bahrain
Begrænset kontakt med familien
Efter COVID-19 pandemien har fængslet foretaget restriktioner på familiebesøg. Al-Khawaja har derfor ikke haft mulighed for at se sin familie siden januar 2020. Telefonopkald er tilladt én gang om ugen, dog kan han kun vælge at snakke med de samme fem personer. I august 2022 blev hans ugentlige telefonopkald skåret ned fra 25 til 10 minutter.
Udover den manglende kontakt til sin familie har tre af Al-Khawajas børnebørn kun set deres bedstefar i en fængselsdragt, da de er blevet født, efter han blev fængslet.
Kritisk helbredstilstand
På grund af torturen og den brutale vold, som Al-Khawaja er blevet udsat for i fængslet, har han fået kroniske smerter, og hans helbred er blevet forværret. Og det hjælper ikke på den kritiske helbredstilstand, at fængslet forhindrer Al-Khawaja i at få den nødvendige lægehjælp.
I januar 2022 blev han kørt til en lægeklinik, men i stedet for at få adgang til lægen, blev han tvunget af vagterne til at sidde i bilen i tre timer for så at køre tilbage til fængslet igen uden at modtage behandlingen.
#FreeAlKhawaja-kampagnen
De danske myndigheder har længe arbejdet for at få Al-Khawaja løsladt, og alle Folketingets udenrigspolitiske ordførere har underskrevet et protestbrev til Bahrains konge. Endnu uden resultat.
Alligevel har Al-Khawajas døtre ikke mistet håbet om at få deres far løsladt:
“Så længe min far sidder i en fængselscelle, så fortsætter kampen,” siger Maryam Al-Khawaja til Amnesty.
Familien har lanceret en kampagne, der skal lægge pres på Bahrains myndigheder, så Abdul-Hadi Al-Khawaja langt om længe kan blive løsladt og genforenet med sin familie.