Azam Ahmadi er en af de kvinder, der kæmper for et nyt Afghanistan. Læs om nogle af de afghanske kvinder, der lige nu kæmper for deres fremtid under Taliban.
“Jeg er advokat og har været aktivt medlem af Afghanistans advokatsamfund siden 2015.
Jeg har været forsvarsadvokat i mange sager ved de afghanske domstole siden da. I 2017 etablerede jeg min egen ngo kaldet “Lovens og Velfærdsorganisationens stemme”. Jeg har arbejdet som professionel advokat for kvinder og piger, der var ofre for vold i hjemmet. I nogle tilfælde ville jeg introducere dem til beskyttelsescentre og krisecentre, og her fulgte jeg deres sager gennem hele processen og repræsenterede dem undervejs i de nødvendige retssager.
Nu føler jeg, at jeg befinder mig i et fængsel. Selv fanger har rettigheder, men ikke kvinder under Taliban.
Azam Ahmadi
Vores ngo arbejdede på frivillig basis. Mange advokater arbejdede ulønnet og tog fem til ti sager om året, hvoraf de fleste var relateret til kvinder. Mellem 2017 og 2021 arbejdede min ngo på mindst 300 sager om vold mod kvinder.
Da Taliban tog kontrol over Afghanistan i august, ændrede alt sig for os. Nu føler jeg, at jeg befinder mig i et fængsel. Selv fanger har rettigheder, men ikke kvinder under Taliban. Jeg føler at alt, hvad jeg har arbejdet for de sidste 16 år, var en drøm, og nu er jeg vågnet op til virkeligheden med at leve under Taliban. Det er en virkelighed, der ikke føles tro mod mig. Taliban har givet mig følelsen af at være ubrugelig. Jeg bliver ikke anset for at være et menneske, og jeg sætter ofte spørgsmålstegn ved mig selv nu. Hvad gjorde vi for at fortjene denne situation? Hvorfor skal afghanske kvinder møde så mange restriktioner? Hvad har kvinder gjort for at fortjene en sådan straf? Jeg har så mange spørgsmål, og jeg kan ikke finde noget svar.
Siden Taliban er kommet tilbage til magten, har de løsladt tusindvis af fanger og dømte kriminelle, hvilket gør mit og mine advokatkollegaers liv vanskeligt. Vi modtager dødstrusler. Vi bliver indkaldt af Taliban, og nogen af os er blevet straffet hård. Jeg har modtaget dødstrusler og været nødt til at ændre mit telefonnummer. Jeg har også skiftet adresse, og har deaktiveret samtlige af mine konti på sociale medier.
På grund af dødstruslerne har jeg været nødt til at lukke mit kontor, og jeg har ikke selv kunne hente mine ting. En mandlig kollega har gjort det for mig. Som forsvarsadvokat har jeg hjulpet andre mennesker med at få adgang til retfærdighed. Nu kan jeg ikke engang forsvare mine egne grundlæggende rettigheder og kan ikke selv få en retfærdig behandling. Jeg kan ikke engang forsvare min ret til at arbejde. Det gør mig meget ondt. Dette er ikke kun diskrimination, det er en systematisk krænkelse af halvdelen af befolkningens rettigheder, og det er kønsbaseret vold.
Det internationale samfund må kunne se, at alle vores gevinster gennem de seneste 20 år nu er væk. Retten til ytrings- og forsamlingsfrihed er ikke-eksisterende. Det internationale samfund skal vise solidaritet med det afghanske folk. De skal fortælle Taliban, at de vil blive isoleret, hvis de ikke skaber en inkluderende regering, hvor rettighederne for enhver afghaner fra alle etniciteter, sprog og køn bliver respekteret og beskyttet.”