Det internationale fodboldforbund FIFA svigter fortsat sit ansvar ved ikke at forpligte sig på at kompensere migrantarbejdere og deres familier for udnyttelse og overgreb i forbindelse med forberedelserne til verdensmesterskabet i fodbold. Sådan lyder kritikken samstemmende fra organisationerne Amnesty International, Human Rights Watch, FairSquare og Equidem.
Siden en koalition af rettighedsorganisationer bestående af Amnesty, Human Rights Watch, FairSquare og Equidem i juni 2022 krævede, at FIFA og Qatar skulle kompensere migrantarbejdere og efterladte familier for den overlast, de har lidt under VM-forberedelser i Qatar, har FIFA gentagne gange indikeret, at fodboldforbundet var parat til at forpligte sig på at kompensere migrantarbejdere.
Men da slutrunden begyndte i november, havde FIFA endnu ikke fremlagt en plan for at kompensere familier til afdøde arbejdere, arbejdere som har lidt skade, er blevet udnyttet, er blevet snydt for løn, eller er blevet udsat for lignende overgreb og udnyttelse.
I stedet har FIFA annonceret en såkaldt ”Legacy Fund”, som indtil videre ikke indeholder kompensation til migrantarbejdere. FIFA’s præsident, Gianni Infantino, har fremsat misvisende påstande om, at migrantarbejdere allerede kan søge kompensation igennem en eksisterende mekanisme i Qatar, selvom denne mekanisme på ingen meningsfuld måde kan give kompensation i sager om dødsfald, skader og manglende udbetaling af løn.
I den igangværende uge (12. – 19. december 2022, red.) afsluttes verdensmesterskabet, og koalitionen af menneskerettighedsorganisationer retter på den baggrund en ny hård kritik af FIFA for at løbe fra sit ansvar og føre omverdenen bag lyset:
”FIFA’s uhyggelige hvidvask af overgreb imod migrantarbejdere i Qatar er både en global pinlighed og en bevidst taktik for at undslippe sit eget ansvar for at kompensere tusinder af migranter, som er blevet udnyttet og som er døde for at gøre VM-slutrunden mulig”, siger Tirana Hassan, fungerende direktør for Human Rights Watch.
”FIFA fortsætter med at tjene milliarder, men nægter at tilbyde så meget som én cent til efterladte familier eller arbejdere, som er blevet snydt for deres løn”, siger Tirana Hassan.
Tomme ord
”Kompensation er helt afgjort noget, som vi er interesserede i at fremme”.
Sådan lød det fra FIFA i oktober i en høring i Europarådet, og udtalelsen er bare én i en serie af udmeldinger fra FIFA, hvori organisationen inden åbningen af VM i Qatar indikerede, at man planlagde af kompensere migrantarbejdere.
Men aftenen før slutrunden officielt åbnede, lød det fra FIFA’s præsident Gianni Infantino, at Qatars arbejdsministerium ville tage sig af kompensation. Enhver, som mente sig berettiget til kompensation, kunne blot ”kontakte de relevante myndigheder og søge kompensation”, sagde han.
Virkeligheden er imidlertid den, at den mekanisme, som Qatar iværksatte i 2020, har været brugt til at kompensere arbejdere for manglende løn efter arbejdsretlige afgørelser har bekræftet migrantarbejderes krav.
Fonden er ikke i dag i stand til at levere en meningsfuld kompensation i sager om dødsfald, skader eller lønsnyd i det årti, som gik forud for fondens oprettelse i 2020.
Store forhindringer for kompensation
Research fra Amnesty og Human Rights Watch har vist, at det stort set er umuligt for arbejdere og familier at søge kompensation, når de først har forladt Qatar.
Derudover har myndighederne i Qatar kategoriseret størstedelen af dødsfaldene i landet som resultat af ”naturlige årsager” eller ”hjertestop” – uden ordentligt at have undersøgt dødsårsagen.
Under Qatars lovgivning kan kun arbejdsrelaterede dødsfald eller skader føre til, at arbejdsgivere pålægges at betale kompensation.