På baggrund af organisationens research af to konkrete luftangreb opfordrer Amnesty International til, at Israel efterforskes for krigsforbrydelser, og at USA standser sine overførsler af våben til Israel.
I en nylig undersøgelse kan Amnesty International dokumentere, at amerikansk fremstillet ammunition, såkaldt Joint Direct Attack Munitions (JDAM), er blevet brugt af det israelske militær i to dødelige, ulovlige luftangreb i oktober 2023 på hjem fyldt med civile palæstinensere i den besatte Gaza-stribe. Angrebene dræbte i alt 43 palæstinensere – 19 børn, 14 kvinder og 10 mænd.
Amnesty Internationals vurdering af angrebene er, at de enten udgør direkte angreb på civile og/eller civile genstande, eller at de udgør såkaldte vilkårlige angreb, hvori det israelske militær ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til civile.
Amnesty opfordrer derfor til, at angrebene bliver efterforsket som krigsforbrydelser.
”Det faktum, at amerikansk fremstillet ammunition bliver brugt af det israelske militær i ulovlige angreb med dødelige konsekvenser for civile, bør omgående få Biden-administrationen til at vågne op. De amerikansk fremstillede våben faciliterede massedrabet på familier,” siger Agnès Callamard, generalsekretær i Amnesty International.
Amnesty Internationals våbeneksperter og analytikere har undersøgt satellitbilleder såvel som fotografier taget af Amnesty Internationals researcher i Gaza af ødelæggelsen af de angrebne hjem og fragmenter af ammunition, der blev fundet i murbrokkerne.
”Kun liget af min søn blev fundet hel”
Den 10. oktober dræbte et luftangreb på al-Najjar-familiens hjem i Deir al-Balah 24 mennesker. Den 22. oktober dræbte et luftangreb på Abu Mu’eileq-familiens hjem i samme by 19 mennesker. Begge hjem lå syd for Wadi Gaza, som er inden for det område, hvor det israelske militær den 13. oktober havde beordret beboere i det nordlige Gaza til at søge ophold.
Suleiman Salman al-Najjar (48), som ejer et bilsalg og et værksted, fortalte Amnesty International, at hans hustru, Susanne Subhi Asalam Najjar (40), blev dræbt den 10. oktober sammen med fire af deres børn: døtrene Safa (17 måneder) og Farah (23) og sønnerne Yazan (14) og Nadim (20). Suleiman Salman al-Najjar overlevede, fordi han var på hospitalet til en undersøgelse, da angrebet skete.
”Jeg skyndte mig hjem og så en scene med fuldstændig ødelæggelse. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Alle var under murbrokkerne. Huset var fuldstændig pulveriseret. Ligene var blev reduceret til stumper.”
“Kun liget af min søn Nadim blev fundet hel. Min lille pige, Safa, vi fandt kun hendes hånd… Nu bor jeg og mine to overlevende sønner i et telt ved ruinerne af vores hjem. Vores liv er blevet ødelagt på et øjeblik. Vores familie er blevet ødelagt. Noget, der var utænkeligt, er nu vores virkelighed.”
I begge tilfælde fortalte overlevende til Amnesty International, at der ikke havde været nogen advarsel inden angrebene.
I lyset af det hidtil usete civile dødstal og omfanget af ødelæggelser i Gaza, opfordrer Amnesty USA og andre regeringer til øjeblikkeligt at stoppe med at overføre våben til Israel, da de sandsynligvis vil blive brugt til at begå eller være med til at øge risikoen for krænkelser af international ret.
”En stat, der fortsætter med at levere våben, der bruges til at begå krænkelser, kan blive medansvarlig for disse krænkelser,” siger Amnesty Internationals generalsekretær Agnès Callamard.