Fodbold-VM i Qatar er det helt aktuelle eksempel på, at sport bruges til at tegne et glamourøst billede af diktaturstater for at fjerne opmærksomheden fra menneskerettighedskrænkelser – og at sport og menneskerettigheder ikke kan skilles ad.
I de senere år er det blevet mere og mere tydeligt, at sport og menneskerettigheder hænger tæt sammen. Det helt aktuelle eksempel er naturligvis det forestående VM i herrefodbold i Qatar, hvor tusindvis af migrantarbejdere enten er døde eller er blevet voldsomt udnyttet af skrupelløse arbejdsgivere i forberedelserne til den store sportsbegivenhed, der bliver set af millioner af mennesker verden over.
Migrantarbejdere udnyttes i stor stil
Amnesty har siden 2013 dokumenteret i adskillige rapporter, at migrantarbejdere fra lande som Bangladesh, Nepal, Sri Lanka og Indien har knoklet i ekstrem varme i op til 12-14 timer om dagen – ofte uden pauser. De har boet i overfyldte og beskidte barakker uden ordentlige sanitetsforhold og udluftning, og mange har oplevet at gå i flere måneder uden at få deres løn udbetalt. Det har indtil for nylig ikke været muligt for dem at skifte job eller rejse hjem uden tilladelse fra deres arbejdsgiver. Og selv om Qatar i 2017 reformerede landets arbejdslove og i de efterfølgende år blandt andet for første gang indførte en minimumsløn, kan vi dokumentere, at myndighederne i Qatar ikke formår at implementere reformerne tilstrækkeligt i praksis eller formår at håndhæve lovgivningen over for arbejdsgiverne, hvilket gør, at udnyttelsen af migrantarbejderne fortsætter.
Forsøger at renvaske omdømme
Qatar har brugt enorme summer på at arrangere VM og bruger, som andre stater med et anstrengt forhold til menneskerettighederne, store internationale sportsbegivenheder til at promovere og forbedre deres internationale omdømme – hvilket også er kendt som ’sportswashing’. Sportswashing er, når stater arrangerer eller sponsorerer store sport- og idrætsarrangementer, sportsklubber eller sportsorganisationer for at få positiv omtale og derved fjerne fokus fra landets overgreb på for eksempel minoriteter eller kritikere af styret. Det har vi allerede set i Baku i Aserbajdsjan og i russiske Sochi, og tidligere i 2022 så vi, hvordan Kina brugte vinter-OL i Beijing som røgslør for de systematiske krænkelser af ytringsfriheden og forfølgelsen af etniske minoriteter som uighurerne.
Poster milliarder i store sportsevents
Alt tyder på, at diktaturstater i ikke mindst golfregionen vil satse endnu mere på sport i fremtiden – herunder Saudi-Arabien, der som et led i sin såkaldte Vision 2030 poster milliarder i forskellige store events. Senest har regimet finansieret en ny og meget omdiskuteret golfturnering med enorme pengepræmier, som allerede har lokket flere af sportens største stjerner væk fra de etablerede turneringer, hvor præmiesummerne er markant lavere. Derudover vil Saudi-Arabien formentlig byde ind på værtskabet for herrernes fodbold-VM i 2030, ligesom landet også har vist interesse for OL og allerede lægger asfalt til en afdeling af Formel 1.
Det glamourøse motorløb køres også i nabolandet Bahrain, hvor den dansk-bahrainske menneskerettighedsforkæmper Abdul-Hadi Al-Khawaja på ellevte år sidder fængslet for at have deltaget i en fredelig demonstration mod styret i forbindelse med det arabiske forår i 2011.