For 40 år siden indledte Amnesty International en lang og sej kamp for at forbyde dødsstraf. Dengang havde kun 16 lande indført forbud. I dag er det 105, og vores kamp for en verden uden dødsstraf fortsætter.
Dødsstraf er en grusom og nedværdigende straf for både ofrene, og deres pårørende. Amnesty International har siden 1977 arbejdet for at afskaffe dødsstraf i hele verden, og kampen har givet bemærkelsesværdige resultater, men målet er ikke nået.
Kun en håndfuld lande, Pakistan, Irak, Saudi Arabien og Iran, stod for knapt 87 procent af alle henrettelser i verden i 2016. Dertil kommer, at Amnesty vurderer, at Kina udførte tusinder af henrettelser i 2016. Men det er ikke muligt at få adgang til landets statistik på området.
For 40 år siden havde kun 16 lande indført forbud mod dødsstraf, og i løbet af de fire årtier er tallet steget markant til 105. Yderligere 35 lande har i praksis afskaffet dødsstraf. Altså havde hele 140 lande ved slutningen af 2016 stoppet med at udføre henrettelser, hvilket svarer til næste to tredjedele af alle verdens lande.
Men en tredjedel af verdens lande har fortsat ikke afskaffet dødsstraf, og kampen slutter ikke, før den sidste henrettelse har fundet sted.
”Det er skamfuldt, at så mange stater grundlæggende leger med menneskers liv”.
– Salil Shetty, International Generalsekretær, Amnesty International.
Dødsstraf er en krænkelse af to grundlæggende menneskerettigheder: Retten til liv og retten til ikke at blive udsat for tortur. Begge rettigheder er sikret i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948.
En lang række andre internationale love, som Amnesty her har samlet i en rapport, forbyder entydigt dødsstraf.
Højdepunkter i Amnestys kamp gennem 40 år
I 1977 var Amnesty vært for en international konference i Sverige om dødsstraf. Konferencen mundede ud i det første international manifest, som opfordrede verdens regeringer til at nedlægge forbud mod dødsstraf. Manifestet fik navnet Stockholm Deklarationen, og resultatet førte til, at Amnesty International samme år blev tildelt Nobels Fredspris.
I 1979 lød startskuddet til, at Amnesty lige siden er blevet anset som en helt afgørende kilde til information, om hvordan dødsstraf bliver anvendt verden over. Amnesty udgav nemlig sin sin første rapport med global statistik om dødsstraf.
I 1981 vandt Amnesty en af sine mange store sejre. I det år var der valg til den franske præsidentpost, og Amnesty rettede en intensiv kampagne mod alle kandidaterne. Francois Mitterand vandt valget og senere samme år forbød han dødsstraf i Frankrig.
I 1988 blev dødsdommen til seks sorte sydafrikanere omstødt. Amnesty var en stærk stemme i kampen for at få dommen annulleret til de såkaldte Sharpeville Six. De blev anholdt og dømt til døden ved hængning efter uroligheder den 3. september 1984 i byen Sharpeville, hvor viceborgmesteren blev myrdet. Alle seks fik dødsdommen omstødt og blev i øvrigt løsladt fra fængslet i årene 1991-92.
I 2007 afleverede Amnesty International sammen med andre organisationer hele fem millioner underskrifter mod dødsstraf til FN. I december samme år vedtog FN sin første resolution mod dødsstraf.
I 2017 afstår 140 lande fra brugen af dødsstraf. 105 af dem har ved lov indført et direkte forbud. Med din hjælp behøver vi ikke at vente endnu 40 år for at nå målet om en total afskaffelse i hele verden.
Hvad er problemet?
- Døden er den ultimativt uigenkaldelige straf. Risikoen for at tage livet af en uskyldig dømt kan ikke elimineres. For eksempel er 150 fanger på amerikanske dødsgange blevet frikendt siden 1973 efter den oprindelige dom faldt. Andre er blevet henrettet på trods af begrundet mistanke om uskyld.
- Dødsstraf mindsker ikke kriminalitet. Alligevel bruger stater argumentet om, at udsigten til den grusomme straf afholder borgere fra at begå kriminalitet. Der er intet bevis for, at det skulle være rigtigt.
- Dødsstraf bliver ofte anvendt i stater med utilstrækkelige retssystemer. De tre lande, som henretter flest, Kina, Iran og Irak har afsagt dødsdomme efter åbenlyst uretfærdige retssager. Mange dødsdomme falder efter tilståelser, som er frembragt ved tortur.
- Dødsstraf bliver i praksis anvendt diskriminerende. Fattige mennesker eller personer, som tilhører en etnisk eller religiøs minoritet, har større risiko for at blive dømt til døden.
- Dødsstraf bliver benyttet som et politisk våben. Myndigheder i nogle lande betjener sig af henrettelser som et middel til at udrydde oppositionen.
Læs her Amnestys seneste rapport om dødsstraffens udbredelse og anvendelse i hele verden.